søndag den 30. november 2014

Hårtab og lidt af hvert vedr livet med små børn og kræft

I går var det 2 uger siden min første kemobehandling. 
Jeg har fået en alenlang liste over mulige bivirkninger, dem skal jeg ikke trætte jer med. Jeg har også fået at vide, at det er helt sikkert at jeg taber håret, og det begynder at falde af 10-14 dage efter første kemo. 
En uge efter, besluttede jeg at Manden skulle trimme håret ned til 8 mm, så det ikke ville være så voldsomt med hår over det hele, hovedpude, bad, mm. Siden har jeg gået og holdt øje med, om der skete noget. 10. dag kom, og der var ingen ændring. 11. dag, samme. 12. samme. 
13. dag. hmmm.. well. Jo, må indrømme, at det faktisk begyndte at falde af. Og her i dag har jeg gentagne gange lige testet, om det nu også gør det i dag, og jo, det gør det. Jeg kan hive små (meget korte!) totter af uden at mærke det nærmest. :( 
Det dumme var bare, at jeg havde et lille håb om at det alligevel ikke ville ske. Har læst i én af de mange kræft-bøger jeg har tygget mig igennem om det her forsøg, hvor forsøgspersonerne fik en stor dosis e-vitamin, og det gjorde at de faktisk ikke tabte håret, eller for 16 ud af 18 af dem, det var så nok et lille forsøg. Jeg har i den grad optrappet mit vitamin-indtag, og tager ekstra tilskud af e-vitamin, c-vitamin, d-vitamin, en multivitamin, kalktilskkud og probiotika. Bum. 
Vi juicer også, og får derved også ekstra tilskud af vitaminer og antioxidanter. 
Who knows, måske hjælper det. Jeg tror i hvert fald på, at kosten HAR noget at sige. Kroppen lever jo af det vi spiser, jo mere jeg kan hjælpe til med at give kroppen de rigtige byggesten, jo bedre kan den gøre sit job. Men håret ryger altså af.
Så er det jo bare idiotisk, at jeg næsten er hoppet af mit "nul-sukker, nul-kulhydrater tog", som jeg har NYDT og haft SÅ godt af, i snart et år. :/ 
Jeg lægger hårdt ud hver dag med god lchf-morgenmad, og klarer også frokosten ok (hvis jeg spiser, det er ikke altid at jeg er sulten til frokost, fordi man er virkelig mæt på lchf) men så ud på eftermiddagen kokser det.. Nu har der været meget socialt her den sidste tid, så det betyder også noget. Min mor var her jo, og så spiser vi ofte sammen med søskende og familien ellers, og tja.. man skal virkelig være meget besluttet for ikke at falde i.  
Nok om mad. 
En anden bivirkning er meget tørre slimhinder. Fik pådraget mig en slem forkølelse, og det virker som om at den er længere om at slippe taget, end det plejer hos mig. :( Jeg skal ikke puste næse for hårdt, så får jeg næseblod. 

En anden ting, som jeg/vi tumler med, er som jeg har nævnt før, det med at vores Marcipangris er ret så vred. Dette var et "præ-cancer" issue, som jeg var i gang med at udrede, kan man sige, men nu hvor jeg blev sygemeldt, fik jeg jo pludselig ret god tid til at arbejde med det. 
Jeg hørte om Familierådgivningen, et kommunalt tilbud til børnefamilier, som har "udfordringer" med de små børn. De har familiekonsulenter, sundhedsplejersker, psykologer, selvhjælpsgrupper og mere, og det er gratis. 
Jeg har været til én samtale, og vi skal begge (forældre) til den næste i næste uge. Man kan få 5 samtaler.

Jeg kan måske lige forklare lidt om "udfordringen". Vi har i dagligdagen haft ret så mange konflikter med den store pige, som jo stadig kun er 3 år. Det er alt fra at hun skal være den første som klatrer op på far, som bærer begge børn ud i alrummet, når de står op, (hvis lillebror klatrer først op til far, eller tager den arm, som hun lige ville være på, farer hun i flint og skriger og græder, og slår efter ham) - til at kalde alt og alle for dum og numsehul. Hun kan få flip over at vi går ned ad trappen før hende, når vi skal afsted om morgenen, over at hun skal have bukser/jakke/støvler/strømper på, over at hun ikke kan få gymnastiktøj på 5 min inden vi skal ud af døren, over at rede ugler ud af håret, over at hun skal tisse af inden vi går… der er ingen grænser. 
Noget af det er jo helt normalt, det ved jeg godt, der er faser alle børn skal igennem, men vi har følt, at reaktionerne er så OVERDREVNE. Hun bliver ikke bare sur, men helt ekstremt sur og aggressiv. 
Den søde familiekonsulent som jeg snakkede med til første samtale kunne meget hurtigt konstatere, at hun jo i løbet af de sidste år har været virkelig meget igennem. 
Først blev hun storesøster. Så hev vi hende ud af dagligdagen og til Gran Canaria i 3 mdr, hvor der ikke var andre børn at lege med (og lære af). Dernede stoppede hun med at sove til middag, og begyndte at tisse i potte. Alt sammen store ting, som påvirker barnet. SÅ tog vi til Færøerne i 1 mdr, hvor hun blev forkælet og fik virkelig meget (dejlig!) bedsteforældre-opmærksomhed. Så blev det januar og dagligdag, og hun startede i børnehave! Back to reality.. :) Heldigvis var jeg stadig på barsel, så hun havde en god og skånsom indkøring over lang tid. 
Man kan godt se det, ikke? Hvem ville ikke blive lidt stresset over det? 
Vores konklusion efter første møde var, at hun jo åbenlyst savner sin mor, det er nok mest mig, reaktionerne går på. (Samtale med børnehaven viste, at der aldrig er noget dér, hun er så eksemplarisk sød). 
Derfor skal vi to have alenetid hver dag. Virkelig udpensle, at nu er det dig og mig, som laver/ser/læser det her, ikke lillebror. Og alle udbrud bliver håndteret med kram og afledningssnak. Når hun får et flip, tager jeg hende, og holder hende fast (fordi hun prøver at slå mig eller sparke eller kradse mig ellers), og mens hun kæmper siger jeg, at hvis du slår mig, så kysser jeg dig, og så kysser jeg hende, og til sidst giver hun op, og griner. Sagde jeg alle? Det holder nok ikke helt, men jeg forsøger så godt jeg kan. 
Det er SÅ svært!! 
Hysterisk unge, som slår og sparker? Give kram!? Man bliver altså sur, når man bliver slået. Men jeg prøver.  
Den strategi har Far ellers brugt for det meste, og han kan altid få hende til at grine, heldigvis. 

Nå men, vi har så forsøgt at iværksætte de gode ideer. I forrige uge havde jeg hende hjemme en dag, hvor lillebror kom i vuggestue, og vi hyggede. Vi tog ind til Rundetårn og besøgte så hendes onkel, som bor lige der. Hun havde en god dag tror jeg. Vi havde en lille episode, da jeg ville gøre et forsøg på at købe nogle få ting som vi mangler i H&M, og hun blev instrueret i, at nu skulle vi hurtigt derind, og hun ikke måtte plage om noget, for vi skulle bare have nogle body's eller hvad det var. Hun fik at vide, at hvis hun plagede, så gik vi bare ud igen, uden at købe noget. Det var ok, sagde hun, men der var selvfølgelig en eller anden fjollet ting til 129,- som hun lige syntes at hun skulle have. Så gik vi bare igen, hun protesterede og der var optræk til ballade, men pludselig gav hun sig, og vi gik, og det var ok. 
Jeg har nok ikke været så god til det med at udpensle, at nu gør vi to noget sammen, men jeg har brugt tid sammen med hende alene, hver dag. Måske bare læst en bog i et andet værelse end hvor Far og lillebror er, men med døren lukket. 

Bedste af det hele: Det hjælper. 
Meget færre udbrud, og jeg begynder at se, at de faktisk er rigtig glade for hinanden, de to. Hun viser at hun er storesøster, og hjælper ham, og sniger sig til at give ham bidder af sin bolle med pålægschokolade, når jeg ikke ser. (Ja, just shoot me already!) 

det er jo ikke til at stå for.. :)

Nu føler jeg bare, at jeg forsømmer lillebror, som hænger i sin far, fra det øjeblik han ser ham. Suk. Jeg har ikke haft ham hjemme fra vuggestue, selvom jeg går hjemme. Det har jeg megadårlig samvittighed over. Det skal siges, at de begge har korte dage, og han sover lange lure i vuggestuen, er måske 4-5 timer i vågen tilstand dernede. Og de siger, at han er sådan en glad lille dreng, så det trøster jeg mig med.

Hvad bruger jeg så tiden til? Jeg ville ønske jeg vidste det. Efter at de er afleveret, kommer jeg hjem og spiser morgenmad. (Det er nemlig ret svært at få gjort mens de to render rundt og næsten slås omkring sig, og jeg vil gerne spise min mad i ro). Så er klokken næsten 10, og så kan jeg begynde at rydde op efter morgenmad, sætte tøjvask over, rydde uendelige mængder legetøj op over hele hytten, finde ud af hvad der skal købes ind, og laves til aftensmad. Så bliver det næsten frokost, og jeg spiser evt igen, eller  kommer i "rigtigt" tøj, og tager ud at handle. Når jeg er hjemme igen, kan klokken være henimod 14, og så kan jeg forberede noget aftensmad, så det enten simrer og færdiggør sig selv, eller er klart til at sætte i ovnen/gryden når tiden nærmer sig. Det er nemlig også håbløst meget svært at lave mad, med begge børn om benene. Så kan jeg forberede noget snacks de kan få når vi kommer hjem, mens vi venter på at Far kommer hjem. Og så henter jeg mellem 15-15.30, seeeeenest kl 16. 
I denne uge har der været hyggelige venindeaftaler, juleforberedelser, en lidt speciel gennemgang af babytøj og ventetøj og legetøj for at gøre livet lidt lettere for en ung familie i trange kår (lang historie).
I næste uge starter jeg på noget træning hos Center for Krop og Kræft. Det er så 2 gange om ugen, så det bliver rigtig godt at få noget fast at gå til. Og det er rigtig godt mod bivirkninger, siger alle, at være i form, og træne. Jeg løber - sporadisk - men håber at blive bedre. 

Fredag er det kemo igen. Har aftalt tid med en akupunktør, at komme forbi umiddelbart efter, for at sætte nåle i, og se om det kan hjælpe mig mod kvalmen. Det er forsøget værd, håber jeg. Det kan i hvert fald nok ikke gøre det værre.. 

tirsdag den 18. november 2014

På højkant igen efter 1. kemo

Nåmen, fik min første omgang kemobehandling i fredags. Kl. 10.19 begyndte det, og det tog lidt over en halv time, tror jeg. Sygeplejersken spurgte ind til hvordan det gik, hvordan børnene tackler det, og jeg blev ked af det, fordi store barnet er så vred, så vred, og jeg har svært ved at håndtere det. Mere om det senere. 

Kemo'en blev givet intravenøst, og jeg kunne næsten ikke mærke det. Armen blev lidt kold måske. 
Det var hurtigt overstået. Min mor var med, og bagefter tog vi forbi min faster og fik en kop kaffe og en juice, og en bolle. Jeg havde cravings efter en croissant, så det købte vi lige. Den smagte mig dog ikke så godt som jeg håbede.
Det var det sidste måltid i lang tid. 
Man får prednisol (?) tror jeg, som ligesom speeder en op, lige nu husker jeg ikke hvorfor man får det.. men det kunne jeg godt mærke. Vi kom hjem tidlig efter frokost, måske ved 14 tiden, og der blev ryddet op! Jeg havde en mærkelig fornemmelse i kroppen, smårystede, lidt som slemme tømmermænd, I guess, ikke at jeg husker det specielt godt, det er VIRKELIG længe siden. 
Så kom kvalmen. Og skulderen og kroppen gjorde ondt af luften, stadig. 
Weekenden er lidt væk for mig, for at være helt ærlig. Jeg klarede ikke at spise noget særligt, sov meget, og lå lidt på sofaen, men børnene var hele tiden over mig, hvilket gjorde ondt, så jeg måtte krybe ind i seng igen. 
Min mor tog den store over på besøg hos sin moster og fætter om lørdagen, og det var rigtig godt. Den lille ville gerne sove lur sammen med mig i sengen, så vi puttede. Det var også rigtig godt. 
Søndag lidt det samme.. Min mor og den store tog i søndagsskole, og var derefter sammen med min søster og fætteren, og søndag sov Manden lur med den lille, mens jeg lå på sofaen. Det var den weekend. 

Søndag aften fik vi flæskesteg, og da kunne jeg spise igen. Det smagte skønt, Manden er en haj til at lave flæskesteg og ikke mindst sovs. :) 

Mandag var jeg på benene igen, og fik sammen med min mor afleveret begge børn i institution. Jeg havde stadig mega ondt i skulderen, men kvalmen var aftaget nok til at jeg kunne komme op. Tog dog en lang lur om formiddagen, og stod op og spiste mere flæskesteg. :) 

Så konklusionen? (Ja, jeg ville komme ind på det med den stores vrede, men det må blive en anden gang). 
Konklusionen: Det var ikke så slemt som jeg frygtede. Jeg vidste jo godt, at jeg ville få kvalme. Sandsynligvis. Og det fik jeg. Det værste var egentlig smerten i skulderen/kroppen. DEN er jeg glad for at jeg ikke skal igennem igen. (Hvis jeg skal sætte den dersens æggestok op igen, skal jeg nok, øøøøv) 
Men at det "kun" skulle tage 2enhalv dag, det var en god overraskelse. Nu er der meget længe til 5. december, hvor jeg får 2. omgang. Det skal nydes. Der skal jules. Laves pakkekalender. Juledekoration. Pyntes. Ryddes op og ud og ned i depot. Måske flytte lidt rundt på møbler. Og den store skal forkæles og "fyldes op" med omsorg. Det er det, hun har brug for.

Mit liv de næste måneder.. :/



fredag den 14. november 2014

Operation II overstået

Det her indlæg bliver skrevet mens jeg venter på bivirkningerne af kemo'en. 
Men først til operationen, som var onsdag d. 12. nov. 
Skulle møde kl. 6.30 til operationsforberedelse, som bestod i at tage støttestrømper og fancy hospitalsoutfit på, og derefter vente i en seng. Nåja, og nogle piller. Det tog lige 5 minutter - den første del - mens det at vente tog betydelig længere. Nærmere 1,5 time. Lidt før 8 kom de og hentede mig ned på operationsgangen. Min faster var med igen, og vi skiltes dér. Ind og ligge, og vente lidt mere, men så var det min tur, og jeg kom ind på operationsbordet. Blev bedøvet, og sov.

Operationen gik rigtig fint, men bivirkningerne fra narkosen var heftige. Jeg lå 2 timer på opvågningsstue, før jeg kom op igen på afdelingen. Meget døsig, og i smerter. Ikke af operationen, men af luften, som de pumper ind for at se hvad de laver derinde, og som de ikke helt kan klemme fuldstændig ud igen. Den flytter sig rundt i kroppen og skaber smerte, av det gør nas. Op i skulderen, og inde under ribbenene. 
Jeg havde forestillet mig, at jeg da sagtens kunne komme hjem inden børnene skulle hentes, eller ca deromkring, men nej. 
Vi fik aftalt, at min søster hentede børn, og Manden kom og hentede mig, da han fik fri kl. 16.00. Da han kom kl.16.30, havde jeg lige prøve at rejse mig - igen - og havde - igen - kastet op. Hver gang jeg kom bare op at sidde lidt, så kastede jeg op. 
Så han sad lidt, og vi var begge urolige over at børnene ikke vidste hvad der skete, og hvor mor og far var, selvom de havde det fint, og var hjemme hos sig selv i godt selskab. 
Så han tog hjem igen, og vi aftalte at han skulle putte den lille, og så komme og hente mig senere. (Min mor ankom også kl. 19.00 fra Færøerne, så hun kunne holde den store i selskab). 
Han ringede kl. 20.30 og sagde at nu sov den lille, og om han skulle komme. Det ville jeg gerne, så jeg stod op, og fandt mit tøj og gik ud på badeværelset. Og kastede op og kastede op og kastede op.. 
Fik tøjet på, og da jeg åbnede døren, var han allerede der. 
Jeg fik snakket med sygeplejersken, som nok helst så at jeg blev natten over, men jeg ville hjem, så det kom jeg.
Og kastede op i bilen igen. (Nu var der jo slet ingenting AT kaste op, men..) 

Lå på sofaen og sundede mig, og det hjalp at spise lidt chips og lidt cola. Og at have en varmedunk på skulder og mave, hvor det nu gjorde mest ondt.
Blev sparket lidt i maven om natten af børnene, og glemte desværre at tage min medicin inden sengetid, så kl. 3 ca gjorde det så ondt, at jeg måtte sende Manden op efter medicin. Og dér vågnede den store så, og var helt umulig. Græd og skældte ud, og sparkede efter mig, så jeg var lige ved at stå op og sove på sofaen. Stakkels barn.. Hun er så vred.. eller det er i hvert fald den måde hun udtrykker sig. Sikkert bange og usikker og ked af det. 

Dagen efter var hård, det gjorde pisseondt i kroppen, når jeg bevægede mig. Og bevægelse skal til, for at få luften væk igen. Men det gik. Og jeg VILLE være klar til at gå i gang med kemo'en om fredagen. 
Og nu er så den æggestok nedfrossen, så er det gjort. 

mandag den 10. november 2014

Så har vi endelig nogle dato'er på plads

Fredag var jeg til samtale på onkologisk afdeling, dem som giver kemo-behandling. 
Ikke noget som jeg havde glædet mig til, men alligevel heller ikke været nervøs over. Jeg havde min faster med, eftersom Manden dagen inden havde haft fri, for at være med mig til samtale med operationslægen.

Der var meget info. As in VIRKELIG meget info. Jeg fik en posefuld af brochurer og pamfletter og bøger ligefrem. (Den var til børn, og lige den som jeg har ledt forgæves efter på biblioteket og hos Kræftens Bekæmpelse, og nu fik jeg den bare. Handler om hvordan man kan forklare kemo'ens effekter til små/mindre børn, ret god). Vi har ikke kigget i den endnu, jeg kan ikke rigtig få mig selv til det…
Jeg prøver at snakke med Jenny Lóa af og til, når jeg fornemmer at hun kan tage informationer ind. Det er nemlig ikke altid. Jeg har fortalt, at Mormor kommer på besøg på onsdag, og at det er fordi at Mor skal på hospitalet igen, og nok kommer til at være lidt træt og ked af det måske, og så skal Mormor hjælpe Far med det hele derhjemme, og lege med hende og Jóni.

Tilbage til samtalen fredag.
Vi fik jo at vide torsdag, at min kræft ikke var østrogenpositiv. Det betyder, at jeg kan få frosset en æggestok, og derved bevare muligheden for at blive gravid igen, og at der vil være væv at sætte op, når mine æg er gået til, af kemo'en, som derved kan udskyde overgangsalderen. Jeg vidste, at det ville jeg gerne, hvis det var at det ikke var østrogenpositiv.
Lægen på fertilitetsklinikken, som skal udføre dét indgreb, var ikke optimistisk om at kunne nå det, inden den planlagde kemo-start, det var jeg ret ked af. Al den her ventetid, det er rædselsfuldt.
Så min mission hos onkologisk afdeling var mest, at de kunne koordinere det hele, MENS jeg var der, så jeg kunne få nogle dato'er på plads. Det var de heldigvis meget forstående overfor, og det lod sig gøre.
Onsdag skal jeg have taget en æggestok ud. Det er igen en fuld narkose operation, men efter hvad jeg kan læse mig frem til, så er den ikke ligeså voldsom som den brystebevarende. Jeg regner med at kunne komme hjem igen samme dag, og der vil være 2-3 små ar, som skal hele op.
Alligevel forventer de, at jeg kan være klar og skal starte kemo på fredag. Det vil sige 4 uger og 1 dag efter diagnosen.

Hvordan har jeg det med det?
På den ene side, utålmodig efter at komme igang, og få det overstået!!
På den anden side, hvorfor overhovedet tage imod kemo? Det er kendt, at kemo er overbehandling i op til 90% af tilfældene. 5-10 kvinder har gavn af kemo, ud af 100. Der er dog ingen måde at vide, HVEM de 5-10 kvinder er. Hvis der i øjeblikket florerer løsgående kræftceller rundt i min krop, og leder efter et egnet sted at slå sig ned, og begynde at vokse, så vil kemo'en sandsynligvis slå dem ihjel. Det er jo rart.
På den tredje side (!) er der vistnok en ret stor sandsynlighed for, at "min" kræft er den gentisk disponible slags. Det betyder, at jeg skal tage stilling til - og vil blive anbefalet - at få fjernet begge bryster og måske også æggestokke/livmoder. Er ikke kommet til DEN samtale endnu, venter på indkaldelse til test. Og så er den her operation jo fuldstændig meningsløs.
Så mange ting at tænke over…

men én ting ad gangen. Ellers kan jeg ikke overskue det.

Var en løbetur i går. Det føltes godt at bruge kroppen, selvom det var en kort tur. Det bliver min dagligdag nu i et stykke tid. Modtage kemo hver 3. uge, forsøge at træne mig stærk, og modarbejde bivirkninger med fysisk aktivitet. Håber bare ikke at det bliver alt for slemt.. Glæder mig til at kunne komme i svømmehallen, for DET giver mig livskvalitet, især at komme i sauna. Elsker det. :) Når de her forskellige ar er helet op, kan jeg det igen. 

fredag den 7. november 2014

Svar på undersøgelser af knuden

Fik jeg i dag. 
De har fået alt ud, og der er stadig ikke noget i lymfen, yeay!!
Desuden er det overraskende nok ikke en østrogenpositiv variant. Den var dog aggressiv, en 3'er. 
Det var lidt et mærkeligt møde. Jeg havde troet, at jeg skulle få alle væsentlige informationer om det kommende forløb i dag, men mens vi sidder i venteværelset, kommer jeg i tanker om at der vist var et brev i e-boks, som jeg ikke havde fået tjekket. Det gør jeg så, og det er indkaldelse til onkologisk afdeling, i morgen! Jeg troede først, at det var kemo som skulle starte med det samme, men lægen og sygeplejersken sagde, at det bare var den indledende samtale med dem. Øv!! Man bliver altså godt trænet i at vente i den her situation!
En ekstra hurdle er nu, at iogmed at det ikke var en østrogenpositiv knude, så giver det mening for mig/os, at nedfryse en æggestok. Dels for ikke at UDElukke, at vi kan få et barn til, men måske mere for at beholde de æg, som så kan sættes op igen i den anden æggestok, og udskyde overgangsalderen. 
Jeg skyndte mig at ringe til fertilitetsklinikken, og give dem besked. Det var dog en nedslående samtale. De har ikke mulighed for at udføre indgrebet hurtigt nok til, at kemo'en kan komme igang som planlagt.
De kunne i systemet i dag se, at det var planlagt til at starte d. 13., men hvis jeg skal have udtaget en æggestok, så skal det ske inden, og også dét operationsar skal hele op først... Så vi snakker igen om at vente måske to uger.. :'(

Manden min havde meget elegant fået fri til at være med mig i dag, efter at kun have været på arbejde 2 dage i sit nye job. Det tegner godt, det nye job, sådan noget kan vi li'.
Vi brugte lidt af eftermiddagen til kvali-tid for voksne: fik en lækker sushi-frokost for at fejre de trods alt gode nyheder. 
De sørgelige rester. Det smagte fantastisk! Det var over et år siden jeg har spist sushi, tror jeg! (Ris er ikke en del af min kost længere, så sushi bliver lidt udfordrende)

Børnene blev hentet tidligt, og vi gik en tur istedet for at hænge ud (og slås) hjemme. Den store mestrer løbehjulet rigtig godt nu, så hun tager det med ud, og det er bare rigtig godt, hun får rørt sig, og vi kan holde et for voksne utålmodige sjæle (mig) anstændigt tempo. Win-win.

I dag var så også sidste omgang "rend og hop" for Jenny Lóa og mig. Det har vi gået til de sidste par måneder. I en udslidt gymnastiksal har vi løbet rundt, sunget, hoppet, udfordret motorikken, og hun har været rigtig glad for det. På en måde trist at det stopper nu, men alligevel også heldigt, for det er jo meget usikkert om jeg ville kunne klare at tage med hende inden længe. 
Er bekymret over det her kemo-halløj, irriterende at vi ikke bare kan komme igang! Så man kan se hvor slemt det er, og ja.. Bare komme videre. Nu. Tak.

tirsdag den 4. november 2014

Tudetur hos tandlægen..

I dag var første besøg hos tandlægen siden inden Jóni blev født! Næsten to år. Anledningen var, at med al den viden om kræft og kræftfremkaldende stoffer jeg har akkumuleret over de sidste to uger, så KAN jeg ikke længere rende rundt med 7(!) sølvfyldninger. De skal simpelthen ud, og det kan kun gå for langsomt. Der er så også den trille på, at de er så skidefarlige at fjerne, at man helst skal være sund og rask og have et godt immunforsvar, så at de frigivne plombe-partikler ikke laver mere ravage i systemet, når de er boret fri. Ergo, må det ske inden kemo'en slår mit immunsystem ned, og nu er vi så langt, at jeg kan regne med at det starter i næste uge, tror jeg nok. Så her i sidste uge fik jeg tid til at lave tænder i DEN grad. 
Har valgt en ny tandlæge i nærområdet, da "min" gamle ligger inde i byen, og jeg ikke rigtig følte at vi svingede mere. Det var så mit første besøg i dag, og i morgen skal jeg igen. Hun er meget sød, hende den nye, og spurgte interesseret til hvordan det her forløb går, om jeg var opereret, og om jeg havde børn. Ramte nok et ømt punkt dér. Spurgte også, om det ikke var meget ungt, at få diagnosen så tidligt, og derfra til om der var andre tilfælde i min familie. 
I hvert fald satte hun en masse tanker i gang, og når man så lægger sig ned i stolen, og ikke har andet at beskæftige hjernen med, så kværner den, og da det også er en af de væmmeligste ting jeg ved, at gå til tandlægen, så begyndte tårerne bare at trille. Jeg fik mange pauser, og hun var meget flink til at spørge om jeg var ok, og jeg VAR helt ok, det var bare ubehageligt. 
Og mens hun borer de farlige plomber ud, kommer jeg til at synke lidt, for der er så meget vand/snask i munden, det gør man bare automatisk. DET freakede jeg lidt ud over, og hulkede lidt mere, så hun standsede og spurgte om der var noget galt, sagde at jeg ikke ville synke det! så fik jeg lov til at skylle hele tiden, og hun var god til at forklare, at hun fjernede store stykker ad gangen, så der ikke kom for meget støv. Det hjalp. 
Uanset, så var jeg noget opløst da jeg rejste mig fra stolen, og det var kun halvdelen. I morgen skal jeg tilbage og udskifte 4 til, plus reparere en lille skade på en anden tand. 
ARGH. Hader det her. 
Samtidig mens jeg lå og tudede, måtte jeg grine ad mig selv, for jeg havde en meget stærkere reaktion hos TANDlægen, end hos kræftlægen. Hverken til SAMTALEN eller til operationen, har jeg tudet sådan.. 

Og ham den lille. Han blev lige halvandet år i forgårs, og det har vi glemt alt om!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...