lørdag den 28. marts 2015

Verden set gennem kemo-tårer og træthedsdøs

Nu er det ret længe siden jeg fik den 6. omgang kemo. 3enhalvuge, faktisk. 
Der var stort set ingen bivirkninger i form af smerter. Lille smule ondt i lænden, og knæene. Svampen kom også. Det værste har dog været øjnene.. hævede, jeg ligner noget der er løgn, og de løber KONSTANT. Så jeg ser alt gennem tårer.. uklart. Og ucharmerende. 

Som sagt, så fik jeg fremskyndet min strålebehandling til allerede 4. dagen efter kemo'en. Det var jo fordi at det var vigtigt at være færdig inden vores rejse hjem til øerne d. 18. april. Da jeg så mødte op til første behandling, og samtale, fik jeg at vide, at jeg så egentlig skulle have 23 gange stråler. Alt det ståhej fuldstændig unødvendigt. (De havde jo sagt 33 gange først). 
Men fint nok, jo hurtigere i gang, jo hurtigere er det overstået. 
Det har gået rigtig godt med strålerne. Er nu igang med de sidste 8, de kalder det "boost", hvor de stråler kraftigt ind på arret for at fange eventuelle kræftceller. 
Men NU har kroppen meldt pas. 

Jeg er vendt tilbage til jobbet på halv tid, og er virkelig glad for det. Den normalitet som det giver, at stå op, aflevere børn og tage ind på job, det er utroligt. At tænke i fagsprog, at blive udsat for skånsk, norsk, svensk og alle vores blandinaviske lyde, HERligt! Jeg måtte sige hvabeha' 2-3 gange til min skånske kollega lige den første dag, undskyld Per! Skulle lige finetune ørerne igen. 
Så er der lige en ændring af arbejdsopgaver, og endnu engang et nyt felt at sætte sig ind i, men hey, det har jeg gjort igen og igen, så why not. Om 1 uge går vi ind i mit sidste år i Nordisk Råd. Vildt at tænke på, at der snart er gået 8 år siden jeg startede. What a ride det har været. 
Udsigt fra nyt foreløbigt kontor

Tilbage til det med at kroppen har meldt pas. 
Jeg har nævnt før, tror jeg, hvor utroligt jeg synes det har været, at jeg med mit nedsatte immunforsvar, ikke har fået nogen af de vuggestue- og børnehave bakterier og virusser som børnene slæber med hjem, og har været nedlagt af. Jóni har været syg 4 gange her i 2015, med feber og forkølelse, influenza, mellemørebetændelse og til sidst også maveonde/opkast. Jenny Lóa har haft et par omgange, men ikke lige så slemt som Jóni. Manden har ligget syg, og de besøgende bedsteforældre er blevet nedlagt gentagne gange. 
NU - i torsdags, efter en travl uge med sygt lillebarn, hektisk aktivitet på jobbet og daglige cykelture ud på Riget til strålebehandlinger, fik jeg pludselig feber. 38,4. Der er klare regler for hvad man så gør, og det er at kontakte afdelingen, straks. Det er dog "først" når feberen når 38,5, at man skrider til handling, dvs skal møde ind til kontrol/observation/få antibiotika, så jeg fik i første omgang at vide, at jeg skulle tage feberen igen en time senere, og ringe igen. Da sov jeg. 
12 timer senere vågnede jeg, og feberen var væk. Men HOLDNUOP hvor er jeg træt! 
Træt som et alderdomshjem. 
At holde mig vågen og bare LIGGE på sofaen og få x-factor finalen med, var tortur. Det gør ondt i kroppen, ryggen, benene, hovedet.. Og så har jeg hedeture pga overgangsalder. :( Ikke rart. 
Jeg ved godt at kroppen bruger virkelig meget energi på at restituere efter strålerne og ikke mindst kemo'en, men.. 
At gå op på tredje sal er som at bestige et bjerg. Cykelturen ud på RH en kamp. 

Så selvom det nu er ved at være slut med behandlinger, så er der alligevel lang vej endnu. 

Jeg vil slet ikke komme ind på manglende overskud og energi til at være engageret i børnene. Det er så ufedt og utjekket. Og så synd. Synd for os alle. En kamp for Manden at kompensere og holde det hele kørende. Tak min søde, at du gør det så godt. 
De bliver nok lidt ekstra forkælede, de små, omstændighederne tsget i betragtning

Den lille er kommet i trodsealderen, og siger bare nej. Når han vågner om natten - og med al den sygdom så har han bare sovet rigtig dårligt - så siger han NEJ! Og slår. 
Heldigvis er den store begyndt at sove meget bedre, og inde i sin egen seng hele natten. 
Vi blev vækket kl. 6.20 i morges af at hun var stået op, gået på toilettet, og sad og råbte FÆÆÆRDIG! :) 

Forhåbentlig rækker energien til at deltage i søndagsskole i morgen, det er så hyggeligt. 
Og så er det lige straks påske. 
Hygge efter søndagsskole

tirsdag den 3. marts 2015

Godt nyt over hele linjen..


Fik kemo som planlagt i går, og det gik rigtig godt. Dosis var nedsat, hvilken betød at jeg ikke behøver at få indsprøjtning af Neulesta, (stimulerer rygmarven til at producere hvide blodplader, og ifølge sygeplejersken nok det der har givet de stærke smerter). 

Da jeg præsenterede problemet vedr. 25 gange stråler og en rejse til Færøerne, var hun meget hjælpsom og fik fixet det hele, først godkendelse hos lægen for, at jeg kan gå i gang med strålebehandlingen allerede fredag, og siden at booke tiden til første gang, og få dét forløb godt i gang. Det betyder at jeg så får 31 gange stråler, men det mener de er fint også. 

En anden god nyhed som jeg helt har glemt at dele er, at jeg jo har fået svar på gentesten i forbindelse med min kræftform. Den var IKKE genetisk. SÅÅÅÅ godt at vide. 

Og til sidst er mit hår på hovedet så småt ved at vokse ud. Meget lidt og meget dunet, men det begynder at kunne ses.. jubbii.. 

søndag den 1. marts 2015

Dagen før dagen..

I morgen er det sidste-kemo-dag. 

I fredags var jeg og afleverede bivirkningsark, og tog blodprøver. Jeg har ikke hørt noget, så forhåbentlig betyder det, at de er gode, og jeg får kemo som planlagt. 
Vi snakkede om sidste omgang, og jeg fik skældud for ikke at have ringet ind når jeg nu havde så mange smerter. Det er bare det, at når man er kørt ned med smerter har man ikke lige overskud til at hænge i telefonen, der er meget lang ventetid som regel, og det SKAL være i et bestemt time-interval. Det har jeg bare ikke haft overskud til, når det har været så slemt. 
Hun snakkede om, at det muligvis kunne betyde, at jeg fik min dosis sat ned. Det får jeg dog først svar på i morgen, når jeg skal derind. Det ville være ret dejligt.. 

Efter dén samtale havde jeg en anden vigtig samtale, nemlig den om strålebehandlingen, som skal starte op når jeg er ovenpå igen, efter kemo'en. Nærmere bestemt d. 12. marts. 
Her fik jeg dog et chok. Da vi var færdige og jeg havde fået mine prik-tatoveringer (så at de rammer præcis rigtigt hver gang), spurgte jeg sådan på vej ud af døren, om det nu var 23 eller 25 gange, jeg skulle have stråler, for det kunne jeg ikke huske. Hun slog det op, og siger at det jo er 33 gange! 
STREG I REGNINGEN. 
Vi har købt billetter hjem til Færøerne efter påske, for dels at bruge den ferie som Manden ikke fik brugt da vi skulle til Gran Canaria, og som skal bruges inden 1. maj, og dels for at få lidt change of scenery, og lidt noget forskelligt, og DET kan vi slet ikke, når mine behandlinger skal fortsætte helt til d. 28. april. (Vi har købt billetter d. 18.-26. april). 
Det gjorde mig rigtig ked af det, come on altså, skal endnu en rejse gå i vasken? De havde HELE tiden sagt 25 gange, ingen har nævnt 33 gange i det sidste halve år overhovedet. 
Hun prøvede at høre om der var noget at gøre, men kunne ikke afklare det for mig her og nu, så beskeden var, at tage det op med lægen når jeg skal ind i morgen. Muligvis kan man rykke lidt rundt på nogle dato'er, måske starte lidt før, og hun forsikrede, at det nok skulle løse sig.. 
Det må jeg bare tro på. 

Jeg har så også orienteret jobbet om at jeg kommer tilbage på halv tid midt i marts. Glæder mig også til det, både at komme tilbage, men også at starte langsomt op, og få etableret lidt normalitet i dagligdagen. (Jeg skal selvfølgelig cykle ud på RH hver dag og få mine stråler i de 5(?) uger det nu varer, men det er klaret på en frokostpauses tid). 

På hjemmefronten har den stået på sygdom og sygdom i lange baner.. Svigerforældrene var jo her til sidste kemo, og de små har været forkølede og snottede i ét væk jeg ved ikke hvor længe, så svigermor fik sig en ordentlig omgang forkølelse. Dog ikke lungebetændelse denne gang, heldigvis. Jóni har haft feber i en uge i morgen, og det er lidt flovt at indrømme, at han ikke har været ved lægen endnu. Det er bare fordi hans almentilstand har været ret god, humøret ok godt, (bortset fra når far er hjemme, så piver han og skal bæres nonstop). Vi har været ude og gå i frisk luft, det har faktisk været rart at gå ture med barnevogn og få rørt sig lidt. (Det dér træning er så gået i vasken lidt igen, men jeg kommer tilbage..) 
Det er ret mirakuløst, at jeg med mit nedsatte immunforsvar ikke har fået de her sygdomme en eneste gang i det sidste halve år. Det ville jo sandsynligvis betyde udsættelse af behandling, og hvis jeg skulle få feber, i værste fald hospitalsindlæggelse.
Til gengæld kom min far ned i mandags, dels fordi mine forældre var til guldbryllupsfest i weekenden, og dels fordi jeg nu får kemo igen. HAN fik så reddet sig en væmmelig omgang influenza, som ødelagde festen og weekenden totalt. (Sikkert fra Jóni). Kan forhåbentlig få en tid hos lægen i morgen, så en eventuel lungebetændelse kan afværges.. vi får se. De sk… vuggestuebaciller.  

Der har selvfølgelig også været gode dage. Jeg har fået sat lidt ind på omsorgskontoen hos den store; vi har været et par gange i svømmehallen, kun os to, og hun har nydt det. OG jeg selvfølgelig. 

I fredags fyldte hun 4 år. 


Hun fik en Frost cup cake kjole med i børnehaven, jeg tror at det var et hit.  

og søndag holdt vi minifødselsdagsfest. Der var ikke overskud til det helt store med så mange gæster som vi gerne ville, men selvom det var småt, var det meget hyggeligt. Hun var glad. 


Kagekone måtte der jo til.. 

Ååååårh lille mus, snart er mamma rask, og vi kan komme videre efter denne omgang, stærkere end vi var. Jeg lover at vi har mange fantastiske oplevelser til gode, og at mamma kan være der for dig, 100% igen.  
Mamma elskar teg. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...