Første udfordring: den lille skal afleveres i vuggestue og den store kommer med på RH, og vi skal køre 7.40. Den store vil gerne i sandaler, hvilket hun ikke får lov til, hvilket betyder krig og ballade inden dagen er startet. Den klarer Manden, bærer hylende barn i bilen uden sko, mens jeg afleverer den lille.
Han er slet ikke så ked af det heldigvis, men det bliver jeg til gengæld, når iøvrigt meget sød og helt sikkert velmenende pædagog siger, at brystkræft, det har hendes søster også haft for mange år siden, og det er gået helt fint.
Det er jo fantastisk at høre positive historier, og jeg samler på dem, men lige i dag, mens vi snegler afsted i morgentrafikken, bliver jeg ramt. Føler at det bliver bagatelliseret. Jaja det er der jo så mange der har haft, og klaret fint. Selvfølgelig er der det, og heldigvis er der det. Men det betyder jo ikke, at det er NEMT. Og at det ikke er en rædselsfuld krise for os. Og forAN os. Tuder lidt over det.
På klinikken snakker vi om æggestokke og reagensglasbehandling og hormonbehandling.
Det skal siges, at vi kun er der for at høre hvad "man" evt gør, hvis "man" ikke er sikker på, om "man" skal have (flere) børn. Kemo slår mine æg ihjel. Der er 2 metoder: at tage en æggestok ud, og fryse den ned (tilbydes kvinder op til 35 år), og at tage æg ud, befrugte dem, og fryse dem ned. Den option betyder tilmed hormonbehandling i 2 uger, inden det kan gøres. Og alt det her skal ske inden kemo, forstås.
Jeg hører én nyhed, som ingen har nævnt før. I min alder er kræften oftest østrogenpositiv. :( Det betyder at den reagerer på østrogen, og kan næres af det. Derfor sætter man oftest kvinderne i kunstig overgangsalder med hormoner. Som tages i 10 år.
I kan godt høre, at det begynder at blive tricky nu, ik?
Hvis den IKKE er østrogenpositiv, er det fint, men det vil så betyde, at når alle mine æg er døde, så kommer jeg automatisk i overgangsalderen. Det smarte er så, at hvis de har taget en æggestok ud, så kan de faktisk sætte mit eget væv tilbage i den anden æggestok, og derved er der æg igen, og menopause udskydes.
Jeg ved allerede under samtalen, at jeg ikke vil igang med hormonbehandling lige her og nu. Vi ved ikke om vi vil have flere børn. Jeg er bare så hunderæd for, at hvis jeg ikke holder den dør på klem, så vil jeg fortryde det. Vi ved godt, at uret tikker, og vi ikke har laaang tid til at blive afklaret. Men den beslutning kan jeg/vi bare ikke tage, med den her sky hængende over os??
Anyway, vi skal til at tjekke hvordan det så i det hele taget ser ud med mine æg. Mand og barn går ud på gangen og venter, og jeg bliver skannet.
Der er mange æg. Virkelig. Mange. Æg. For min alder var det meget usædvanligt. Jeg bliver rørt over tanken, at nu skal de alle bare ødelægges, og tuder igen. Så når Manden kommer ind igen, bliver han helt skræmt, men det var jo på en måde en god ting. Lægen konkluderer, at med det flotte billede, så vil de faktisk godt tilbyde at tage en æggestok ud, selvom jeg er for gammel til det. Så er vi færdige.
Der er store beslutninger at tage, men én vigtig del af informationspuslespillet mangler, og vi kan ikke komme videre, før det er på plads. Hvilken slags kræft har jeg (haft!) og skal jeg i hormonbehandling, OG for at gøre det endnu mere udfordrende: hvis det tilmed er den genetisk betingede, så er det jo muligt at jeg skal fjerne både bryster og æggestokke, da risikoen er stor for at det kommer tilbage. BOM.
Svaret på den første del får vi d. 6. nov. Gentesten har vi ikke snakket om endnu.
Føler mig meget flov over at komme ud på gangen med de andre ventende kunder, med røde øjne, en Mand og et barn, som ikke lige viser sin storcharmerende side. Gad vide om de tænker, at det kan da ikke være helt så galt, du har jo et barn?
Dagen slutter med hyggelig ulvetime i kirken, hvor dagens tredje tudetur kun lige bliver afværget med nød og næppe. Præsten har valgt at vi skal synge dejlig er jorden. Alle børnene sidder på gulvet, og Jenny Lóa aer sin lillebror og nusser hans hår, hvilket får mit hjerte til at sprænges af glæde og kærlighed.
Det fik mig til at tænke på juleaften hjemme på øerne, hvor jeg og min svigerinde sad og snøftede til Gledilig jól i en propfyldt kirke, kun oplyst af stearinlys. Så stemningsfyldt og rørende. Jeg tænkte på mine kære som ikke var hos os længere, og hun fortalte, at hun tænkte på nogle af sine patienter, som hun vidste ikke ville opleve én jul til.
Men det er ikke os. Mange flere jul til os!
Klemm, góða!
SvarSlet