Bomben

Fast forward til 16. oktober. Det har egentlig ikke været så slemt at vente, fordi jeg har ikke (rigtig?) været nervøs. Han sagde jo at det ikke så farligt ud? Der sker meget på jobbet, og på utrolig tragisk vis mister en kollega sin søn. Vi er alle i chok, og dyb medfølelse, og da dagen for begravelsen kommer, kan jeg mærke, at DET kan jeg ikke klare. Jeg har sat nogle af kollegerne ind i situationen, og fortæller så også chefen, at jeg ikke kommer med til begravelsen, fordi min situation er som den er, jeg går og venter på svar fra prøver fra en knude i brystet. Hun er meget forstående heldigvis, og jeg bliver ligefrem takket for at have udført mit arbejde (været på den rejse) på trods af min situation. 
Selvom jeg ikke (tror jeg) er nervøs, er jeg ret grådlabil. Jeg læser på nettet om brystkræft, men beslutter, at det skal jeg nok heller lade være med. Hører altid lydbog når jeg cykler frem og tilbage på job, og mærkelig nok har en af hovedpersonerne i den bog jeg lige hører pt, brystkræft. Som 28 årig. Jeg cykler og tårerne triller ad Amagerbrogade, over hendes (min?) situation. 

Jeg har meget bevist lukket øjnene for alle "oktober-er-brystkræft-måned" indslag og opslag og statusser mv. Og billedekampagner af amputerede bryster. Nej. Det er ikke mig. 

Men nu er dagen så endelig kommet. Et eller andet sted er det lidt heldigt, at Manden er in between jobs lige nu. Han kommer selvfølgelig med, og vi afleverer børnene i børnehave og vuggestue, og begiver os afsted mod Rigshospitalet. Det øsregner, så jeg er meget glad for at vi er i bil. 
I venteværelset rammer virkeligheden hårdt. Der sidder en ung familie, mor og far og en nyfødt baby. Eller, de kommer, mens vi sidder der, for vi er (selvfølgelig, når det er mig!) i god tid. Moren skal udfylde skema'et, som jeg også har udfyldt. Og STORtuder. Nu har hun jo tydeligvis lige født, så det er måske en del af forklaringen, for jeg tror ikke hun havde været inde endnu. Men at høre hendes gråd, og hvor ked af det hun er, især da hendes mor ankommer med taske og kuffert, DET er hårdt, og får også mine tårer til at løbe. Og så bliver det min tur. 
Signe kommer og henter os, og viser os ind i et værelse. Så kommer der en læge, Ivar, og en medicinstuderende. Holdnuop tænker jeg, er det ikke lige nok ressourcekrævende, at der kommer 3 mennesker at fortælle os, at det er helt fint og knuden bare skal skæres ud? 
Så spørger Ivar, hvad undersøgelseslægen havde sagt. Jeg siger, at han ikke mente det så farligt ud. Nej, det havde han også skrevet i journalen. Og så husker jeg ikke rigtig hvordan han sagde. Men budskabet var, at det overraskende nok HAVDE været farligt. Der var kræftceller i min knude. 
Hvad tænkte jeg? Jeg husker det ikke. Tårerne trillede, men jeg samlede mig, og prøvede at høre efter hvad de sagde. 
Det første er operation på onsdag d. 22. oktober. 
Noget med at jeg er ung, og så er standard behandling, at der skal gives stråler og jeg skal have kemo. Og en behandlings tidshorisont på et halvt år. 
Vi skal overveje om vi skal have flere børn, for kemo'en ødelægger æggene (??) så de skal tages ud og fryses ned i så fald. ! 
Jeg skal overveje om jeg vil lave en gentest, som kan vise om jeg er genetisk disponibel for kræft, siden både min mormor og moster har haft brystkræft. (Moster fik fjernet et bryst som 38-årig, og har det fint idag som 71-72-årig).
Vi sad der i over en time, og også han undersøgte knuden. 
H.O.L.D. N.U. O.P! Jeg har hvaffornoget???? 
Det er ikke rigtig sivet ind. Endnu.