lørdag den 28. marts 2015

Verden set gennem kemo-tårer og træthedsdøs

Nu er det ret længe siden jeg fik den 6. omgang kemo. 3enhalvuge, faktisk. 
Der var stort set ingen bivirkninger i form af smerter. Lille smule ondt i lænden, og knæene. Svampen kom også. Det værste har dog været øjnene.. hævede, jeg ligner noget der er løgn, og de løber KONSTANT. Så jeg ser alt gennem tårer.. uklart. Og ucharmerende. 

Som sagt, så fik jeg fremskyndet min strålebehandling til allerede 4. dagen efter kemo'en. Det var jo fordi at det var vigtigt at være færdig inden vores rejse hjem til øerne d. 18. april. Da jeg så mødte op til første behandling, og samtale, fik jeg at vide, at jeg så egentlig skulle have 23 gange stråler. Alt det ståhej fuldstændig unødvendigt. (De havde jo sagt 33 gange først). 
Men fint nok, jo hurtigere i gang, jo hurtigere er det overstået. 
Det har gået rigtig godt med strålerne. Er nu igang med de sidste 8, de kalder det "boost", hvor de stråler kraftigt ind på arret for at fange eventuelle kræftceller. 
Men NU har kroppen meldt pas. 

Jeg er vendt tilbage til jobbet på halv tid, og er virkelig glad for det. Den normalitet som det giver, at stå op, aflevere børn og tage ind på job, det er utroligt. At tænke i fagsprog, at blive udsat for skånsk, norsk, svensk og alle vores blandinaviske lyde, HERligt! Jeg måtte sige hvabeha' 2-3 gange til min skånske kollega lige den første dag, undskyld Per! Skulle lige finetune ørerne igen. 
Så er der lige en ændring af arbejdsopgaver, og endnu engang et nyt felt at sætte sig ind i, men hey, det har jeg gjort igen og igen, så why not. Om 1 uge går vi ind i mit sidste år i Nordisk Råd. Vildt at tænke på, at der snart er gået 8 år siden jeg startede. What a ride det har været. 
Udsigt fra nyt foreløbigt kontor

Tilbage til det med at kroppen har meldt pas. 
Jeg har nævnt før, tror jeg, hvor utroligt jeg synes det har været, at jeg med mit nedsatte immunforsvar, ikke har fået nogen af de vuggestue- og børnehave bakterier og virusser som børnene slæber med hjem, og har været nedlagt af. Jóni har været syg 4 gange her i 2015, med feber og forkølelse, influenza, mellemørebetændelse og til sidst også maveonde/opkast. Jenny Lóa har haft et par omgange, men ikke lige så slemt som Jóni. Manden har ligget syg, og de besøgende bedsteforældre er blevet nedlagt gentagne gange. 
NU - i torsdags, efter en travl uge med sygt lillebarn, hektisk aktivitet på jobbet og daglige cykelture ud på Riget til strålebehandlinger, fik jeg pludselig feber. 38,4. Der er klare regler for hvad man så gør, og det er at kontakte afdelingen, straks. Det er dog "først" når feberen når 38,5, at man skrider til handling, dvs skal møde ind til kontrol/observation/få antibiotika, så jeg fik i første omgang at vide, at jeg skulle tage feberen igen en time senere, og ringe igen. Da sov jeg. 
12 timer senere vågnede jeg, og feberen var væk. Men HOLDNUOP hvor er jeg træt! 
Træt som et alderdomshjem. 
At holde mig vågen og bare LIGGE på sofaen og få x-factor finalen med, var tortur. Det gør ondt i kroppen, ryggen, benene, hovedet.. Og så har jeg hedeture pga overgangsalder. :( Ikke rart. 
Jeg ved godt at kroppen bruger virkelig meget energi på at restituere efter strålerne og ikke mindst kemo'en, men.. 
At gå op på tredje sal er som at bestige et bjerg. Cykelturen ud på RH en kamp. 

Så selvom det nu er ved at være slut med behandlinger, så er der alligevel lang vej endnu. 

Jeg vil slet ikke komme ind på manglende overskud og energi til at være engageret i børnene. Det er så ufedt og utjekket. Og så synd. Synd for os alle. En kamp for Manden at kompensere og holde det hele kørende. Tak min søde, at du gør det så godt. 
De bliver nok lidt ekstra forkælede, de små, omstændighederne tsget i betragtning

Den lille er kommet i trodsealderen, og siger bare nej. Når han vågner om natten - og med al den sygdom så har han bare sovet rigtig dårligt - så siger han NEJ! Og slår. 
Heldigvis er den store begyndt at sove meget bedre, og inde i sin egen seng hele natten. 
Vi blev vækket kl. 6.20 i morges af at hun var stået op, gået på toilettet, og sad og råbte FÆÆÆRDIG! :) 

Forhåbentlig rækker energien til at deltage i søndagsskole i morgen, det er så hyggeligt. 
Og så er det lige straks påske. 
Hygge efter søndagsskole

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg bliver så glad når du lægger en kommentar, tak for det!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...