Tudetur hos tandlægen..

I dag var første besøg hos tandlægen siden inden Jóni blev født! Næsten to år. Anledningen var, at med al den viden om kræft og kræftfremkaldende stoffer jeg har akkumuleret over de sidste to uger, så KAN jeg ikke længere rende rundt med 7(!) sølvfyldninger. De skal simpelthen ud, og det kan kun gå for langsomt. Der er så også den trille på, at de er så skidefarlige at fjerne, at man helst skal være sund og rask og have et godt immunforsvar, så at de frigivne plombe-partikler ikke laver mere ravage i systemet, når de er boret fri. Ergo, må det ske inden kemo'en slår mit immunsystem ned, og nu er vi så langt, at jeg kan regne med at det starter i næste uge, tror jeg nok. Så her i sidste uge fik jeg tid til at lave tænder i DEN grad. 

Har valgt en ny tandlæge i nærområdet, da "min" gamle ligger inde i byen, og jeg ikke rigtig følte at vi svingede mere. Det var så mit første besøg i dag, og i morgen skal jeg igen. Hun er meget sød, hende den nye, og spurgte interesseret til hvordan det her forløb går, om jeg var opereret, og om jeg havde børn. Ramte nok et ømt punkt dér. Spurgte også, om det ikke var meget ungt, at få diagnosen så tidligt, og derfra til om der var andre tilfælde i min familie. 

I hvert fald satte hun en masse tanker i gang, og når man så lægger sig ned i stolen, og ikke har andet at beskæftige hjernen med, så kværner den, og da det også er en af de væmmeligste ting jeg ved, at gå til tandlægen, så begyndte tårerne bare at trille. Jeg fik mange pauser, og hun var meget flink til at spørge om jeg var ok, og jeg VAR helt ok, det var bare ubehageligt. 

Og mens hun borer de farlige plomber ud, kommer jeg til at synke lidt, for der er så meget vand/snask i munden, det gør man bare automatisk. DET freakede jeg lidt ud over, og hulkede lidt mere, så hun standsede og spurgte om der var noget galt, sagde at jeg ikke ville synke det! så fik jeg lov til at skylle hele tiden, og hun var god til at forklare, at hun fjernede store stykker ad gangen, så der ikke kom for meget støv. Det hjalp. 

Uanset, så var jeg noget opløst da jeg rejste mig fra stolen, og det var kun halvdelen. I morgen skal jeg tilbage og udskifte 4 til, plus reparere en lille skade på en anden tand. 

ARGH. Hader det her. 

Samtidig mens jeg lå og tudede, måtte jeg grine ad mig selv, for jeg havde en meget stærkere reaktion hos TANDlægen, end hos kræftlægen. Hverken til SAMTALEN eller til operationen, har jeg tudet sådan.. 

Og ham den lille. Han blev lige halvandet år i forgårs, og det har vi glemt alt om!