Hjemme igen

Vantro. Det er vel nærmest det, som fylder mig. 

Og jeg er pisseirriteret! Faktisk - og det er dumt, men jeg kan ikke gøre for det - mest over at skulle miste en masse spændende ting på jobbet. Jeg føler at jeg lige er kommet så godt i gang med en masse spændende sager, efter to tætte barsler, og chef-skifte. Det er udfordrende, og jeg nyder det, og føler at jeg bidrager, og det gør en forskel. Argh!

Mens vi kører hjem i øsregnen - var det et tegn som jeg skulle have set på vej ind?, tænker jeg over hvem jeg skal ringe til. Der er allerede beskeder og sms'er om hvordan det er gået, for der var jo både den nærmeste familie, et par vendinder og et par kolleger som vidste besked. 

Men så er der også helt stille. Når jeg ikke har skyndt mig at melde ud, at det er gået godt, så er det jo nok ikke gået godt, tror jeg alle kan regne ud. 

Hjemme i sofa'en sætter jeg mig og læser en masse af de udleverede pjecer. Min stakkel mand er rigtig ked af det, og jeg føler at jeg må holde mig samlet, så vi ikke begge imploderer. Der er heldigvis noget tid inden børnene skal hentes, men der er aftalt et møde med børnehaven, om vores små-aggressive datter. (på hjemmefronten). 

Manden går ud for at ringe til sine forældre, og jeg sætter mig med telefonen, og taster min mors nummer. Hun tager ikke telefonen. Jeg lægger på, men så ringer hun op igen. Hvordan gik det, spørger hun. Ikke så godt, får jeg sagt, det er kræft. Og så græder jeg. Også vantro dér. Det er jo også helt utroligt, som i, ikke til at tro. Jeg fortæller om det kommende forløb, sådan som jeg har forstået det. Der er en opfølgende telefonsamtale i morgen, og så skal jeg møde ind tirsdag og få sprøjtet radioaktivt kontraststof (?) ind, så de kan lokalisere lymfekirtlen i armhulen, skjoldvagtskirtlen, tror jeg den hedder. Mens de opererer, sender de lymfekirtlerne til laboratoriet, og hvis der også er kræftceller dér, fjerner de dem med det samme også. Men hvis der ikke er, beholder man dem. 

Næste opkald er min faster. Så ringer min far. Så ringer jeg til min chef, som havde spurgt om jeg ikke nok ville fortælle hvordan det gik. Siger til hende, at hun gerne må orientere kollegerne. 

Jeg kan mærke, at jeg har brug for at fortælle det. Det skal ikke være hemmeligt, eller tabu. 

Vi beslutter, at Manden tager til mødet med børnehaven, og også sætter dem ind i situationen. De vil helt sikkert komme til at skulle støtte vores datter når vi kommer længere i forløbet, og Mor bliver rigtig syg. 

De kommer hjem midt på eftermiddagen, begge to, og det var et rigtig godt møde. Barnet er upåklagelig sød og rar og velopdraget i børnehaven, og det med at du er dum har de aldrig hørt fra hendes mund. :/ Faktisk så flink, at de nogen gange må huske sig selv på at spørge ind til hende, og give hende opmærksomhed, så hun ikke bare glider væk i mængden af opmærksomhedskrævende børn. Så dejligt at høre. Men forklarer ikke hendes udfald og vrede herhjemme. 

Efter aftensmad og leg er der en stille stund ved spisebordet, hvor jeg sætter mig ved siden af hende. Vi har lige kigget på billeder i min telefon, hvor jeg er på Island, og klatrede op på en vulkan. 

Jeg fortæller hende, at mor har været på hospitalet i dag, fordi mor har noget inde i sit bryst, ligesom en sten. Siger at lægen har undersøgt det, og vil skære det ud. Hun svarer, at ja, det var dengang du gik op på vulkanen, og så tog du en sten, og så tabte du den ind i brystet! 

Jeg prøver igen, og siger, at det ikke er en rigtig sten, men det hedder en knude, og den kan være farlig, men lægen skal skære den væk, og så bliver mor rask. Og at det kommer at tage lidt tid, og mor bliver meget træt imens, men så bliver mor rask igen. Så mor kommer at være hjemme og hvile sig, mens du skal i børnehave. Så svarer hun konstaterende, "men det, det.. det er ikke godt".

Nej. Det er det nemlig ikke.