søndag den 21. april 2013

Fløjlsbukser x2

Så har jeg endelig fået kreeret én ting til lillebror!! Synes det er lidt svært med drengeting, eller.. det er så en ny udfordring jeg skal igang med. Måske derfor var det så fristende at også sy et par til Marcipangrisen, når jeg nu var i gang, og dem kunne jeg nemt pifte op med en patchwork-blomst lomme.

Lillebrors fik ingen applikation i denne omgang. 



fredag den 19. april 2013

Sommerbukser og udfordrende 2-årig

Ikke lige de bedste billeder, men fik syet et par bukser i liberty-rester den anden dag. Det pludselig varme vejr indbød til fornyelse af den vintertunge garderobe. 
Havde også en dejlig krea-dag sammen med en god veninde i går, så hyggeligt. Fik klippet til et par bukser mere, og fik også syet lidt på det hele.. Kommer i et indlæg for sig. 

Det bedste der skete var nok at den lille trodsige 2-årige efter kun 5 flugtforsøg indså, at hun ligeså godt kunne lægge sig til at sove. Vi kører en indædt kamp lige nu om at putte og falde i søvn i egen seng. I rimelig tid. Vi var ude i at hun vågnede hver nat, og insisterede på at komme ind i vores seng, ville ikke lægge sig i sin tremmeseng og sove videre. Det var så min tjans at hente og bære hende ind, som betød dels at jeg vågnede og havde svært ved at falde i søvn igen, men også at det blev hårdere og hårdere at løfte og bære hende. (Der er mange andre kampe hvor DET er det letteste i løbet af en dag, så ville helst undgå det om natten også!) Så besluttede vi, at jamen så tager vi da tremmerne af, så kan hun selv komme ind, når hun vågner. 
Det gik ok i et par dage (hvis jeg husker ret), men så begyndte hun igen bare at kalde og græde og vente, og så var vi tilbage ved start. Vi tænkte, okay, måske det er mere interessant hvis hun får en rigtig juniorseng, at det kunne gøre det mere spændende for hende. Det gjorde det så lige i måske 14 dages tid, så opdagede hun pludselig, at hov, hun kunne jo bare hoppe ud af sengen og komme op igen! Det endte så med at man jeg måtte ind og ligge/sidde hos hende indtil hun faldt i søvn, og DET var en fest for hende, så det tog en time plus det løse, at lægge hende. 

suk.. 

Nu har vi i måske en uges tid kørt en konsekvent linje med at lægge (vi venter godt nok til vi fornemmer at hun er rigtig godt træt, men det rykker sig nærmere og nærmere normal puttetid, den var 21 i går!) og så ellers sige godnat og gå ud igen. Så kommer hun jo op igen og igen, men lige pludselig i går tog det altså kun 15-20 min! De andre aftener har det taget ca 1 time, og været med hyl og gråd. Hun græd faktisk ikke i går på noget tidspunkt. Så måske er det ved at dæmre for hende? Det håber jeg, for lige om lidt kommer lillebror, og så skal der bare være indført normale puttetilstande, hvordan i alverden skal vi ellers kunne overleve? (Mon succesen i går havde noget at gøre med, at Far ikke var hjemme, så der var ingen `kære far` som måske er lidt nemmere at manipulere:)?) 

tirsdag den 16. april 2013

Lidt random patchwork-syning

Uden at vide rigtig hvad det ender med, har jeg klippet en masse sekskanter og hygget mig lidt men håndsyning.. 


- Posted using BlogPress from my iPhone

mandag den 1. april 2013

Punge, fiskeskind, sælskind, cykelslanger og lidt blød læder

God påske til jer som læser med.

Vi har haft en dejlig højtid, med afslapning og meget god mad. 

Inden påske fik jeg syet lidt igen, og det blev til et par punge. Er selv rigtig glad for den med fiske- og sælskind, dem skal jeg lave flere af. 

Første side.. 
anden side..

Indeni.. foret med sød liberty

Og så to mere "traditionelle", en i cykelslanger og en i en lækker blød påskegul opklippet læderjakke





I dag står Den Blå Planet på programmet, hvis vi ellers kan komme ind. Der har som mange har skrevet om været massive køer hele påsken, men vi håber at det måske er stilnet lidt af i dag, så vi ikke skal vente så længe. Mormor og Morfar er på besøg, så vi familiehygger 100%. 

6 arbejdsdage tilbage, så barsel. Det bliver såååå godt.. 

mandag den 25. marts 2013

Pulled pork nam nam

Det er ikke så tit der kommer madindlæg på bloggen her, men dette er så undtagelsen.. Vi har et par gange nu lavet pulled pork når vi har haft gæster. Sidst her i weekenden. Og holddaop hvor er det lækkert hver gang, hvis jeg selv skal sige det! Der findes et utal af opskrifter rundt på nettet, og vi har brugt denne fra Gastromand.dk men den er altså lavet i ovn og ikke på grill.. (Hallo der er frostgrader og sne ude!)

Her er et stk nakkefilét "rubbet" og pakket ind i folie klar til overnatning i køleskab..

Et døgn senere klar til at komme i ovnen..

Det kom den midt om natten, natten til lørdag kl 02, da jeg vidste at jeg på et eller andet tidspunkt skulle op at tisse - man er vel gravid - og tænkte at så kan den passende gå i gang dér..

Det tog 11 timer for tingesten at komme op på 93 grader ved 110 graders varme

Så bliver den "pulled".. og det fremgår SLET ikke af billedet hvor mørt og lækkert kødet var..

Ind i en burgerbolle og hjemmelavet barbequesauce og ditto coleslaw og fritter og du har FANTASTISK mad.. i flere dage endda for man forregner sig og glemmer hvor mæt man bliver.. :)

Do it. Just do it.

torsdag den 21. marts 2013

Strikpude

Det var det her projekt, jeg ikke kunne få ud af hovedet forleden, da en stor bunke restegarn blev hevet ud på gulvet.. Nu fik jeg den færdig, og jeg er ok tilfreds med den.
Det er bare en masse bomuldsgarn, strikket på pinde 10 med tre nøgler ad gangen. (Giver det mening?) Det hjalp på udtømning af lageret iøvrigt..
Den anden side..
Ingen åbne-lukke funktion, den er hæklet sammen med puden indeni, færdig! 

Det sjove bliver at se hvem der først falder i søvn på den, og får fint mønster på kinden, hehe..

tirsdag den 12. marts 2013

Stue - før og efter

ADVARSEL: Billedspam!

For et år siden da vi fejrede Marcipangrisens 1-års fødselsdag tog jeg nogle billeder, og nu har vi jo flyttet rundt og til hendes 2-års fødselsdag var det noget anderledes.. 


Det stod ikke heelt sådan, sofaen er flyttet lidt her for at give plads til gæster..


sådan var det ca..


TA-DAA! Nyt look.. Jeg er ret så fornøjet med denne variant, og Manden min med. Vi var ude i noget helt andet, men efter intense forhandlinger endte vi med det her, og det er HELT i orden!

Det fine teak-sofabord som vi havde røg pga størrelse, og vi har investeret i to bønneborde, det mindste er ikke kommet "hjem" endnu her på billedet, fordi vi bestilte det i en "ikke standard farve", nemlig sådan en turkis/ocean agtig én. Lidt mørkere end lamperne, men ret fin. Og et stort ønske fra os alle, var at få en flydesofa, hvor vi begge - og snart alle 4 - kan være på en gang. En hurtig søgning på DBA og Trendsales bragte denne på banen, og en-to-tre havde vi solgt den gamle, og fået købt denne brugt. Udlægget blev hele 2500,-, godt gået i betragtning af at den kostede 19.000 ny, ik?? :)


"udsigten" fra sofaen.. jeg nyder at få det lille turkise glimt af opslagstavlen helt henne ved døren.. 


Og jeg grinte rigtig meget for mig selv da jeg i det sidste Boligmagasin læste om billedecollager, at "endelig ikke have struktur og for mange linjer", for så ryger det spontane og coole tilfældige look.. 

Hmm.. jeg kan nu faktisk godt LIDE at der er lidt "rammer" om de forskellige billeder.. det giver mig en ro og samler helheden for mit øje.. og heldigvis er det mest mig/os der skal synes om det.. 

var lige nødt til at tage nogle hipstamatic billeder også.. 



Den uncoole billedecollage..

Det her er så muligvis en ommer, for da vi skulle bore lampen op i loftet, blev vi ved med at ramme de der stål dimser, så den røg tættere og tættere ind i hjørnet, til der til sidst var hul igennem. Har ikke besluttet mig for om den er for trængt op, og vi måske hellere skal have en væglampe op. Noget strikkelys må jeg i hvert fald have dér.. og det sjove var at det er 1/3 af vores gamle genbrugs-Holmegaard lampe, som er så fin. (Jeg havde det bare altid svært med de to andre som er grøn og orange, men den lilla! Den kan jeg li´) 

Til sidst min nye opslagstavle, som er en masonitplade betrukket med stof. Hvilken lettelse og ro det har givet at få fjernet alle de der rodede billeder fra køleskabet! (Vil gerne have dem oppe, men IKKE på køleskabet, aldrig mere noget dér!) 

Og HOLDDAOP hvis I stadig læser med, så må I virkelig kede jer.. :) Men sådan så det ud på en meget god dag hjemme hos os. 

lørdag den 9. marts 2013

Og soveværelse også færdigt - for nu

Jeg skrev nok på et tidspunkt om at vi var flyttet ind i (et af) de mindste værelser, og havde lavet det store om til syværelse/gæsteværelse. (Nu bedre kendt som rodeværelset!) Der er NÆSTEN ikke plads til at gå rundt om sengen, men vi ville begge have mulighed for at stå op til siden, så der er stort set ikke andre måder at indrette.. Lige i starten så det sådan ud med tilfældige møbler og installationer.. 

 Kummefryseren er desværre uundværlig, og kan ikke rigtig stå andre steder, og jeg har faktisk vænnet mig til dens summen


Først kom der en ny bredere (!!) seng ind. Derefter meget røde overskabe op.. Og meeeeget længe efter fik jeg endelig udført min plan om betrukket hovedgærde, masonitplade med et ikeasengetæppe udover.. Det er ikke lige min farveskala vi har gang i derinde, men indimellem skal man udfordre sig selv, og resten af familien er glad, så jeg er glad.

Pow og Bamse er på besøg


Prikken over i'et bliver noget op på væggen for fodenden. Enten en billede collage, eller en af Ikeas smalle billedhylder, eller en stor fotostat af et eller andet fint billede? Har også lidt overvejet stofgardiner som ville bløde lidt op i alt det hvide, men det er vigtigt med mørkelægningsgardin, for solen STÅR ind lige fra den kommer op, og det er altså MEGET tidligt når vi kommer længere hen på året.. 

fredag den 8. marts 2013

Strik og strik

Denne lille sjælevarmer i varme farver er nu også klar til at komme med på loppemarked på søndag.


Og i går inviterede den islandske ambassade til "Uld-aften", hvor islandske garnproducenter/strikdesignere havde lejlighed til at vise sine kunster. Der var ALT for mange mennesker til de forholdsvis små lokaler, så det var en lidt lunken oplevelse, men mange rigtig fine striktrøjer og diverse, samt meget lækkert garn. Vi fik en lille goodie-bag, med to nøgler garn og opskrift på fine islandske vanter. Nu hvor det (måske) snart bliver forår! Oh well. Der kommer vel altid en vinter til..

Fik kun snappet 2 billeder.. her lækkert multifarvet garn 


Og indfarvningen blev demonstreret 


onsdag den 6. marts 2013

Patchworkbold

Denne lille sag har ligget næsten færdig læææænge, fordi jeg løb tør for fyld, men fik købt noget her den anden dag, og så lige midt i morgenmaden fik jeg bare lyst til at få den færdig! Så mens Marcipangrisen dansede til Gangnam-style på repeat - hun styrer det selv! - satte jeg mig og syede de sidste par sting.


Den skal lige øffes lidt på så den bliver rund og fin..

Og søndagmorgen endte de her lige pludselig ude på gulvet, fordi jeg fik spontan inspiration til noget strik som skal afprøves.. Jeg siger det, det er sollyset der gør det! Solen BAGER ind i mit syværelse kl lige-så-snart-den-står-op om morgenen, og det giver mig energi. Som der ellers ikke er meget af for tiden.. 

På søndag er der loppemarked.. jeg har ikke tømt ud i skabene endnu, må igang med det! Og det bliver HARDCORE og en masse lækkerier til salg til ingen penge! Kom glad!

torsdag den 28. februar 2013

Tillykke lille Marcipangris

Hvor er det længe siden, men alligevel ikke

1 år

2 år




Sommerfuglekage til Vuggestuen. Lovelink

På vej i vuggestue i yndlingsgummistøvlerne, som faktisk endte som bordpynt til fejringen i vuggestuen.. don't ask! :)


Senere kom Fætter Jónas forbi med sine forældre, bare for at sige hej og aflevere en lille gave. Vi holder rigtig fest på lørdag :)

Et fødselsdagskys må man få.. 

 ..som faldt i god jord :)

og lidt kage også.. De har det sjovt, de to. 





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...