Den første undersøgelse

Møder på RH d. 6. oktober. Alene, for Manden og den store er på Færøerne på besøg hos farmor og farfar kombineret med husjagt. Vi er ved at forberede vores næste store "træk", hvor vi i april-maj 2016 flytter til Færøerne. Hjem igen.

Tilbage på Riget. Flink dame i hvidt tøj tager billeder af mine bryster. Klemmer dem ind i maskinen, og klikker. 5 billeder. 3 af højre bryst, 2 af venstre. Derefter ind og ligge på en briks i tilstødende værelse, og vente. Og vente. Efter 30 minutter hvor jeg halvsover lidt, og lytter til hospitalet - det lyder som et skib, knirker og aircon kører.. så kommer damen ind igen, og spørger, om vi lige kan tage et billede til. 

Det gør vi så, venstre bryst ind i maskineriet igen. Og tilbage på briksen og vente. 

Så kommer der endelig en læge ind, og han beder mig sidde op, og vise ham hvor jeg mener at knuden er. Da jeg gør det, siger han at ja, den kunne de også se på billederne. Han siger, at den er meget glat og velafgrænset, og mobil. Det tyder på at det er væske, og det vil ultralydsundersøgelsen nok vise, og så suger han det bare ud med det samme, så er det klaret.

 Så begynder han at skanne. Og bliver meget stille. Kører igen og igen den kolde skanner over knuden. Så siger han "det er ikke væske". BUM. Mit hjerte springer et slag over.  Hvis det ikke er (ufarlig) væske, så er det farligt?? 

Så kommer sygeplejersken ind igen, og de går igang med at udtage vævsprøver fra knuden. 4 gange hiver han den lange nål ud, med knude-snask på, og smører det ud på en rund pap-plade, som han først kigger meget grundigt på. 

Han siger, at jeg ikke har grund til at komme igen om 2 dage og få svar, men at jeg skal komme om 1 uge. Det forstår jeg slet ikke i det øjeblik, og beder ham uddybe. Han siger, at ud fra hvad han kan se med det blotte øje, ser det ikke farligt ud, og derfor behøver jeg ikke at komme akut ind igen om 1-2 dage og få svar, men kan "nøjes" med at vente 7-10 dage og få svar. DER fortryder jeg at jeg ikke sagde, JO, jeg vil høre svaret om 1-2 dage, selvom du ikke synes det ser farligt ud. 

Men det gjorde jeg ikke.

Han lægger vægt på, at selvom han ikke synes det SER farligt ud, så er det selvfølgelig laboratorieundersøgelsen, der er afgørende. Jaja det forstår jeg godt. Men føler mig lettet alligevel.

Så sender de mig ud til receptionisten og jeg får en tid til d. 16. oktober, at komme ind og få svar. 10 dage at vente.

Jeg får en masse papirer med, skema at udfylde, og et brev. Da jeg kommer hjem, læser jeg papirerne om aftenen. Der står, at jeg skal komme ind og få svar, og modtage behandlingstilbud og -plan. 

Jamen han sagde at det var ikke farligt? Det er måske bare det, at de skal skære den ud, overbeviser jeg mig selv om. 

Hjemme igen efter arbejdsrejse, hvor jeg ankommer i lufthavnen samtidig med at Manden og den store ankommer. Jeg venter på dem i deres gate, og får verdens største kram af min datter. Vi holder hånd hele vejen hjem i taxaen, og jeg nyder at være hendes mor, kun os på bagsædet. 

Så starter krigen. De to børn vil begge have sine forældre i fred, og nu havde de lige vænnet sig til udelt opmærksomhed, og er SLET ikke indstillet på at dele. Suk.. vi har vores kampe.. og når humøret måske er lidt lavt, og en ubevist angst gemmer sig under overfladen, så er lunten kort, og der bliver skældt ud. Den store vil pludselig SLET ikke vide af mig, og bliver ved med at sige at "du er dum" på dansk, og "je eri ikki gód vid teg" på færøsk. (Jeg er ikke god ved dig/elsker dig ikke). Så herligt.