Operation II overstået

Det her indlæg bliver skrevet mens jeg venter på bivirkningerne af kemo'en. 

Men først til operationen, som var onsdag d. 12. nov. 

Skulle møde kl. 6.30 til operationsforberedelse, som bestod i at tage støttestrømper og fancy hospitalsoutfit på, og derefter vente i en seng. Nåja, og nogle piller. Det tog lige 5 minutter - den første del - mens det at vente tog betydelig længere. Nærmere 1,5 time. Lidt før 8 kom de og hentede mig ned på operationsgangen. Min faster var med igen, og vi skiltes dér. Ind og ligge, og vente lidt mere, men så var det min tur, og jeg kom ind på operationsbordet. Blev bedøvet, og sov.

Operationen gik rigtig fint, men bivirkningerne fra narkosen var heftige. Jeg lå 2 timer på opvågningsstue, før jeg kom op igen på afdelingen. Meget døsig, og i smerter. Ikke af operationen, men af luften, som de pumper ind for at se hvad de laver derinde, og som de ikke helt kan klemme fuldstændig ud igen. Den flytter sig rundt i kroppen og skaber smerte, av det gør nas. Op i skulderen, og inde under ribbenene. 

Jeg havde forestillet mig, at jeg da sagtens kunne komme hjem inden børnene skulle hentes, eller ca deromkring, men nej. 

Vi fik aftalt, at min søster hentede børn, og Manden kom og hentede mig, da han fik fri kl. 16.00. Da han kom kl.16.30, havde jeg lige prøve at rejse mig - igen - og havde - igen - kastet op. Hver gang jeg kom bare op at sidde lidt, så kastede jeg op. 

Så han sad lidt, og vi var begge urolige over at børnene ikke vidste hvad der skete, og hvor mor og far var, selvom de havde det fint, og var hjemme hos sig selv i godt selskab. 

Så han tog hjem igen, og vi aftalte at han skulle putte den lille, og så komme og hente mig senere. (Min mor ankom også kl. 19.00 fra Færøerne, så hun kunne holde den store i selskab). 

Han ringede kl. 20.30 og sagde at nu sov den lille, og om han skulle komme. Det ville jeg gerne, så jeg stod op, og fandt mit tøj og gik ud på badeværelset. Og kastede op og kastede op og kastede op.. 

Fik tøjet på, og da jeg åbnede døren, var han allerede der. 

Jeg fik snakket med sygeplejersken, som nok helst så at jeg blev natten over, men jeg ville hjem, så det kom jeg.

Og kastede op i bilen igen. (Nu var der jo slet ingenting AT kaste op, men..) 

Lå på sofaen og sundede mig, og det hjalp at spise lidt chips og lidt cola. Og at have en varmedunk på skulder og mave, hvor det nu gjorde mest ondt.

Blev sparket lidt i maven om natten af børnene, og glemte desværre at tage min medicin inden sengetid, så kl. 3 ca gjorde det så ondt, at jeg måtte sende Manden op efter medicin. Og dér vågnede den store så, og var helt umulig. Græd og skældte ud, og sparkede efter mig, så jeg var lige ved at stå op og sove på sofaen. Stakkels barn.. Hun er så vred.. eller det er i hvert fald den måde hun udtrykker sig. Sikkert bange og usikker og ked af det. 

Dagen efter var hård, det gjorde pisseondt i kroppen, når jeg bevægede mig. Og bevægelse skal til, for at få luften væk igen. Men det gik. Og jeg VILLE være klar til at gå i gang med kemo'en om fredagen. 

Og nu er så den æggestok nedfrossen, så er det gjort.