Hårtab og lidt af hvert vedr livet med små børn og kræft

I går var det 2 uger siden min første kemobehandling. 

Jeg har fået en alenlang liste over mulige bivirkninger, dem skal jeg ikke trætte jer med. Jeg har også fået at vide, at det er helt sikkert at jeg taber håret, og det begynder at falde af 10-14 dage efter første kemo. 

En uge efter, besluttede jeg at Manden skulle trimme håret ned til 8 mm, så det ikke ville være så voldsomt med hår over det hele, hovedpude, bad, mm. Siden har jeg gået og holdt øje med, om der skete noget. 10. dag kom, og der var ingen ændring. 11. dag, samme. 12. samme. 

13. dag. hmmm.. well. Jo, må indrømme, at det faktisk begyndte at falde af. Og her i dag har jeg gentagne gange lige testet, om det nu også gør det i dag, og jo, det gør det. Jeg kan hive små (meget korte!) totter af uden at mærke det nærmest. :( 

Det dumme var bare, at jeg havde et lille håb om at det alligevel ikke ville ske. Har læst i én af de mange kræft-bøger jeg har tygget mig igennem om det her forsøg, hvor forsøgspersonerne fik en stor dosis e-vitamin, og det gjorde at de faktisk ikke tabte håret, eller for 16 ud af 18 af dem, det var så nok et lille forsøg. Jeg har i den grad optrappet mit vitamin-indtag, og tager ekstra tilskud af e-vitamin, c-vitamin, d-vitamin, en multivitamin, kalktilskkud og probiotika. Bum. 

Vi juicer også, og får derved også ekstra tilskud af vitaminer og antioxidanter. 

Who knows, måske hjælper det. Jeg tror i hvert fald på, at kosten HAR noget at sige. Kroppen lever jo af det vi spiser, jo mere jeg kan hjælpe til med at give kroppen de rigtige byggesten, jo bedre kan den gøre sit job. Men håret ryger altså af.

Så er det jo bare idiotisk, at jeg næsten er hoppet af mit "nul-sukker, nul-kulhydrater tog", som jeg har NYDT og haft SÅ godt af, i snart et år. :/ 

Jeg lægger hårdt ud hver dag med god lchf-morgenmad, og klarer også frokosten ok (hvis jeg spiser, det er ikke altid at jeg er sulten til frokost, fordi man er virkelig mæt på lchf) men så ud på eftermiddagen kokser det.. Nu har der været meget socialt her den sidste tid, så det betyder også noget. Min mor var her jo, og så spiser vi ofte sammen med søskende og familien ellers, og tja.. man skal virkelig være meget besluttet for ikke at falde i.  

Nok om mad. 

En anden bivirkning er meget tørre slimhinder. Fik pådraget mig en slem forkølelse, og det virker som om at den er længere om at slippe taget, end det plejer hos mig. :( Jeg skal ikke puste næse for hårdt, så får jeg næseblod. 

En anden ting, som jeg/vi tumler med, er som jeg har nævnt før, det med at vores Marcipangris er ret så vred. Dette var et "præ-cancer" issue, som jeg var i gang med at udrede, kan man sige, men nu hvor jeg blev sygemeldt, fik jeg jo pludselig ret god tid til at arbejde med det. 

Jeg hørte om Familierådgivningen, et kommunalt tilbud til børnefamilier, som har "udfordringer" med de små børn. De har familiekonsulenter, sundhedsplejersker, psykologer, selvhjælpsgrupper og mere, og det er gratis. 

Jeg har været til én samtale, og vi skal begge (forældre) til den næste i næste uge. Man kan få 5 samtaler.

Jeg kan måske lige forklare lidt om "udfordringen". Vi har i dagligdagen haft ret så mange konflikter med den store pige, som jo stadig kun er 3 år. Det er alt fra at hun skal være den første som klatrer op på far, som bærer begge børn ud i alrummet, når de står op, (hvis lillebror klatrer først op til far, eller tager den arm, som hun lige ville være på, farer hun i flint og skriger og græder, og slår efter ham) - til at kalde alt og alle for dum og numsehul. Hun kan få flip over at vi går ned ad trappen før hende, når vi skal afsted om morgenen, over at hun skal have bukser/jakke/støvler/strømper på, over at hun ikke kan få gymnastiktøj på 5 min inden vi skal ud af døren, over at rede ugler ud af håret, over at hun skal tisse af inden vi går… der er ingen grænser. 

Noget af det er jo helt normalt, det ved jeg godt, der er faser alle børn skal igennem, men vi har følt, at reaktionerne er så OVERDREVNE. Hun bliver ikke bare sur, men helt ekstremt sur og aggressiv. 

Den søde familiekonsulent som jeg snakkede med til første samtale kunne meget hurtigt konstatere, at hun jo i løbet af de sidste år har været virkelig meget igennem. 

Først blev hun storesøster. Så hev vi hende ud af dagligdagen og til Gran Canaria i 3 mdr, hvor der ikke var andre børn at lege med (og lære af). Dernede stoppede hun med at sove til middag, og begyndte at tisse i potte. Alt sammen store ting, som påvirker barnet. SÅ tog vi til Færøerne i 1 mdr, hvor hun blev forkælet og fik virkelig meget (dejlig!) bedsteforældre-opmærksomhed. Så blev det januar og dagligdag, og hun startede i børnehave! Back to reality.. :) Heldigvis var jeg stadig på barsel, så hun havde en god og skånsom indkøring over lang tid. 

Man kan godt se det, ikke? Hvem ville ikke blive lidt stresset over det? 

Vores konklusion efter første møde var, at hun jo åbenlyst savner sin mor, det er nok mest mig, reaktionerne går på. (Samtale med børnehaven viste, at der aldrig er noget dér, hun er så eksemplarisk sød). 

Derfor skal vi to have alenetid hver dag. Virkelig udpensle, at nu er det dig og mig, som laver/ser/læser det her, ikke lillebror. Og alle udbrud bliver håndteret med kram og afledningssnak. Når hun får et flip, tager jeg hende, og holder hende fast (fordi hun prøver at slå mig eller sparke eller kradse mig ellers), og mens hun kæmper siger jeg, at hvis du slår mig, så kysser jeg dig, og så kysser jeg hende, og til sidst giver hun op, og griner. Sagde jeg alle? Det holder nok ikke helt, men jeg forsøger så godt jeg kan. 

Det er SÅ svært!! 

Hysterisk unge, som slår og sparker? Give kram!? Man bliver altså sur, når man bliver slået. Men jeg prøver.  

Den strategi har Far ellers brugt for det meste, og han kan altid få hende til at grine, heldigvis. 

Nå men, vi har så forsøgt at iværksætte de gode ideer. I forrige uge havde jeg hende hjemme en dag, hvor lillebror kom i vuggestue, og vi hyggede. Vi tog ind til Rundetårn og besøgte så hendes onkel, som bor lige der. Hun havde en god dag tror jeg. Vi havde en lille episode, da jeg ville gøre et forsøg på at købe nogle få ting som vi mangler i H&M, og hun blev instrueret i, at nu skulle vi hurtigt derind, og hun ikke måtte plage om noget, for vi skulle bare have nogle body's eller hvad det var. Hun fik at vide, at hvis hun plagede, så gik vi bare ud igen, uden at købe noget. Det var ok, sagde hun, men der var selvfølgelig en eller anden fjollet ting til 129,- som hun lige syntes at hun skulle have. Så gik vi bare igen, hun protesterede og der var optræk til ballade, men pludselig gav hun sig, og vi gik, og det var ok. 

Jeg har nok ikke været så god til det med at udpensle, at nu gør vi to noget sammen, men jeg har brugt tid sammen med hende alene, hver dag. Måske bare læst en bog i et andet værelse end hvor Far og lillebror er, men med døren lukket. 

Bedste af det hele: Det hjælper. 

Meget færre udbrud, og jeg begynder at se, at de faktisk er rigtig glade for hinanden, de to. Hun viser at hun er storesøster, og hjælper ham, og sniger sig til at give ham bidder af sin bolle med pålægschokolade, når jeg ikke ser. (Ja, just shoot me already!) 

det er jo ikke til at stå for.. :)

Nu føler jeg bare, at jeg forsømmer lillebror, som hænger i sin far, fra det øjeblik han ser ham. Suk. Jeg har ikke haft ham hjemme fra vuggestue, selvom jeg går hjemme. Det har jeg megadårlig samvittighed over. Det skal siges, at de begge har korte dage, og han sover lange lure i vuggestuen, er måske 4-5 timer i vågen tilstand dernede. Og de siger, at han er sådan en glad lille dreng, så det trøster jeg mig med.

Hvad bruger jeg så tiden til? Jeg ville ønske jeg vidste det. Efter at de er afleveret, kommer jeg hjem og spiser morgenmad. (Det er nemlig ret svært at få gjort mens de to render rundt og næsten slås omkring sig, og jeg vil gerne spise min mad i ro). Så er klokken næsten 10, og så kan jeg begynde at rydde op efter morgenmad, sætte tøjvask over, rydde uendelige mængder legetøj op over hele hytten, finde ud af hvad der skal købes ind, og laves til aftensmad. Så bliver det næsten frokost, og jeg spiser evt igen, eller  kommer i "rigtigt" tøj, og tager ud at handle. Når jeg er hjemme igen, kan klokken være henimod 14, og så kan jeg forberede noget aftensmad, så det enten simrer og færdiggør sig selv, eller er klart til at sætte i ovnen/gryden når tiden nærmer sig. Det er nemlig også håbløst meget svært at lave mad, med begge børn om benene. Så kan jeg forberede noget snacks de kan få når vi kommer hjem, mens vi venter på at Far kommer hjem. Og så henter jeg mellem 15-15.30, seeeeenest kl 16. 

I denne uge har der været hyggelige venindeaftaler, juleforberedelser, en lidt speciel gennemgang af babytøj og ventetøj og legetøj for at gøre livet lidt lettere for en ung familie i trange kår (lang historie).

I næste uge starter jeg på noget træning hos Center for Krop og Kræft. Det er så 2 gange om ugen, så det bliver rigtig godt at få noget fast at gå til. Og det er rigtig godt mod bivirkninger, siger alle, at være i form, og træne. Jeg løber - sporadisk - men håber at blive bedre. 

Fredag er det kemo igen. Har aftalt tid med en akupunktør, at komme forbi umiddelbart efter, for at sætte nåle i, og se om det kan hjælpe mig mod kvalmen. Det er forsøget værd, håber jeg. Det kan i hvert fald nok ikke gøre det værre..