8 dage før tid - d. 2. maj - besluttede Lillemanden her at han ville ud. Storesøster kom 4 dage før tid, så det var fantastisk at slippe for den sidste ventetid igen.
Han er såååå skøn og dejlig og blød og dufter godt.
Skal vi ha' en fødselsberetning? Jeg tror det nok, om ikke andet så for min egen skyld, så jeg husker det. Altså detaljerne. For det glemmer man ikke liiige.. sådan en fødsel.
Efter en aktiv dag med cykling ind til byen til mine spansktimer (!! øhhva'?) tog hele familien direkte til hyggelig færøsk traditionel aftensmad med tørret fisk og diverse hos Søster og fam. Da vi kom hjem skulle Marcipangrisen have et bad, og jeg gik lige på toilettet, og skulle så starte badevandet. Syntes at der ligesom hele dagen havde været lidt rigelig plukveer, og fik en mistanke om at muuuligvis var vandet gået. Gik så lige ud for at tjekke med Google, (what else) og Manden spørger, skulle du ikke starte badet? Svarer lidt distræt, jooh men jeg tror måske vandet er gået, må lige tjekke.. Og han begynder straks at hidse sig op over at vi ikke har noget vand sådan uden at have fået besked! Fanger lige komikken i det, og siger, nej ikke DET vand, MIT vand. Gisp!
Nå men Google kunne ikke rigtig svare, så der skete ikke mere, andet end at plukveerne tog til, og kommer mere og mere omme i lænden, hvor mine veer sad, sidst. Jeg var skeptisk hele tiden, for ved den forrige fødsel begyndte vandet at sive, og jeg var ikke i tvivl.
Ringede så for sikkerheds skyld til Hvidovre Hospital, og fortalte hvordan det så ud. De ville have at jeg tog et bind på, og testede i en time, om det blev "fyldt". Jeg havde ingen bind hjemme, så Manden blev sendt ud at købe ind 5 min i lukketid. Tihi, ham i telefonen, skal det være ultra dry long night eller et eller andet andet.. :)
Nå, tiden gik, og vi besluttede at gå i seng og prøve at sove lidt, for der var NOGET under optræk. 10 min senere mens jeg prøvede at falde i søvn, sagde det bare POP nede i maven, og SÅ gik vandet. Det føltes som et smæld, eller som et kraftigt spark fra babyen.
Desværre viste det sig at vandet var lidt grønt, hvilket jo kan betyde at baby er stresset, og det betyder så tju-hej ud på hospitalet. Suk, der røg den nattesøvn. Vi håbede så meget at det skulle være om dagen, men nææh.. Søster blev tilkaldt, og kom og passede Marcipangrisen, og vi tog afsted.
Klokken var 1.00-1.30 og jeg havde kun åbnet mig 2 cm, men veerne tog til og det gik hurtigt. De skulle lægge en diode på babys hoved og følge hjerterytmen, og det betød desværre, at jeg ikke kunne komme i kar, som smertelindring. Det ville jeg sååå gerne. Og endnu værre, så tilbyder de ikke længere lattergas, hvilket hjalp mig meget ved den første fødsel. (Nok ikke så meget gassen, som det med at bruge åndedrættet til at suge og puste i masken!)
Nå men vi fik faktisk besked på at det kunne eventuelt være, at vi skulle sendes til et andet hospital, for det var åbenbart en populær nat at blive født, og de var meget presset på personale og fødestuer. Heldigvis fik vi hurtigt at vide, at fordi vandet var grønt, og vi skulle holde øje med baby, så skulle vi altså blive dér. Tiden gik med at forsøge at hvile lidt mellem veerne, Manden sov i hvert fald lidt, men så begyndte jeg at få lidt begyndende pressetrang, og så kom der lidt gang i den. Der var stadig fuldt optaget på fødegangen, så for at det ikke skulle være løgn fik vi endnu engang tildelt en fødestue nede i fødemodtagelsen. Og det var sjovt nok præcis den samme som der hvor Marcipangrisen blev født! What are the odds?
Et varmt brusebad senere var vi klar inde på fødestuen, og den første lange tid gik med at hænge over sengen og ånde gennem veerne, det var faktisk den mest behagelige stilling. På et tidspunkt ville jordemoderen undersøge mig igen, og det betød desværre at jeg skulle op på sengen og ligge på ryggen. Frygteligt! Husker ikke så godt alle detaljer på det her tidspunkt, andet end at veerne stadig tog til, og at babys hjertelyd ind imellem dykkede drastisk, og blev væk i hvad vi opfattede som meget lang tid. JM tilkaldte også på et tidspunkt en børnelæge, for at være klar til at tage imod baby og suge væske ud af lungerne, hvis han havde slugt fostervand, og ikke græd ved ankomst.
Til sidst var der presseveer i meeeeget lang tid. Længere end ved Marcipangrisens fødsel, hvilket var lidt overraskende, da man jo siger at 2. gang går hurtigere. Det var dog ligesom at der manglede de sidste kræfter hele tiden. Jeg forsøgte og forsøgte at presse til, men lige når det var ved at være der, så var veen slut. JM besluttede, at jeg skulle få vestimulerende drop, og mens assistenten lagde det, kom der en vé igen, og denne gang gav jeg bare alt hvad der var tilbage, selvom det egentlig ikke var en presseve. Og så kom han. :) Og han græd, så alt var ok, havde ikke slugt fostervand.
Bliss.
Et varmt brusebad senere var vi klar inde på fødestuen, og den første lange tid gik med at hænge over sengen og ånde gennem veerne, det var faktisk den mest behagelige stilling. På et tidspunkt ville jordemoderen undersøge mig igen, og det betød desværre at jeg skulle op på sengen og ligge på ryggen. Frygteligt! Husker ikke så godt alle detaljer på det her tidspunkt, andet end at veerne stadig tog til, og at babys hjertelyd ind imellem dykkede drastisk, og blev væk i hvad vi opfattede som meget lang tid. JM tilkaldte også på et tidspunkt en børnelæge, for at være klar til at tage imod baby og suge væske ud af lungerne, hvis han havde slugt fostervand, og ikke græd ved ankomst.
Til sidst var der presseveer i meeeeget lang tid. Længere end ved Marcipangrisens fødsel, hvilket var lidt overraskende, da man jo siger at 2. gang går hurtigere. Det var dog ligesom at der manglede de sidste kræfter hele tiden. Jeg forsøgte og forsøgte at presse til, men lige når det var ved at være der, så var veen slut. JM besluttede, at jeg skulle få vestimulerende drop, og mens assistenten lagde det, kom der en vé igen, og denne gang gav jeg bare alt hvad der var tilbage, selvom det egentlig ikke var en presseve. Og så kom han. :) Og han græd, så alt var ok, havde ikke slugt fostervand.
Bliss.
Fine blomster fra kollegaerne, også Mandens sendte fine blomster, så sødt.
Det her indlæg har været længe undervejs, og der er mange andre som tripper efter at blive udgivet, men for nu nyder vi barsel i fulde drag. Han er skøn og rolig og meget nem, sover og spiser, amningen er kommet godt i gang (av for en omgang!) så det er bare dejligt.
