Har glædet mig som et lille barn til at komme hjem til familien på Færøerne, og i fredags var så rejsedagen. I sidste øjeblik fik jeg tid til at drøne ned og få printet et par billeder af os tre, og især Marcipangrisen, til at give som gave til diverse familiemedlemmer. Tænkte især på min moster, som er meget syg, at jeg gerne ville have at hun fik et fint billede af Jenny Lóa. Havde også gået og forberedt mig på en hård samtale, men var fast besluttet på, at jeg ville sætte mig ned sammen med hende, og fortælle hende, hvor utroligt meget hun har betyder for mig.
Hjemkommen så vi de første breaking news meldinger om katastrofen i Oslo. Chok.
Pakke videre, mere end lidt stresset over volumen af bagage som stod linet op!
Tilbage til computeren, havde gjort et par indlæg klar til at publicere i de næste par dage, da min onkel dukker op i chatten på facebook. "Nu er hun gået bort." Chok, chok, chok!
Kære søde Moster, du vidunderlige menneske. At lige præcis du skulle blive ramt af sådan en dræber-sygdom, som invaderede din krop og tog al styrke fra dig.. Det er ufatteligt. Mindre end 2 år fra du fik diagnosen til det var overstået. Dit sind fik den dog ikke has på, til det sidste kæmpede du, og ville ikke give op.
Du kunne ikke tale, fik sondemad og kæmpede for hver mundfuld luft. Din søn sagde til dig, giv nu op Mor. Du stavede med møje på dit stavepapir, "hvordan?"
Jeg ved at du har tænkt, hvordan kan jeg give op, jeg har 2 børn, 5 børnebørn, en mand, venner og familie som jeg elsker og som elsker mig. Hvorfor skal jeg opgive alt det når jeg kun er 62 år??
Men samtidig har du haft brug for at høre, at det er OK. Du må gerne give slip nu.
Det var den sidste "samtale".
Ikke længe efter gled du ind i bevidstløsheden, og lidt senere trak du dine sidste mundfulde luft og fik fred. Omgivet af dine elskede børn og mand, som sendte dig trygt af sted.
Vi fulgte dig til graven i går i blændende solskin, en dag lige efter dit hoved. Kirken var "juleaftens-fuld", og salmesangen rungede under de høje lofter. Det var ikke overraskende at se hvor mange der var dukket op, det bevidste blot hvor elsket og savnet du nu er.
Nu er du et bedre sted, og har det godt. Vi skal nok tage os godt af dine kære, og trøste og hjælpe dem videre.
Kære Moster, æret være dit minde, jeg glemmer dig aldrig og savner dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg bliver så glad når du lægger en kommentar, tak for det!