Svar på undersøgelser af knuden

Fik jeg i dag. 

De har fået alt ud, og der er stadig ikke noget i lymfen, yeay!!

Desuden er det overraskende nok ikke en østrogenpositiv variant. Den var dog aggressiv, en 3'er. 

Det var lidt et mærkeligt møde. Jeg havde troet, at jeg skulle få alle væsentlige informationer om det kommende forløb i dag, men mens vi sidder i venteværelset, kommer jeg i tanker om at der vist var et brev i e-boks, som jeg ikke havde fået tjekket. Det gør jeg så, og det er indkaldelse til onkologisk afdeling, i morgen! Jeg troede først, at det var kemo som skulle starte med det samme, men lægen og sygeplejersken sagde, at det bare var den indledende samtale med dem. Øv!! Man bliver altså godt trænet i at vente i den her situation!

En ekstra hurdle er nu, at iogmed at det ikke var en østrogenpositiv knude, så giver det mening for mig/os, at nedfryse en æggestok. Dels for ikke at UDElukke, at vi kan få et barn til, men måske mere for at beholde de æg, som så kan sættes op igen i den anden æggestok, og udskyde overgangsalderen. 

Jeg skyndte mig at ringe til fertilitetsklinikken, og give dem besked. Det var dog en nedslående samtale. De har ikke mulighed for at udføre indgrebet hurtigt nok til, at kemo'en kan komme igang som planlagt.

De kunne i systemet i dag se, at det var planlagt til at starte d. 13., men hvis jeg skal have udtaget en æggestok, så skal det ske inden, og også dét operationsar skal hele op først... Så vi snakker igen om at vente måske to uger.. :'(

Manden min havde meget elegant fået fri til at være med mig i dag, efter at kun have været på arbejde 2 dage i sit nye job. Det tegner godt, det nye job, sådan noget kan vi li'.

Vi brugte lidt af eftermiddagen til kvali-tid for voksne: fik en lækker sushi-frokost for at fejre de trods alt gode nyheder. 

De sørgelige rester. Det smagte fantastisk! Det var over et år siden jeg har spist sushi, tror jeg! (Ris er ikke en del af min kost længere, så sushi bliver lidt udfordrende)

Børnene blev hentet tidligt, og vi gik en tur istedet for at hænge ud (og slås) hjemme. Den store mestrer løbehjulet rigtig godt nu, så hun tager det med ud, og det er bare rigtig godt, hun får rørt sig, og vi kan holde et for voksne utålmodige sjæle (mig) anstændigt tempo. Win-win.

I dag var så også sidste omgang "rend og hop" for Jenny Lóa og mig. Det har vi gået til de sidste par måneder. I en udslidt gymnastiksal har vi løbet rundt, sunget, hoppet, udfordret motorikken, og hun har været rigtig glad for det. På en måde trist at det stopper nu, men alligevel også heldigt, for det er jo meget usikkert om jeg ville kunne klare at tage med hende inden længe. 

Er bekymret over det her kemo-halløj, irriterende at vi ikke bare kan komme igang! Så man kan se hvor slemt det er, og ja.. Bare komme videre. Nu. Tak.