Her går det godt

Der er igen gået pænt længe siden et indlæg her. Det er ikke fordi det går skidt, tværtimod. 

Seneste nyt var, at jeg var hårdt ramt af bivirkninger efter kemo/stråler, især øjnene. Det er helt væk nu, øjnene er normale igen, og vipperne begynder at komme tilbage, DET er jeg glad for. 

Hvad er så nyt? 

Det største er vel, at vi har købt hus. :)

Vi har i de seneste par år holdt øje med boligmarkedet i Torshavn, for vi har vidst, at vi skal tilbage til Færøerne når min kontrakt slutter. Det sker i april næste år, og det har været vigtigt for os, at vi kommer hjem til vores eget hus, ikke at skulle ud at leje igen. 

Det har været rigtig svært at være på husjagt med den distance som vi har, fordi at konkurrencen om de gode huse er hård, og vi kan ikke bare liiiige hoppe i bilen og tage ud og se på huse. Vi har været afhængige af familien, som også har været flittige til at tage ud og kigge, når vi har set en egnet kandidat. 

Desværre er det også sådan, at mange af de gode huse slet ikke kommer på mæglernes hjemmesider! Det kører via mund-til-mund metoden, man hører at nogen har planer om at sælge, spørger sig for, og klarer papirarbejdet med eventuel hjælp af mæglere eller advokater. 

Sådan var det også for os. Vi hørte fra 3 forskellige kilder, at nu var der et rigtig godt hus, som snart skulle sælges. Min veninde bor på samme gade, lige overfor, og Mandens kusine kendte ejerne, og fik hurtigt aftalt at komme forbi og kigge. Hun var meget positiv, og vi sendte derefter min far forbi at kigge også. Han var også meget positiv, og efter lidt kommunikeren frem og tilbage og samtaler med ejerne, billeder selvfølgelig, så besluttede vi simpelthen at købe det! (Uden at have set det selv..!!) 

Det var derfor med sommerfugle i maven, at vi rejste hjem i april, efter at min strålebehandling var færdig. Vi skulle få nøglerne til huset, og se det med egne øjne. 

Heldigvis blev vi ikke skuffede.

 

Det hele er virkelig fint, der er 4 værelser som vi ønskede, der er 2 badeværelser som vi også havde som betingelse, der er en udbygning, som har SÅ mange anvendelsesmuligheder, den har også en fin hems, som kan bruges som værelse 5. Jeg får mit syrum.. :) At det så er et rækkehus, som vi ikke havde planer om, det er til at leve med. Institutioner, skole og indkøb er lige i nærheden, foruden at det er et børnefamiliekvarter, så mange legekammerater til børnene. 

Vi har besluttet at skifte køkkenet ud, og det er en af de ting som optager os virkelig meget lige nu, at vælge det nye køkken! Jeeezzzz mange beslutninger at tage i den forbindelse.

En anden ting som optager os lige nu, er at vi skal flytte d. 1. juli. Vores bygning som vi lejer i, skal renoveres i stor stil. Skifte badeværelser, køkkener og vinduer. Det kommer at betyde toiletskur i gården - jeg tror jeg har nævnt alt det her, men anyway, det var simpelthen for uoverskueligt for os. 

Vi har derfor lavet en meget smart bytte-aftale med min fætter, som skal bruge bolig i Torshavn, og som har en ledig lejlighed lige 2 gader fra os her på Amager. Win-win. 

Den er så møbleret, så nu skal vi til at sortere al vores indbo, i "genbrug/salg/smid-væk"og "flytte til Færøerne" bunker. Vi smider vores ting til opbevaring i mellemtiden, lejer et lagerrum.

Og mens alt det her pågår, er sommeren ved at komme, min energi er opadgående, og de hårde tider glider i baggrundens glemsel. :) 

 

Verden set gennem kemo-tårer og træthedsdøs

Nu er det ret længe siden jeg fik den 6. omgang kemo. 3enhalvuge, faktisk. 

Der var stort set ingen bivirkninger i form af smerter. Lille smule ondt i lænden, og knæene. Svampen kom også. Det værste har dog været øjnene.. hævede, jeg ligner noget der er løgn, og de løber KONSTANT. Så jeg ser alt gennem tårer.. uklart. Og ucharmerende. 

Som sagt, så fik jeg fremskyndet min strålebehandling til allerede 4. dagen efter kemo'en. Det var jo fordi at det var vigtigt at være færdig inden vores rejse hjem til øerne d. 18. april. Da jeg så mødte op til første behandling, og samtale, fik jeg at vide, at jeg så egentlig skulle have 23 gange stråler. Alt det ståhej fuldstændig unødvendigt. (De havde jo sagt 33 gange først). 

Men fint nok, jo hurtigere i gang, jo hurtigere er det overstået. 

Det har gået rigtig godt med strålerne. Er nu igang med de sidste 8, de kalder det "boost", hvor de stråler kraftigt ind på arret for at fange eventuelle kræftceller. 

Men NU har kroppen meldt pas. 

Jeg er vendt tilbage til jobbet på halv tid, og er virkelig glad for det. Den normalitet som det giver, at stå op, aflevere børn og tage ind på job, det er utroligt. At tænke i fagsprog, at blive udsat for skånsk, norsk, svensk og alle vores blandinaviske lyde, HERligt! Jeg måtte sige hvabeha' 2-3 gange til min skånske kollega lige den første dag, undskyld Per! Skulle lige finetune ørerne igen. 

Så er der lige en ændring af arbejdsopgaver, og endnu engang et nyt felt at sætte sig ind i, men hey, det har jeg gjort igen og igen, så why not. Om 1 uge går vi ind i mit sidste år i Nordisk Råd. Vildt at tænke på, at der snart er gået 8 år siden jeg startede. What a ride det har været. 

Udsigt fra nyt foreløbigt kontor

Tilbage til det med at kroppen har meldt pas. 

Jeg har nævnt før, tror jeg, hvor utroligt jeg synes det har været, at jeg med mit nedsatte immunforsvar, ikke har fået nogen af de vuggestue- og børnehave bakterier og virusser som børnene slæber med hjem, og har været nedlagt af. Jóni har været syg 4 gange her i 2015, med feber og forkølelse, influenza, mellemørebetændelse og til sidst også maveonde/opkast. Jenny Lóa har haft et par omgange, men ikke lige så slemt som Jóni. Manden har ligget syg, og de besøgende bedsteforældre er blevet nedlagt gentagne gange. 

NU - i torsdags, efter en travl uge med sygt lillebarn, hektisk aktivitet på jobbet og daglige cykelture ud på Riget til strålebehandlinger, fik jeg pludselig feber. 38,4. Der er klare regler for hvad man så gør, og det er at kontakte afdelingen, straks. Det er dog "først" når feberen når 38,5, at man skrider til handling, dvs skal møde ind til kontrol/observation/få antibiotika, så jeg fik i første omgang at vide, at jeg skulle tage feberen igen en time senere, og ringe igen. Da sov jeg. 

12 timer senere vågnede jeg, og feberen var væk. Men HOLDNUOP hvor er jeg træt! 

Træt som et alderdomshjem. 

At holde mig vågen og bare LIGGE på sofaen og få x-factor finalen med, var tortur. Det gør ondt i kroppen, ryggen, benene, hovedet.. Og så har jeg hedeture pga overgangsalder. :( Ikke rart. 

Jeg ved godt at kroppen bruger virkelig meget energi på at restituere efter strålerne og ikke mindst kemo'en, men.. 

At gå op på tredje sal er som at bestige et bjerg. Cykelturen ud på RH en kamp. 

Så selvom det nu er ved at være slut med behandlinger, så er der alligevel lang vej endnu. 

Jeg vil slet ikke komme ind på manglende overskud og energi til at være engageret i børnene. Det er så ufedt og utjekket. Og så synd. Synd for os alle. En kamp for Manden at kompensere og holde det hele kørende. Tak min søde, at du gør det så godt. 

De bliver nok lidt ekstra forkælede, de små, omstændighederne tsget i betragtning

Den lille er kommet i trodsealderen, og siger bare nej. Når han vågner om natten - og med al den sygdom så har han bare sovet rigtig dårligt - så siger han NEJ! Og slår. 

Heldigvis er den store begyndt at sove meget bedre, og inde i sin egen seng hele natten. 

Vi blev vækket kl. 6.20 i morges af at hun var stået op, gået på toilettet, og sad og råbte FÆÆÆRDIG! :) 

Forhåbentlig rækker energien til at deltage i søndagsskole i morgen, det er så hyggeligt. 

Og så er det lige straks påske. 

Hygge efter søndagsskole

Godt nyt over hele linjen..

Fik kemo som planlagt i går, og det gik rigtig godt. Dosis var nedsat, hvilken betød at jeg ikke behøver at få indsprøjtning af Neulesta, (stimulerer rygmarven til at producere hvide blodplader, og ifølge sygeplejersken nok det der har givet de stærke smerter). 

Da jeg præsenterede problemet vedr. 25 gange stråler og en rejse til Færøerne, var hun meget hjælpsom og fik fixet det hele, først godkendelse hos lægen for, at jeg kan gå i gang med strålebehandlingen allerede fredag, og siden at booke tiden til første gang, og få dét forløb godt i gang. Det betyder at jeg så får 31 gange stråler, men det mener de er fint også. 

En anden god nyhed som jeg helt har glemt at dele er, at jeg jo har fået svar på gentesten i forbindelse med min kræftform. Den var IKKE genetisk. SÅÅÅÅ godt at vide. 

Og til sidst er mit hår på hovedet så småt ved at vokse ud. Meget lidt og meget dunet, men det begynder at kunne ses.. jubbii.. 

Dagen før dagen..

I morgen er det sidste-kemo-dag. 

I fredags var jeg og afleverede bivirkningsark, og tog blodprøver. Jeg har ikke hørt noget, så forhåbentlig betyder det, at de er gode, og jeg får kemo som planlagt. 

Vi snakkede om sidste omgang, og jeg fik skældud for ikke at have ringet ind når jeg nu havde så mange smerter. Det er bare det, at når man er kørt ned med smerter har man ikke lige overskud til at hænge i telefonen, der er meget lang ventetid som regel, og det SKAL være i et bestemt time-interval. Det har jeg bare ikke haft overskud til, når det har været så slemt. 

Hun snakkede om, at det muligvis kunne betyde, at jeg fik min dosis sat ned. Det får jeg dog først svar på i morgen, når jeg skal derind. Det ville være ret dejligt.. 

Efter dén samtale havde jeg en anden vigtig samtale, nemlig den om strålebehandlingen, som skal starte op når jeg er ovenpå igen, efter kemo'en. Nærmere bestemt d. 12. marts. 

Her fik jeg dog et chok. Da vi var færdige og jeg havde fået mine prik-tatoveringer (så at de rammer præcis rigtigt hver gang), spurgte jeg sådan på vej ud af døren, om det nu var 23 eller 25 gange, jeg skulle have stråler, for det kunne jeg ikke huske. Hun slog det op, og siger at det jo er 33 gange! 

STREG I REGNINGEN. 

Vi har købt billetter hjem til Færøerne efter påske, for dels at bruge den ferie som Manden ikke fik brugt da vi skulle til Gran Canaria, og som skal bruges inden 1. maj, og dels for at få lidt change of scenery, og lidt noget forskelligt, og DET kan vi slet ikke, når mine behandlinger skal fortsætte helt til d. 28. april. (Vi har købt billetter d. 18.-26. april). 

Det gjorde mig rigtig ked af det, come on altså, skal endnu en rejse gå i vasken? De havde HELE tiden sagt 25 gange, ingen har nævnt 33 gange i det sidste halve år overhovedet. 

Hun prøvede at høre om der var noget at gøre, men kunne ikke afklare det for mig her og nu, så beskeden var, at tage det op med lægen når jeg skal ind i morgen. Muligvis kan man rykke lidt rundt på nogle dato'er, måske starte lidt før, og hun forsikrede, at det nok skulle løse sig.. 

Det må jeg bare tro på. 

Jeg har så også orienteret jobbet om at jeg kommer tilbage på halv tid midt i marts. Glæder mig også til det, både at komme tilbage, men også at starte langsomt op, og få etableret lidt normalitet i dagligdagen. (Jeg skal selvfølgelig cykle ud på RH hver dag og få mine stråler i de 5(?) uger det nu varer, men det er klaret på en frokostpauses tid). 

På hjemmefronten har den stået på sygdom og sygdom i lange baner.. Svigerforældrene var jo her til sidste kemo, og de små har været forkølede og snottede i ét væk jeg ved ikke hvor længe, så svigermor fik sig en ordentlig omgang forkølelse. Dog ikke lungebetændelse denne gang, heldigvis. Jóni har haft feber i en uge i morgen, og det er lidt flovt at indrømme, at han ikke har været ved lægen endnu. Det er bare fordi hans almentilstand har været ret god, humøret ok godt, (bortset fra når far er hjemme, så piver han og skal bæres nonstop). Vi har været ude og gå i frisk luft, det har faktisk været rart at gå ture med barnevogn og få rørt sig lidt. (Det dér træning er så gået i vasken lidt igen, men jeg kommer tilbage..) 

Det er ret mirakuløst, at jeg med mit nedsatte immunforsvar ikke har fået de her sygdomme en eneste gang i det sidste halve år. Det ville jo sandsynligvis betyde udsættelse af behandling, og hvis jeg skulle få feber, i værste fald hospitalsindlæggelse.
Til gengæld kom min far ned i mandags, dels fordi mine forældre var til guldbryllupsfest i weekenden, og dels fordi jeg nu får kemo igen. HAN fik så reddet sig en væmmelig omgang influenza, som ødelagde festen og weekenden totalt. (Sikkert fra Jóni). Kan forhåbentlig få en tid hos lægen i morgen, så en eventuel lungebetændelse kan afværges.. vi får se. De sk… vuggestuebaciller.  

Der har selvfølgelig også været gode dage. Jeg har fået sat lidt ind på omsorgskontoen hos den store; vi har været et par gange i svømmehallen, kun os to, og hun har nydt det. OG jeg selvfølgelig. 

I fredags fyldte hun 4 år. 

Hun fik en Frost cup cake kjole med i børnehaven, jeg tror at det var et hit.  

og søndag holdt vi minifødselsdagsfest. Der var ikke overskud til det helt store med så mange gæster som vi gerne ville, men selvom det var småt, var det meget hyggeligt. Hun var glad. 

Kagekone måtte der jo til.. 

Ååååårh lille mus, snart er mamma rask, og vi kan komme videre efter denne omgang, stærkere end vi var. Jeg lover at vi har mange fantastiske oplevelser til gode, og at mamma kan være der for dig, 100% igen.  

Mamma elskar teg. 

kun ÉN gang til...

Det er det eneste jeg kan tænke på, i disse dage. KUN en gang til kemo.. 

Det holder hårdt, det er frygteligt, jeg har bare lyst til at gemme mig under dynen og sove indtil det er overstået. 

Forud for hver kemobehandling skal man aflevere et bivirkningsark, som beskriver sværhedsgraden af bivirkninger man havde ved sidste kemo. Det var jo slemt sidste gang - som var den første af de tre taxotere behandlinger jeg skal have - disse giver ikke kvalme, men muskel- og ledsmerter, og DET gjorde den! Jeg havde stærke bivirkninger, og da vi snakkede om det, ville de på hospitalet dog ikke sætte min dosis ned, men hellere smertebehandle bedre. 

Det betød, at jeg fra onsdag (fik kemo mandag) hvor vidundermedicinen Predisolonens virkning aftog, skulle tage smertestillende forebyggende. Pinex, Ipren og morfin på én gang, og så holde den kørende med max doser om døgnet! Det gjorde jeg, og det var meget bedre end sidst, onsdag-torsdag. Jeg skulle også tage noget mod svamp i munden forebyggende, og det gjorde det lidt bedre på den front.
Fredag var hård, det var som om at det ikke slog til, og smerterne var tunge, mest i lænd og ryg. Jeg sov MEGET, gik i seng med den lille kl 19 hver aften, og kunne sove nogenlunde. 

Lørdag begyndte maven så at gøre vrøvl, hvilket ikke kan undre nogen, med de mængder piller! 

Alligevel fik jeg strammet mig an og havde sammen med Manden en super hyggelig aften ude, mens de to trolde blev passet af farmor og farfar. 

Mine smagsløg er døde, og svampen i mund/hals er voldsom irriterende, så jeg smager ikke maden. Alligvel har jeg lyst til at spise - underligt - og i lørdags havde jeg lyst til indisk mad! Det spiser vi nærmest aldrig, men det var bare det jeg crave'ede. 

Tilfældigvis var det Valentines dag, så det var ikke bare lige at få et bord nogensteder! Vi havde biobilletter til All Inclusive kl. 21, så vi besluttede os for bare at gå ind mod byen ad Amagerbrogade, og se om der dukkede noget egnet spisested op. Fandt så et - indisk! - og sad der og fik en superfin 10-retters menu, små smagsprøver af forskelligt, rigtig godt! (Det brændte godtnok i munden til sidst, for der er jo den lille detalje, at slimhinderne også er ødelagt, så det gjorde avav) men desserten som var is, hjalp på det! 

Filmen var HERLIG, lige det vi trængte til. 

Det var også gået så godt med ungerne hjemme, de er rene engle, når vi ikke er tilstede, kan vi forstå! :D 

Søndag rejste svigerforældrene hjem desværre, for jeg vidste, at bivirkningerne ikke havde toppet. Vi vidste det bare ikke, da billetterne blev købt, så det var lidt dumt. Der var dog storm på Færøerne, så flyafgangen blev udsat fra 12.30 til 18.30. 

Vi havde lovet børnene at komme til fastelavn i det færøske hus, der blev slået katten af tønden, og kåret smukke og uhyggelige og diverse udklædninger, rigtig hyggeligt. Den lille var dog ikke interesseret i at slå på noget som helst, han blev bange for larmen og kravlede op og ville bæres. 

Men søde var de! 

Det krævede AL min energi at afvikle den tur, og de pinestillende kunne lige tage toppen af smerterne, men det var hyggeligt og jeg er glad for at vi gjorde det. 

Mandag var den hårdeste dag. 

Vågnede med intense mavesmerter, foruden ryg og lænd. Det gjorde at Manden kom for sent på job fordi jeg måtte hænge på toilettet indtil kramperne var aftaget. Fik på en eller anden måde afleveret børn, og brugte dagen på sofaen og toilettet.. tudede over det hele, og over terrorangreb og meningsløsheden.

Den store fik lov at komme hjem til fætteren på besøg, og tage en rasletur rundt på Øresundskollegiet, så hun var glad, da hun kom hjem. Derefter var der lidt slåskamp og gråd, og den lille vil KUN sin far, når han kommer hjem, så det gjorde også ondt. Det endte med mig tudende i sengen og den store som kom ind for at give kram.. ikke stolt af det.. Var superglad for at komme i seng og putte den lille, og få den dag overstået! 

Tirsdag var tågen lettet, og det hele så SÅ meget bedre ud. Så befriende… 

Fik svømmet mig en tur, laaaaang tid i sauna, spist pandekager hos min søster, og hentet børn forholdsvis tidligt. OG huset blev gjort rent imens jeg var ude, og der er noget spændende i gære hjemme på øerne, som jeg ikke vil afsløre lige nu. :) 

Søde når de er gode venner..😘

Smerter og svamp

Det beskriver meget godt de sidste syv dage…

Jeg skrev, at smerterne indhentede mig torsdag. Og det gjorde de også, og endnu mere fredag. Det må have været en af de hårdeste dage i mit liv. 

Jeg lagde mig med den lille torsdag - det er MANGE dage om ugen hvor jeg sover 19-07 - og fredag morgen oksede jeg mig til træning i Krop og Kræft som vanligt kl 08. Min far var her stadig, og afleverede afkommet på institution, før han tog flyveren hjem igen. 

Træningen var god, det tager fokus fra smerterne så længe det varer, men smerterne gør mig meget tyndhudet.. spørg mig, hvordan jeg har det, og jeg tuder. Og det var der nogen der gjorde, lige da vi var færdige, og jeg var på vej hjem. Hvilket resulterede i en tudende cykeltur gennem byen. 

Og det er ikke det eneste der får mig til at tude. 

Jeg var virkelig ked af, at min far rejste hjem lige den dag. Dumt, vi havde selv planlagt det sådan, for børnene skulle passes af min faster mens vi tog på Spa-ophold, og der var noget med dyre og billige flybilletter.. Men vi kunne ikke vide, at reaktionen ville være sådan på den 2. slags kemo. 

2-3 dage hvor jeg var flyvende, ingen kvalme, livet var herligt, og så BOM. 

Tudede igen om eftermiddagen, for jeg magtede simpelthen ikke at hente begge børn, og udholde marathon-slåskamp-ulvetime til far kom hjem, så den lille blev hentet, og den stor måtte vente på at far hentede. Hvilket gjorde mig virkelig ked af det, for det er så unfair. Jeg vil så gerne have overskud, og LYST til at lege med børnene, men det har jeg bare ikke. Har bare lyst til at gemme mig under dynen og sove den her smerteperiode væk. (Heldigvis har lortet ikke taget min nattesøvn!)

Nu er vi på 7. dag med smerter, men det er aftaget pænt meget nu. Kun lidt øm i lænden nu. 

Til gengæld ikke aftaget med smerter i psyken. Mega grådlabil. IKKE spørge hvordan jeg har det! 

Det hjalp ikke på situationen, at jeg midt i det hele fik besked fra forsikringsselskabet om, at de ikke kunne dække mig, ved vores planlagde rejse til Gran Canaria i februar. Den var købt og bestilt i august, og jeg har GLÆÆÆÆDET mig. Ringede til forsikringsselskabet i december for at høre om det, men det lød som om det bare var et papir, som jeg skulle få, så var det ok. Det var det så ikke, da det kom til stykket. De kunne ikke forsikre mig mod ting som var bivirkninger af kemo'en, og det kan vi jo ikke risikere. Der er fare for at få betændelsestilstand i kroppen, og hvis man har feber over 38,5 skal man indlægges, og få styr på det. Det kan jo komme til at koste, hvis det sker dér. (Problemet er at det er mellem min 5. og 6. kemo. Hvis jeg var færdig, og der var gået 4 uger uden problemer, ville det være ok, såvidt jeg har forstået). 

There you have it.. 

Nå ja, forresten, spaopholdet. Det var riiiiigtig dejligt. Det eneste der hjælper på smertehelvedet, er varme, og jeg har nydt SÅ godt af sådan en varmepude med ris eller noget kerner i, som en af Mandens kolleger helt umotiveret og fantastisk elskværdigt har syet til mig. (Til at putte i mikrovnen). Derfor var det også en nydelse at sidde i varmt vand og varme saunaer, og dulme smerterne. Til gengæld var der ikke meget over den fine 4-retters menu, som jeg ikke kunne smage. (Svamp i munden og halsen, ingen smagsløg, de er stendøde). Og der var heller ikke noget af at sidde i baren med en mojito, og hygge. Jeg var bare for træt og øm, så det blev en tidlig aften for os. 

Søndag morgen var dog virkelig rar, lidt mindre smerter, og efter en (igen smagsløs) morgenmad sad vi lidt i det udendørs boblebad under en blå himmel og med sne rundt om på terrassen. Balsam for sjælen.  

Afleverede den lille i vuggestue i dag, og sad på hug og tog hans sko af. Så kommer der en lille purk hen og klapper mig på mit skaldede hoved, bare sådan venskabeligt, og griner til mig. Herligt befriende..

Nu begynder nedtællingen.. 4. kemo overstået, two to go!

Tiden gik riiimelig hurtigt denne gang, mellem 3. og 4. kemo. Mine forældre var på besøg over nytåret, hvor jeg jo fik 3. behandling, og min far blev helt til d. 11., for så at komme tilbage d. 18. fordi jeg fik kemo igen d. 19. januar. 

Formålet med det hyggelige og lange besøg var - selvfølgelig foruden at være back up mht bivirkningsdårligdomme - at hjælpe Manden med at få styr på sovesituationen! Og det har vi fået! 

Det er ikke så æstetisk, men det er SÅ funktionelt! Vi har fået væg-til-væg seng i vores lille soveværelse, med masser af opbevaring under. 2enhalvmeter, jatak! 

Vi har for længst opgivet at få den lille til at sove i egen seng (som vi ikke har plads til inde på værelset), så han har sovet i vores seng. Det har været ret risikabelt, for det er en meget høj seng, og han vælter rundt og er faldet ned et par gange. Desuden kommer den store ind HVER nat, og putter sig, og fylder jo mere og mere, så nu tog vi konsekvensen, og fik styr på det. 

Selv med kemo og kvalme og smerter og sygdom iøvrigt, så har vi alle sovet virkelig godt siden nytår. Og den lille falder ikke ned, og vi er ikke urolige ved at gå fra ham når han er faldet i søvn. 

Yeay!!

(For de teknisk interesserede, så er der bygget en radiatorskjuler med hylde, væg-til-væg, så ting (sutter og div legetøj) ikke falder imellem, og så blev vores gamle sengestel vendt om, og har fået en lægte på, som sammen med en anden lægte på væggen, holder på en madras og tremmebund fra Jysk). 

Så vigtigt at sove godt, puha.. 

Lidt mindre hyggeligt var det her i mandags. 

Jeg skulle have min første Taxotere, den 3. slags kemo, som jeg skal have. Denne har ry for at give sværere bivirkninger, mere smertende, muskel- og ledsmerter, men dog heldigvis ikke kvalme. 

Jeg har VIRKELIG været bange for denne her omgang. Bare tanken om det, har fået mig til at kæmpe med tårerne. Det er lidt som om at jeg nu er kommet til et breaking point, måske det begynder at sive ind nu, det hele. Og jeg mærker konsekvenserne i min egen lille familie tydeligere. Der er stress på.

Der har selvfølgelig været en juleferie, hvor alting bliver lidt mere kaotisk, sengetider, rutiner ryger i vasken, og det har ikke været godt for os. Marcipangrisen har brug for de rutiner, og hun har det svært ind imellem, er så vred på mig, og på sin lillebror. (Vi skal til samtale igen på mandag ang det, det ser jeg frem til). 

Men tilbage til mandag. Fredag fik jeg tage blodprøver, og havde en lægesamtale om det her nye stof, samt om den efterfølgende strålebehandling. 

Jeg vidste, at jeg skulle tage medicin dagen inden behandlingen, søndag, men havde hørt sygeplejersken sige, at det var 12 timer inden. Da jeg så tjekker op på papiret, hvornår det nu var, opdagede jeg at jeg altså havde misset den første pille, som skulle tages om morgenen. Ups. Tog så den næste, og håbede at det gik. 

Da vi så kommer ind til selve behandlingen, viste det sig, at det var MEGET vigtigt at jeg skulle tage den korrekt (og det er nok ikke lige nu jeg skal indrømme at jeg OGSÅ glemte at tage den samme om morgenen som jeg skulle have behandling?) men efter lidt konfereren med lægerne, fandt de frem til, at jeg kunne få en sprøjte med nogen lignende stof, og så måtte jeg godt få kemo'en! Pyyyyh, tænkt, at sætte sig så meget op til det, og så at blive afvist pga egen dumhed? Jeg ville simpelthen ikke kunne klare det! 

Vi måtte gerne starte, men først skulle jeg have kølehandsker og -futter på. AV FOR S…. 

Det var også én af de ting, jeg absolut ikke havde set frem til. At sidde der med handsker og futter som er minus 25 grader, for at forhindre at neglene tager skade/falder af, og måske også for at forhindre langtidsskader som prikken og snurren i fingrene. 

Ja, det smil blev hurtigt tørret af… :/

Det var en MEGET lang formiddag!! Startede med køledimserne kl 10, kemo'en kl. 10.15, det tog ca 1 time, så sidde i 10-15 min mere med køledimser, og SÅ var jeg færdig. Midt i forløbet skifter de handskerne ud, for de opvarmes jo løbende, og den anden runde, det var helt ulideligt. Da var jeg nødt til at give op, og tage dem af. 

Men det gik. Også denne gang. 

Efter en omgang sushi til frokost var jeg fit for fight, og har været ret speed'et siden. Passet min træning, fået massage, gjort hvad der har været på programmet. 

Bivirkningerne kommer som regel ca 48 timer efter den her slags, så det var med spænding, at jeg satte mig på cyklen og tog ud til træning i Ryesgade i går, men jeg mærkede ingenting, og deltog på lige fod med de andre, opvarmning, vægte i maskiner, og spinning. Rart! 

Gik hele dagen og afventede, var det noget, gør det ondt dér nu? Men næ, ikke rigtig. Var dog mega træt, så fik en eftermiddagslur, mens børn blev hentet og underholdt af Morfar og min søster og deres fætter. 

Her til morgen er jeg dog indhentet af smerter.. Ikke voldsomt, men de er der. Kan bedste sammenligne dem med menstruationssmerter, vil jeg sige. Det har altid siddet i lænden for mig, også ved mine fødsler, har jeg haft lændesmerter mest, og det er det samme nu. 

Ipren og panodil er mine venner. (Har dog også fået noget morfin med hjem, håber ikke det skal blive nødvendigt). 

Nu begynder jeg at se en ende på det.. 

Her i weekenden skal Manden og jeg på spa-hotel, mens Abbadidd og Ulf passer børn. Min far rejser hjem i morgen, og de to kommer og sover her og hygger med ungerne lørdag til søndag. 

Det bliver SÅ godt. Jeg er overhovedet ikke bekymret, det er der nok én anden en som er, men det GÅR NOK. Det er sundt for dem at blive passet af andre. De er hjemme hos sig selv, de har alt sit eget legetøj, sine egne senge.. de får garanteret lov til ting, som vi ikke giver lov til. 

og VI kan sove længe, (overvejer late check out??) chille i spa'en, drikke vin til maden, (og falde i søvn af den, hvis vi har brug for det!) træne i fitness centeret, sidde i hot tubs ude under stjernerne efter middagen, føre samtaler uden at blive afbrudt 1000 gange af SE MOR, eller div andre service-krav. 

Det skal blive godt.

Dette har jeg lært i denne uge

1. At kræftpatienter er nogle seje sataner

2. At jeg er SÅ heldig

3. At jeg er så meget ude af form

4. At der nok kommer en runde to

5. Og ikke mindst, hold fast i din skål når du pisker fløde

Fordi: 

1. 

Jeg er startet på træning i denne uge. Et 6 ugers forløb som er et tilbud fra Rigshospitalet, Krop og Kræft hedder det. Vi er en gruppe på 12-14 personer, 2 mænd, rest kvinder, som nu kommer til at ses 4 dage om ugen i små 3 timer. Møder kl. 8.30 og bliver tjekket af sygeplejersken at vi er ok, og træner så frem til 11.15, hvor vi har fri. To dage er der massage til sidst, virkelig lækkert, og om tirsdagen er det ikke "rigtig" træning, men mentaltræning. 

De her mennesker.. jeg siger jer, de er seje. Der er Brystkræft 1, mor til tre, som bare ville rutinetjekkes, fordi søsteren havde haft brystkræft, som så uheldigvis selv også havde så meget kræft, at hun er på livsforlængende kemo. Ingen operation, ingen stråler.. bare kemo. Der er Brystkræft 2, som lige havde sagt sit job op, og ville til at rejse i 3 måneder og overvejede at skifte "land", og flytte til udlandet, som så bare lige havde kræft. Der er Modermærkekræft, som har så stor en tumor inde bag kinden, at den rammer hjernen og slimhinderne i halsen, inoperabel, kan ikke stråles, men får noget vidundermedicin, som krymper tumor. (Modermærkekræften var for 4. år siden). Der er Æggestokkekræft 1 og 2, og der er Tarmkræft, og en masse flere, som jeg ikke har fået styr på endnu. De er alle ved godt mod, og stemningen er SÅ god, der bliver trænet igennem, vægte løftet og joket med hinanden. Der er også stunder hvor én næsten besvimer (det var så mig:/) og hvor man må drøne ud på toilettet for at kaste op, og derefter ligge på sofaen. (Det var ikke mig)

2.

Jeg er rask. Jeg får forebyggende behandling.. Ikke noget med kemo på ubestemt tid og renden til kontrol eller livsforlængende behandling. 

Har dog også lært, at jeg alligevel har haft en traumatisk oplevelse som skal bearbejdes. Jeg vil tage af tilbud om at snakke med en psykolog. Jeg skal bare tage mig sammen og få det i stand, hvilket kan være en udfordring i sig selv.

3.

Jeg var kommet igang med at løbe lidt efter sommerferien, (DHL ehemm..) og det var SÅ dejligt. Gik lidt i stå igen, men var afsted et par ture i ny og næ. Styrketræning har jeg ikke fået gjort noget ved siden inden jeg var gravid med Jóni. DET kan mærkes. Men hvor er det nu skønt at bruge sin krop! Og især den dejlige ægte træthed det betyder. 

4. 

Som kræftpatient har man større sandsynlighed for at få kræft igen, bare fordi man har haft kræft. 

Og der er en pæn del af mit hold, som er igang med runde to. Én fik ny kræft kun tre måneder efter hun var erklæret rask. Modermærkekræft havde den første for fire år siden, og har nu den tumor inde i hovedet af den.

So it's a matter of time.. = også et emne at få afklaring på i mit hoved, for den risiko og viden skal jeg leve med resten af livet. 

5. 

hej hej 2014 og 3. kemo overstået

Få dage før min operation i oktober, havde vi aftalt familiebillede-tagning med en fotograf. Det var lidt spøjst, at skulle gå rundt og agere "happy family", når vi vidste (eller i større grad IKKE vidste) hvad der ventede forude. 

Det var samtidig vigtigt for mig, at få nogle glimt af, hvad vi OGSÅ er. Nu når vi stod på tærskelen til at være "kræft ramt familie". Vi er os, på godt og ondt. 

 Den næsten altid glade gut, som giver alle et stort smil, og siger HEEEEJ?

 Altid fars dreng.. 

 Den eftertænksomme pige, som har meget at tumle med.. 

 Men som altid er til at slå et grin af, især når faren spasser med hende.. 

 Billederne blev taget i Frederiksberg Have, efter et par dage med øsregn. Græsset var et stort pløre, men der ligger plastikposer under tæppet. Svanerne var liiiige nærgående nok, vi var lidt bange. 

 Det her tror jeg er mit yndlings.. 

 Det var håbløst at få den lille til at stå stille.. fart over felten, altid. 

Her på årets sidste dag, er jeg lige kommet ovenpå igen, efter 3. omgang kemo. Denne gang har været den "nemmeste", tør jeg næsten sige. Denne gang fik jeg kemo'en ud på eftermiddagen, kl. 14.20 startede vi, og jeg var hjemme igen kl. 15.30. Jeg fik ikke akupunktur denne gang, men den samme kvalmestillende cocktail, og om aftenen klarede jeg at spise middag med familien - mine forældre er kommet til aflastning - før jeg lagde mig og puttede lillemanden. Jeg blev liggende i sengen hele tirsdagen, tog min medicin som Manden trofast bragte ind, og sen aften krøb jeg ud på sofaen, fik en kop the og hjemmebagt scones, og så den fantastisk hyggelige film "De urørlige". 

Så længe jeg ligger ned, er der næsten ikke nogen kvalme, men jeg er mega træt. 

Nu er jeg halvvejs, det er helt vildt at tænke på. Der er lys forude. Det som bekymrer mig lidt, er de næste tre behandlinger, som er med et stærkere stof, Taxoterre, (uden at jeg har lige præcis stavning ved hånden). Det lyder bare mere nasty, end det jeg har fået indtil nu. Jeg skal sidde med is-handsker og futter på, igennem hele behandlingen. Bare DET er nok til at få mig til at løbe skrigende væk! Jeg er verdens største frossenpind… :(:( Det er for at forebygge at der kommer (varende?) bivirkninger, prikken i hænder og fødder. 

Til gengæld har jeg fået grønt lys for at vi KAN foretage vores "juleferierejse" i slutningen af februar, som vi købte og betalte i september. Det er desværre inden min allersidste omgang kemo, som derved bliver skubbet 1 uge. Beslutningen er ikke taget, og den bliver først taget når jeg ved hvordan standen er efter 4. behandling. 

 Manden min har mest lyst til at vi bytter dato'er, og gør det efter kemo-slut. Det giver også mening, men så må HAN ordne alt det praktiske med at ændre billetter, kontakte husudlejningsmanden, ordne forsikring etc etc. for det magter jeg simpelthen ikke. 

Nu står vi foran et nyt år, og det kan kun blive bedre. 

Her på Tingvej skal vi spise gåsesteg fra Farfar, og en lille køledisk and, sum supplement. Der må jo ikke være for lidt til af mad, nej. (4 voksne, 2 småbørn!) Og med hele svineriet som tilbehør. 

Jeg vil ønske alle læsere og venner og bekendte et lykkeligt nytår. 

status efter 2. kemo

Det er vel på plads med en opdatering. 

2. kemo blev modtaget fredag d. 5. dec. Jeg havde frygtet dagen, for det var absolut ikke sjovt, første omgang. 

Men først var der 2 rigtig gode uger, som bare fløj afsted!! Vi fik julet lidt, og pyntet lidt, og pakkekalenderen kom op at hænge, med hjælp fra min mor, inden hun rejste hjem.
Det var også i den sidste uge inden kemo'en, at håret faldt af.

Hopper frem til 5. dec. Dagen inden havde jeg været ude til samtale og aflevere bivirkningsark, og taget blodprøver. Det er meget vigtigt at den er i orden, så systemet er i stand til at modtage kemobehandlingen. Hvis ikke, bliver behandlingen udsat, og det er bare det værste der kan ske! Man sætter sig op, og samler al sin styrke, og så bliver det aflyst?? Håber aldrig det sker!
Blodprøven var heldigvis god, så jeg kunne få behandling som planlagt.
Aftenen før havde jeg været til julefrokost med jobbet. SÅ hyggeligt at se dem, og komme lidt UD, og bare tage noget ordentligt tøj på - ikke bare homewear hele tiden.

Hopper endnu længere tilbage lidt. Jeg var forbi og prøve parykker engang i ugen efter min første kemo. Det så ret så komisk ud. Eller hvad?

Totalt no-go.

Så jeg gik ud igen med 4 lækre huer! (Man får tilskud til en paryk eller huer for et vist beløb).

Men tilbage til hyggelig julefrokost med kolleger. Vi spiste oppe i tårnet på Christiansborg, ret specielt. Fantastisk udsigt, som jeg ikke rigtig kan vise, fordi der var mørkt, og havde kun min telefon at tage billeder med.
Jeg fik dog det her billede på vej afsted.. wait for it, wait for iiiit…

Havde endda syet ny (jule)kjole. 

Jeg havde så en af de fine huer på, men helt ærligt, den generede ret meget efter noget tid, så jeg tog den af. Det var lidt grænseoverskridende, men befriende. Glemte det efter lidt tid. 

Hopper frem til i aftes. Den lille har været syg hele ugen, og været hjemme. Selvom Farmor er på besøg og aflaster i forbindelse med kemo, så er han så pivet, at det kun er Mor som duer i den situation. Og helst Far, når han er hjemme. DET har været hårdt. Jeg har været mega træt, men har heldigvis haft mindre kvalme end sidst. Har dog haft ret så ondt i maven. Tænker om det er en bivirkning af al den kvalmestillende medicin? Det må jeg finde ud af til næste gang. For det KAN også være fordi jeg har set lidt stort på det der med ikke at spise sukker og kulhydrater, og det kan maven heller ikke lide. Tilbage til i aftes. 

Vi er alle tre gået i seng, (den lille sover i vores seng, vi har simpelthen pakket tremmesengen væk, for han brugte den ikke!), og halv et kommer den store trissende ind, og putter sig hos mig. Så på den ene side en megaforkølet og snottet snorkende unge, som skiftevis ligger og sparker mig med sine helikopterben, og skiftevis maser hovedet ind under/op på mit hoved. Han skal bare ligge tæt! Og på den anden side Marcipangrisen som ligger og klør sin eksem, så det næsten gør ondt på mig også. Manden ligger også og snorker lystigt. Prøver et par gange at sparke til ham, men det hjælper ikke. 

Undrer mig over hvorfor jeg er vågen, dagen har været hård og lang, så jeg burde gå fuldstændig kold. 

Mærker efter, og det er noget med håret tror jeg. 

Jeg har dagen efter - i dag - tænkt mig at gå til den årlige julekonsert i Helligåndskirken på Strøget. Det er en Nordatlantisk Julekonsert, hvor "mit" gamle kor synger, samt min bror og søsters kor, og 4 andre. Jeg bliver bevidst over, at jeg faktisk spekulerer lidt over det der med håret. At jeg har fravalgt paryk.. betyder det så, at jeg skal gå med hue altid når jeg er ude? For hvis skyld? For min skyld? Pros: med en hue bliver man mindre "synlig", men helt ærlig, hvem kigger ikke lige en ekstra gang, når man ser de der kemo-huer? Men måske en huer giver lidt mere privacy alligevel.

Cons: Huen er irriterende i længden. Man har en del nerver sådan på hovedbunden, og er ret følsom, så når jeg sidder med huen på, får jeg pludselig totalt kuldegysninger, og nærmest tics, det er ikke sjovt. Desuden, man ser mega syg ud uden hår. Jeg ER ikke syg, jeg får bare kemo. 

Folk bliver måske utilpas over at jeg er skaldet? 

Nåmen, jeg vender og drejer det lidt, og SÅ kan jeg falde i søvn. Konklusionen blev, at jeg havde min hue på, og tog den af da den begyndte at genere. 

Fik selvfølgelig kun positive hilsener, og det var hyggeligt at se alle fra koret igen. Nu er der så mange nye, men et par af "de gamle" var der stadig. Savner koret. 

Hopper tilbage til kemo'en. Fik den ca samme tidspunkt som sidste, ved 10-tiden, og denne gang vidste jeg hvordan det foregik. Det tog længere tid end sidst, dog. Bagefter cyklede jeg ud på Amager igen, og direkte til en flink dame, som gav mig akupunktur mod kvalme. Jeg havde kontakte hende, hun har en lille praksis tæt ved os, og hun ville gerne gøre et forsøg (og vil ikke modtage penge for det!) og se om det kunne hjælpe mig mod kvalmen. Eneste gang jeg har prøvet akupunktur før, var ved Jónis fødsel, hvor jeg ikke rigtig tror det hjalp en skid, der var dog ikke andre hjælpemidler på det tidspunkt, så why not. Dengang kom jeg hjem efter fødslen, sov 3-4 timer, og opdagede derefter, at nålene stadig sad i!! 

Efter akupunktur tog jeg hjem og ventede. Hentede børnene i institution, og min søster kom forbi at hjælpe, hvis nu. 

Det tog længere tid end sidst, men så kom kvalmen, omkring 17-18-tiden. Svigermor landede i lufthavnen, og skulle hentes, og Manden måtte tage begge børn med i bilen afsted. Der var intet at gøre, jeg måtte ligge ned. Lige som sidst var lørdagen bare væk i kvalme og liggen i sengen. Fik dog spist noget mad lørdag, i modsætning til sidst. 

Søndag havde jeg det meget bedre, og vi var hele familien plus Farmor til julefest i Søndagsskolen. Det var SÅ hyggeligt, glad for at vi var med. 

Jeg tog al min medicin, næsten efter planen, for det er eddermame svært at holde styr på! Skal have "min" sygeplejerske til at pensle det meget bedre ud for mig næste gang. Jeg tror jeg var lidt dopet, kunstigt hold oppe. For så kom mavepinen. Og det blev mandag, og tirsdag, og så blev den lille syg, og holdnuop det var en hård uge. 

På den positive side, så har Jenny Lóa nydt at have Farmor på besøg. (Og vi andre selvfølgelig). De to kan lege og gemme sig inde på værelset med lukket dør, så man næsten glemmer at de er der. Det har så været heldigt, for Jóni har været så pivet, at han har krævet én persons opmærksomhed nonstop. Har grædt, og ikke ville spise, ikke ville noget som helst. Hostet som et alderdomshjem. 

(Vi endte hos vagtlægen i dag, for at få tjekket, at der ikke var noget på lungerne, for natten var så hård, og han fik hosteanfald efter hosteanfald, og kunne næsten ikke få luft). 

Der er blevet bagt pebernødder og sirupskager. Fryseren blev fyldt med boller, og her til aften har vi fået pandekager, efter en omgang riv i ovnen. (færøsk specialitet). 

Nu ser vi fremad, det kan kun blive bedre. :) Forhåbentlig 2 gode uger igen, inden næste omgang. 29. december. Mine forældre kommer d. 28. Farmor rejser hjem i morgen. Det bliver hårdt for JL.  

Der skal stadig købes juletræ. Nogle julegaver mangler. Ehm ret mange faktisk.. :/ 

Gør noget du synes er sjovt!

Én af de ting som mange har sagt til mig, og som jeg også har læst igen og igen er, at jeg skal lave noget som jeg kan lide. Bruge den smule energi som jeg har, til noget sjovt. (Jeg har nu ok meget energi, så alt det andet, som jeg ikke synes er sjovt, opvask, tøjvask, indkøb, madlavning bliver ikke forsømt. Endnu. Ved ikke om Manden er enig). 

Nåmen, hvad kan jeg så godt lide? 

At sy. Og høre lydbøger imens. Så hyggeligt. 

Her er noget af det som er kørt igennem maskinen.

Kjole til Jenny Lóa

dårligt billede, men trøje til Jóni

Ens trøjer til de tre kusiner, som hyggede sig sammen et par dage i september 

Et par til, til Jenny Lóa

Rigtig sød kjole til JL. I kan godt se, at hun er til lyserød? :) 

Bukser. 2 til JL, og 1 til fætter Jónas, og et par blev til en fødselsdagsgave

Kjole til mig selv. Ikke sååå tilfreds med den, skal rette den lidt til. Er lidt vild med printet dog. Der var også den anden kjole som jeg viste i forrige indlæg.

To små stofkurve. De er så hyggelige at sy, rigtig puslearbejde som er helt meditativt. 

Jeg bliver væk i min syverden og nyder det. Tiden flyver. 

Nu ligger der syv små og store projekter og venter, efter at jeg har brugt formiddagen på at klippe. Det er det værste, og mest usjove ved syning, at klippe mønsterdele. Men nu er det gjort.

Hårtab og lidt af hvert vedr livet med små børn og kræft

I går var det 2 uger siden min første kemobehandling. 

Jeg har fået en alenlang liste over mulige bivirkninger, dem skal jeg ikke trætte jer med. Jeg har også fået at vide, at det er helt sikkert at jeg taber håret, og det begynder at falde af 10-14 dage efter første kemo. 

En uge efter, besluttede jeg at Manden skulle trimme håret ned til 8 mm, så det ikke ville være så voldsomt med hår over det hele, hovedpude, bad, mm. Siden har jeg gået og holdt øje med, om der skete noget. 10. dag kom, og der var ingen ændring. 11. dag, samme. 12. samme. 

13. dag. hmmm.. well. Jo, må indrømme, at det faktisk begyndte at falde af. Og her i dag har jeg gentagne gange lige testet, om det nu også gør det i dag, og jo, det gør det. Jeg kan hive små (meget korte!) totter af uden at mærke det nærmest. :( 

Det dumme var bare, at jeg havde et lille håb om at det alligevel ikke ville ske. Har læst i én af de mange kræft-bøger jeg har tygget mig igennem om det her forsøg, hvor forsøgspersonerne fik en stor dosis e-vitamin, og det gjorde at de faktisk ikke tabte håret, eller for 16 ud af 18 af dem, det var så nok et lille forsøg. Jeg har i den grad optrappet mit vitamin-indtag, og tager ekstra tilskud af e-vitamin, c-vitamin, d-vitamin, en multivitamin, kalktilskkud og probiotika. Bum. 

Vi juicer også, og får derved også ekstra tilskud af vitaminer og antioxidanter. 

Who knows, måske hjælper det. Jeg tror i hvert fald på, at kosten HAR noget at sige. Kroppen lever jo af det vi spiser, jo mere jeg kan hjælpe til med at give kroppen de rigtige byggesten, jo bedre kan den gøre sit job. Men håret ryger altså af.

Så er det jo bare idiotisk, at jeg næsten er hoppet af mit "nul-sukker, nul-kulhydrater tog", som jeg har NYDT og haft SÅ godt af, i snart et år. :/ 

Jeg lægger hårdt ud hver dag med god lchf-morgenmad, og klarer også frokosten ok (hvis jeg spiser, det er ikke altid at jeg er sulten til frokost, fordi man er virkelig mæt på lchf) men så ud på eftermiddagen kokser det.. Nu har der været meget socialt her den sidste tid, så det betyder også noget. Min mor var her jo, og så spiser vi ofte sammen med søskende og familien ellers, og tja.. man skal virkelig være meget besluttet for ikke at falde i.  

Nok om mad. 

En anden bivirkning er meget tørre slimhinder. Fik pådraget mig en slem forkølelse, og det virker som om at den er længere om at slippe taget, end det plejer hos mig. :( Jeg skal ikke puste næse for hårdt, så får jeg næseblod. 

En anden ting, som jeg/vi tumler med, er som jeg har nævnt før, det med at vores Marcipangris er ret så vred. Dette var et "præ-cancer" issue, som jeg var i gang med at udrede, kan man sige, men nu hvor jeg blev sygemeldt, fik jeg jo pludselig ret god tid til at arbejde med det. 

Jeg hørte om Familierådgivningen, et kommunalt tilbud til børnefamilier, som har "udfordringer" med de små børn. De har familiekonsulenter, sundhedsplejersker, psykologer, selvhjælpsgrupper og mere, og det er gratis. 

Jeg har været til én samtale, og vi skal begge (forældre) til den næste i næste uge. Man kan få 5 samtaler.

Jeg kan måske lige forklare lidt om "udfordringen". Vi har i dagligdagen haft ret så mange konflikter med den store pige, som jo stadig kun er 3 år. Det er alt fra at hun skal være den første som klatrer op på far, som bærer begge børn ud i alrummet, når de står op, (hvis lillebror klatrer først op til far, eller tager den arm, som hun lige ville være på, farer hun i flint og skriger og græder, og slår efter ham) - til at kalde alt og alle for dum og numsehul. Hun kan få flip over at vi går ned ad trappen før hende, når vi skal afsted om morgenen, over at hun skal have bukser/jakke/støvler/strømper på, over at hun ikke kan få gymnastiktøj på 5 min inden vi skal ud af døren, over at rede ugler ud af håret, over at hun skal tisse af inden vi går… der er ingen grænser. 

Noget af det er jo helt normalt, det ved jeg godt, der er faser alle børn skal igennem, men vi har følt, at reaktionerne er så OVERDREVNE. Hun bliver ikke bare sur, men helt ekstremt sur og aggressiv. 

Den søde familiekonsulent som jeg snakkede med til første samtale kunne meget hurtigt konstatere, at hun jo i løbet af de sidste år har været virkelig meget igennem. 

Først blev hun storesøster. Så hev vi hende ud af dagligdagen og til Gran Canaria i 3 mdr, hvor der ikke var andre børn at lege med (og lære af). Dernede stoppede hun med at sove til middag, og begyndte at tisse i potte. Alt sammen store ting, som påvirker barnet. SÅ tog vi til Færøerne i 1 mdr, hvor hun blev forkælet og fik virkelig meget (dejlig!) bedsteforældre-opmærksomhed. Så blev det januar og dagligdag, og hun startede i børnehave! Back to reality.. :) Heldigvis var jeg stadig på barsel, så hun havde en god og skånsom indkøring over lang tid. 

Man kan godt se det, ikke? Hvem ville ikke blive lidt stresset over det? 

Vores konklusion efter første møde var, at hun jo åbenlyst savner sin mor, det er nok mest mig, reaktionerne går på. (Samtale med børnehaven viste, at der aldrig er noget dér, hun er så eksemplarisk sød). 

Derfor skal vi to have alenetid hver dag. Virkelig udpensle, at nu er det dig og mig, som laver/ser/læser det her, ikke lillebror. Og alle udbrud bliver håndteret med kram og afledningssnak. Når hun får et flip, tager jeg hende, og holder hende fast (fordi hun prøver at slå mig eller sparke eller kradse mig ellers), og mens hun kæmper siger jeg, at hvis du slår mig, så kysser jeg dig, og så kysser jeg hende, og til sidst giver hun op, og griner. Sagde jeg alle? Det holder nok ikke helt, men jeg forsøger så godt jeg kan. 

Det er SÅ svært!! 

Hysterisk unge, som slår og sparker? Give kram!? Man bliver altså sur, når man bliver slået. Men jeg prøver.  

Den strategi har Far ellers brugt for det meste, og han kan altid få hende til at grine, heldigvis. 

Nå men, vi har så forsøgt at iværksætte de gode ideer. I forrige uge havde jeg hende hjemme en dag, hvor lillebror kom i vuggestue, og vi hyggede. Vi tog ind til Rundetårn og besøgte så hendes onkel, som bor lige der. Hun havde en god dag tror jeg. Vi havde en lille episode, da jeg ville gøre et forsøg på at købe nogle få ting som vi mangler i H&M, og hun blev instrueret i, at nu skulle vi hurtigt derind, og hun ikke måtte plage om noget, for vi skulle bare have nogle body's eller hvad det var. Hun fik at vide, at hvis hun plagede, så gik vi bare ud igen, uden at købe noget. Det var ok, sagde hun, men der var selvfølgelig en eller anden fjollet ting til 129,- som hun lige syntes at hun skulle have. Så gik vi bare igen, hun protesterede og der var optræk til ballade, men pludselig gav hun sig, og vi gik, og det var ok. 

Jeg har nok ikke været så god til det med at udpensle, at nu gør vi to noget sammen, men jeg har brugt tid sammen med hende alene, hver dag. Måske bare læst en bog i et andet værelse end hvor Far og lillebror er, men med døren lukket. 

Bedste af det hele: Det hjælper. 

Meget færre udbrud, og jeg begynder at se, at de faktisk er rigtig glade for hinanden, de to. Hun viser at hun er storesøster, og hjælper ham, og sniger sig til at give ham bidder af sin bolle med pålægschokolade, når jeg ikke ser. (Ja, just shoot me already!) 

det er jo ikke til at stå for.. :)

Nu føler jeg bare, at jeg forsømmer lillebror, som hænger i sin far, fra det øjeblik han ser ham. Suk. Jeg har ikke haft ham hjemme fra vuggestue, selvom jeg går hjemme. Det har jeg megadårlig samvittighed over. Det skal siges, at de begge har korte dage, og han sover lange lure i vuggestuen, er måske 4-5 timer i vågen tilstand dernede. Og de siger, at han er sådan en glad lille dreng, så det trøster jeg mig med.

Hvad bruger jeg så tiden til? Jeg ville ønske jeg vidste det. Efter at de er afleveret, kommer jeg hjem og spiser morgenmad. (Det er nemlig ret svært at få gjort mens de to render rundt og næsten slås omkring sig, og jeg vil gerne spise min mad i ro). Så er klokken næsten 10, og så kan jeg begynde at rydde op efter morgenmad, sætte tøjvask over, rydde uendelige mængder legetøj op over hele hytten, finde ud af hvad der skal købes ind, og laves til aftensmad. Så bliver det næsten frokost, og jeg spiser evt igen, eller  kommer i "rigtigt" tøj, og tager ud at handle. Når jeg er hjemme igen, kan klokken være henimod 14, og så kan jeg forberede noget aftensmad, så det enten simrer og færdiggør sig selv, eller er klart til at sætte i ovnen/gryden når tiden nærmer sig. Det er nemlig også håbløst meget svært at lave mad, med begge børn om benene. Så kan jeg forberede noget snacks de kan få når vi kommer hjem, mens vi venter på at Far kommer hjem. Og så henter jeg mellem 15-15.30, seeeeenest kl 16. 

I denne uge har der været hyggelige venindeaftaler, juleforberedelser, en lidt speciel gennemgang af babytøj og ventetøj og legetøj for at gøre livet lidt lettere for en ung familie i trange kår (lang historie).

I næste uge starter jeg på noget træning hos Center for Krop og Kræft. Det er så 2 gange om ugen, så det bliver rigtig godt at få noget fast at gå til. Og det er rigtig godt mod bivirkninger, siger alle, at være i form, og træne. Jeg løber - sporadisk - men håber at blive bedre. 

Fredag er det kemo igen. Har aftalt tid med en akupunktør, at komme forbi umiddelbart efter, for at sætte nåle i, og se om det kan hjælpe mig mod kvalmen. Det er forsøget værd, håber jeg. Det kan i hvert fald nok ikke gøre det værre..