SVUSSJJ .. hvad var det? Nå, tæppet der lige blev hevet væk under os..

Skruer tiden tilbage 4-5 uger. Jeg ligger i sengen i min natkjole og det klør lidt på brystet, der hvor bh-en lige har siddet. Jeg kradser, og mærker noget i venstre brysts inderside. Spørger Manden, om han også kan mærke noget. Han hiver hånden til sig igen, og siger UUWW. Der er jo en knude. 

Hm, jeg er jo næsten lige (med en god vilje) holdt op med at amme, så det kan være lidt mælkeknuder, eller noget, ik? 

To dage senere ringer jeg så selvfølgelig til lægen, for det må man jo gøre. Nå nej, det gør jeg jo ikke. Jeg bruger det dersens smarte online tidsbestilling, vælger en tid som passer mig ugen efter, og sender. Der går nogle timer, så får jeg afkræftende mail, og besked om at ringe ind. HM! Når at tænke at det var mystisk, og er det fordi jeg skrev hvad det drejede sig om, skal det være hurtigere, eller hvad? Ringer så ind, og får at vide, at der er meget meget travlt, og jeg kan få en tid om en 2 ugers tid. :/ Nå, den tager jeg så, det passer egentlig fint for der er meget travlt med jobbet, og der er lige en rejse/møder  der skal afvikles. 

Den 30. september møder jeg hos lægen, og hun mærker også knuden. Så er standard procedure, at den skal undersøges ved mammografi, ultralyd og biopsi. Når jeg er så ung og sådan noget. Forstår på hende, at Rigshospitalet vil RINGE og give mig en tid indenfor 3 dage. Altså, at jeg skal undersøges indenfor 3 dage. 

Telefonen forlader ikke min side i 1 sekund i de tre dage. Den 3. dag melder jeg mig simpelthen syg fra job, for jeg kan ikke holde ud at vente. Ingen opkald. På vej ned for at hente børn i institution den eftermiddag, tjekker jeg postkassen. (Vores post kommer sen eftermiddag). Der ligger brev fra RH om at møde til undersøgelse d. 6. oktober. 

Fint, tænker jeg, så har vi en dato. Og fint at der lige ligger en arbejdsrejse d. 8. til at distrahere mig fra ventetiden. Eller, det gør den jo selvfølgelig ikke alligevel. Men forberedelserne beskæftiger min hjerne noget af tiden.