Æg-stra hård dag

I dag skulle vi møde til samtale på Rigshospitalets fertilitetsklinik. Meget tidligt. Hvilket altid er en udfordring i sig selv. Når man så lægger til ét småsygt barn, og ét ked-af-det barn, samt en penicillin-tagende gnaven Mand, så ved man at det kun kan gå galt. 

Første udfordring: den lille skal afleveres i vuggestue og den store kommer med på RH, og vi skal køre 7.40. Den store vil gerne i sandaler, hvilket hun ikke får lov til, hvilket betyder krig og ballade inden dagen er startet. Den klarer Manden, bærer hylende barn i bilen uden sko, mens jeg afleverer den lille. 

Han er slet ikke så ked af det heldigvis, men det bliver jeg til gengæld, når iøvrigt meget sød og helt sikkert velmenende pædagog siger, at brystkræft, det har hendes søster også haft for mange år siden, og det er gået helt fint.

 Det er jo fantastisk at høre positive historier, og jeg samler på dem, men lige i dag, mens vi snegler afsted i morgentrafikken, bliver jeg ramt. Føler at det bliver bagatelliseret. Jaja det er der jo så mange der har haft, og klaret fint. Selvfølgelig er der det, og heldigvis er der det. Men det betyder jo ikke, at det er NEMT. Og at det ikke er en rædselsfuld krise for os. Og forAN os. Tuder lidt over det.

På klinikken snakker vi om æggestokke og reagensglasbehandling og hormonbehandling. 

Det skal siges, at vi kun er der for at høre hvad "man" evt gør, hvis "man" ikke er sikker på, om "man" skal have (flere) børn. Kemo slår mine æg ihjel. Der er 2 metoder: at tage en æggestok ud, og fryse den ned (tilbydes kvinder op til 35 år), og at tage æg ud, befrugte dem, og fryse dem ned. Den option betyder tilmed hormonbehandling i 2 uger, inden det kan gøres. Og alt det her skal ske inden kemo, forstås.

Jeg hører én nyhed, som ingen har nævnt før. I min alder er kræften oftest østrogenpositiv. :( Det betyder at den reagerer på østrogen, og kan næres af det. Derfor sætter man oftest kvinderne i kunstig overgangsalder med hormoner. Som tages i 10 år. 

I kan godt høre, at det begynder at blive tricky nu, ik?

Hvis den IKKE er østrogenpositiv, er det fint, men det vil så betyde, at når alle mine æg er døde, så kommer jeg automatisk i overgangsalderen. Det smarte er så, at hvis de har taget en æggestok ud, så kan de faktisk sætte mit eget væv tilbage i den anden æggestok, og derved er der æg igen, og menopause udskydes. 

Jeg ved allerede under samtalen, at jeg ikke vil igang med hormonbehandling lige her og nu. Vi ved ikke om vi vil have flere børn. Jeg er bare så hunderæd for, at hvis jeg ikke holder den dør på klem, så vil jeg fortryde det. Vi ved godt, at uret tikker, og vi ikke har laaang tid til at blive afklaret. Men den beslutning kan jeg/vi bare ikke tage, med den her sky hængende over os?? 

Anyway, vi skal til at tjekke hvordan det så i det hele taget ser ud med mine æg. Mand og barn går ud på gangen og venter, og jeg bliver skannet. 

Der er mange æg. Virkelig. Mange. Æg. For min alder var det meget usædvanligt. Jeg bliver rørt over tanken, at nu skal de alle bare ødelægges, og tuder igen. Så når Manden kommer ind igen, bliver han helt skræmt, men det var jo på en måde en god ting. Lægen konkluderer, at med det flotte billede, så vil de faktisk godt tilbyde at tage en æggestok ud, selvom jeg er for gammel til det. Så er vi færdige.

 

Der er store beslutninger at tage, men én vigtig del af informationspuslespillet mangler, og vi kan ikke komme videre, før det er på plads. Hvilken slags kræft har jeg (haft!) og skal jeg i hormonbehandling, OG for at gøre det endnu mere udfordrende: hvis det tilmed er den genetisk betingede, så er det jo muligt at jeg skal fjerne både bryster og æggestokke, da risikoen er stor for at det kommer tilbage. BOM.

Svaret på den første del får vi d. 6. nov. Gentesten har vi ikke snakket om endnu.

Føler mig meget flov over at komme ud på gangen med de andre ventende kunder, med røde øjne, en Mand og et barn, som ikke lige viser sin storcharmerende side. Gad vide om de tænker, at det kan da ikke være helt så galt, du har jo et barn? 

Dagen slutter med hyggelig ulvetime i kirken, hvor dagens tredje tudetur kun lige bliver afværget med nød og næppe. Præsten har valgt at vi skal synge dejlig er jorden. Alle børnene sidder på gulvet, og Jenny Lóa aer sin lillebror og nusser hans hår, hvilket får mit hjerte til at sprænges af glæde og kærlighed. 

Det fik mig til at tænke på juleaften hjemme på øerne, hvor jeg og min svigerinde sad og snøftede til Gledilig jól i en propfyldt kirke, kun oplyst af stearinlys. Så stemningsfyldt og rørende. Jeg tænkte på mine kære som ikke var hos os længere, og hun fortalte, at hun tænkte på nogle af sine patienter, som hun vidste ikke ville opleve én jul til.

Men det er ikke os. Mange flere jul til os! 

Billede fra venteværelset.. Så passende. 

Dag 1 i mit nye liv som brystopereret

Natten var hård. Vågner kl. 05, og undrer mig stort over at det lige i nat var det måske månedlige tilfælde, hvor den store sover hele natten i sin egen seng, og ikke kravler op ved min brystoperede side, og lægger sig og øffer rundt og sparker mig. Sikken et held! 

Sniger mig M.U.S.E.stille ud på toilettet og tisser, og ligeså tilbage i sengen. På det her tidspunkt skal der kun ét lille gulvknirk til at børnene vågner og vil op! Soveværelset lugter af den lilles tisseble, på en mærkelig rar måde.

Ligger helt stille og hører den mindste og den ældste snorke. Den lille begynder at ligge lidt urolig, vender sig først mod sin far, og putter lidt, siden mod mig, får fat i mit hår og nusser det, og falder til ro igen. Stakkels ham, OG søsteren, som begge elsker at nusse mit hår.. snart er det væk. 

Han havde en hård aften igen i går, vågnede klokken ca. 23 og ville ikke sove videre, græd og kom ind i vores seng. Tænker at han mærker et eller andet? Det skete også aftenen/natten før operationen, han var utrøstelig. Jeg var væk da han vågnede om morgenen, og da han kom hjem fra vuggestue hang han i mine ben, og ville op. Det kan jeg jo ikke lige nu, bære dem, det er mega hårdt at afvise ham. Den store forstå det bedre, hun er meget imponeret af det store plaster. :)

Jeg ligger stadig i mørket og hører lydene fra huset. Børnefødder der tripper hos underboen. Nogen er tidlig afsted, jeg hører hoveddøren smække. 

Lige da jeg er ved at slumre bort igen, kommer den store ind. Klokken er blevet 6.30, og den lille vågner også. Manden tager halvt sovende tøjet på, og bærer begge ud i sofaen, hvor de sætter sig og stener lidt til Disney Junior. 

Jeg får min dosis smertestillende piller, og står op. Er skrupsulten, og spiser min lchf (low carb, high fat) græske yoghurt 10% rørt op med flødeskum med lakridspulver, og blåbær og hjemmelavet müsli af nødder og frø. 

Børnene kommer i tøjet, og Manden afleverer dem på institution. Jeg ser lidt morgen-tv, og slumrer lidt på sofaen, inden jeg overgiver mig, og går ind i seng igen.  

Sover til næsten 13.30, og kæmper mig op, fordi jeg fik en aflyst tid til lægen kl. 14.00 for at få fat på min sygemelding til jobbet. 

Den kommer på plads, og lægen ser også på operationsarret under armen, da det har blødt lidt, fordi jeg glemte det da jeg puttede de små, og lagde hovedet på armen ned på tremmesengen. Det var dog helt fint. 

Bortset fra at jeg sov en del, så var dagen jo helt almindelig. 

Om aftenen er der træf i den lilles vuggestue, hvor de søde pædagoger fortæller og "opfører" en normal dag for poderne i vuggestuen. Jeg kommer sent, får fortalt souschefen om situationen hjemme, og snøfter lidt, får en krammer, og lovning på at de nok skal passe ekstra godt på den lille, og tager hjem igen. 

Hvor er vi heldige at der er så dygtige og kompetente mennesker i vores liv, som kan spille en rolle i vores børns udvikling. 

Græder lidt over Knæk Cancer udsendelsen.. faktisk lidt fordi jeg er glad, for at jeg er så "heldig" at være en af dem, som kommer hurtigt i en "pakkeløsning". :/

Smukke blomster fra omsorgsfulde venner og kolleger. Det varmer.

Operationen

Først lidt om operations-oplevelsen.

Mødte op på RH kl. 7.15 sammen med min faster. Vi sidder i venteværelset og sludrer lidt på færøsk, og der sidder én anden, en ung pige. Så kommer der en til, en ung frisk skaldet kvinde. Ser meget sporty ud. Vi hilser godmorgen. 

Så bliver den unge pige kaldt ind, de taler engelsk. Derefter min tur. 

Ind på stuen, og få meget smart outfit på, og så på egen hånd gåtur ned til operationsstuen på 6. sal. Sidder lidt dér, og så kommer den unge kvinde også og sætter sig. Hun griner og siger at haha jeg følger efter jer. Vi falder i snak, og jeg spørger om hun skal opereres - igen. (tænker hun jo har været igennem kemo'en, siden hun er skaldet). Hun svarer, at ja, nu skal hun fjerne det andet bryst, da hun har den genetisk betingede kræft. Det er frivilligt, som forebyggelse. Hun fik fjernet det første i marts. Spørger til mig, jeg forklarer at det er min første operation. Hun siger, at hun ved nøjagtig hvor jeg er. Hun spørger om jeg har klippet håret så kort som forberedelse til den kommende tid.. jeg siger, at nej, sådan har jeg altid mit hår. :) Så bliver der måske ikke den store forskel. Eller, jo, det gør det nok. 

Jeg bliver så kaldt ind, og skal tage afsked med min faster. Vi krammer, og der kommer tårerne igen. 

Op og ligge på briksen, og få lagt droppet til narkosen. 

Jeg overgiver mig mens sygeplejersken snakker mig i søvn. Det sidste jeg ser, er at klokken er 7.59. 

Hører en stemme sige, hej Halla, der var ingenting i lymferne i armhulen! 

Åbner langsomt øjnene, og ser at klokken er 10.05. 

Begynder langsomt at vågne og mærker lettelsen og glæden over nyheden. Hvor er det fantastisk!! 

SÅ glad.

Jeg møver mig over på hospitalssengen, som skal transportere mig op på stuen igen. Jeg husker ingenting fra transporten derop, men pludselig er jeg på stuen igen, og der er Manden min, og min faster. Narkosesygeplejersken fortæller dem den gode nyhed. 

Operationen gik rigtig godt. 

Jeg vågner og gør mig klar til at komme hjem. får noget frokost, snakker med en sygeplejerske, og til sidst venter vi bare på at lægen skal komme ind og fortælle nærmere om forløbet, og svare på spørgsmål. Jeg har ikke rigtig nogle spørgsmål, men bagefter ville jeg gerne have spurgt, hvor mange af den slags operationer han udfører om dagen. Et par stykker, vil jeg tro? 

Glad efter veloverstået operation med god nyhed

Jeg har bestilt en masse "kræft-litteratur" på biblioteket, og har fået mail om at noget af det er kommet. Vi stopper derfor lige på biblioteket på vej hjem. Glad for at der er selvbetjening, og at jeg ikke skal se nogen i øjnene med mine kræft-bøger, mens jeg ligner noget der er løgn uden make-up og voks i håret, og gul af jod over det hele! 

Hjemme igen har jeg det rigtig godt. Jeg har lidt ondt, og er lidt træt, og da jeg har ryddet tørrestativet for tøj og lagt på plads, må jeg lige sætte mig ned, fordi jeg bliver svimmel. 

Min faster og hendes mand tilbød at komme forbi og lave aftensmad til os, og det er vi rigtig taknemlige for. Vi havde ikke lige planlagt noget mad, sjovt nok. 

Vi spiser fantastisk færøsk lammekebab, og spinatsalat med granatæblekerner, SÅ lækkert og sundt. 

Jeg putter begge børn på en gang, det tager næsten en time. Den lille er svær at få til at sove i sin tremmeseng. Jeg går rundt med et hårbånd om ørerne fordi jeg har ondt, og på et tidspunkt hiver han det af mit hoved, og jeg lægger ham ned, og han putter sit ansigt ind i mit hårbånd, og falder til ro. Sover lidt efter. 

Får fat på et par veninder i telefonen, og sat dem ind i situationen. Det gør godt at snakke om det. Afdramatisere det, tror jeg. 

Til sidst ser vi lidt fjernsyn. Vi har været i gang med en dokumentarfilm på netflix i 3 dage. Det er ikke så nemt at få set en hel film, med små børn :)

Den handler om en australier, som tager 60 dage ud af kalenderen, og rejser til USA og "juicer" sig til et sundere liv, og prøver samtidig at overbevise amerikanere om værdien af at juice. Derefter bestiller vi en juicer! :) (Filmen kan anbefales, hedder Fat, Sick and Nearly Dead). 

Operationsdag

Kl. er 6.18, det er onsdag d. 22. oktober. 

Om et par minutter tager jeg afsted på RH til min brystbevarende operation. Jeg står til at være den første patient, så forhåbentlig er jeg færdig og klar til at komme hjem engang over frokost.

Min faster kommer med mig, og når Manden har afleveret børn, kommer han ud og er der når jeg vågner.

Jeg er spændt, og ser meget frem til at høre hvad de siger efter operationen. Hvor mange lymfeknuder tog de, og var der noget i dem?? 

Det er min største frygt. 

Jeg føler, at hvis der er noget som er gået videre, SÅ er det virkelig farligt. 

Fjernsynet (TV2) gør meget ud af at det er Knæk Cancer måned. 

I aftes sendte de live fra Riget, hvor man mødte kræft-patienter i alle afskygninger. Fulgte én, som fik sin første omgang kemo. Én, som var opgivet af lægerne, men som deltog i et eksperiment, fik forsøgsmedicin, som havde en god effekt på hans tumor, og så hans reaktion, da han fik den besked.

Det var lidt hårdt. Samtidig sendte folk hilsener på facebook, som stod i bunden af skærmen. Det var næsten det værste. Der var både hilsener til dem som kæmper, og dem som har tabt kampen. 

Var inde på jobbet i går, og fik sagt hej til folk. Snakket med personaleafdelingen, og det var en rigtig god besked. Jeg har INTET at bekymre mig om. Vi har utrolig gode betingelser når det kommer til sådan noget. Der er en forsikringssum som jeg er kvalificeret til, som kan hjælpe os med f.eks. at flyve forældrene ned ind i mellem, for at hjælpe os. Det er jo et langt forløb, og det er håbløst at nogen kan komme og være her hele tiden, men ind i mellem, og i nogle ugers tid, det bliver rigtig godt. 

Nu er det tid.

Hjemme igen

Vantro. Det er vel nærmest det, som fylder mig. 

Og jeg er pisseirriteret! Faktisk - og det er dumt, men jeg kan ikke gøre for det - mest over at skulle miste en masse spændende ting på jobbet. Jeg føler at jeg lige er kommet så godt i gang med en masse spændende sager, efter to tætte barsler, og chef-skifte. Det er udfordrende, og jeg nyder det, og føler at jeg bidrager, og det gør en forskel. Argh!

Mens vi kører hjem i øsregnen - var det et tegn som jeg skulle have set på vej ind?, tænker jeg over hvem jeg skal ringe til. Der er allerede beskeder og sms'er om hvordan det er gået, for der var jo både den nærmeste familie, et par vendinder og et par kolleger som vidste besked. 

Men så er der også helt stille. Når jeg ikke har skyndt mig at melde ud, at det er gået godt, så er det jo nok ikke gået godt, tror jeg alle kan regne ud. 

Hjemme i sofa'en sætter jeg mig og læser en masse af de udleverede pjecer. Min stakkel mand er rigtig ked af det, og jeg føler at jeg må holde mig samlet, så vi ikke begge imploderer. Der er heldigvis noget tid inden børnene skal hentes, men der er aftalt et møde med børnehaven, om vores små-aggressive datter. (på hjemmefronten). 

Manden går ud for at ringe til sine forældre, og jeg sætter mig med telefonen, og taster min mors nummer. Hun tager ikke telefonen. Jeg lægger på, men så ringer hun op igen. Hvordan gik det, spørger hun. Ikke så godt, får jeg sagt, det er kræft. Og så græder jeg. Også vantro dér. Det er jo også helt utroligt, som i, ikke til at tro. Jeg fortæller om det kommende forløb, sådan som jeg har forstået det. Der er en opfølgende telefonsamtale i morgen, og så skal jeg møde ind tirsdag og få sprøjtet radioaktivt kontraststof (?) ind, så de kan lokalisere lymfekirtlen i armhulen, skjoldvagtskirtlen, tror jeg den hedder. Mens de opererer, sender de lymfekirtlerne til laboratoriet, og hvis der også er kræftceller dér, fjerner de dem med det samme også. Men hvis der ikke er, beholder man dem. 

Næste opkald er min faster. Så ringer min far. Så ringer jeg til min chef, som havde spurgt om jeg ikke nok ville fortælle hvordan det gik. Siger til hende, at hun gerne må orientere kollegerne. 

Jeg kan mærke, at jeg har brug for at fortælle det. Det skal ikke være hemmeligt, eller tabu. 

Vi beslutter, at Manden tager til mødet med børnehaven, og også sætter dem ind i situationen. De vil helt sikkert komme til at skulle støtte vores datter når vi kommer længere i forløbet, og Mor bliver rigtig syg. 

De kommer hjem midt på eftermiddagen, begge to, og det var et rigtig godt møde. Barnet er upåklagelig sød og rar og velopdraget i børnehaven, og det med at du er dum har de aldrig hørt fra hendes mund. :/ Faktisk så flink, at de nogen gange må huske sig selv på at spørge ind til hende, og give hende opmærksomhed, så hun ikke bare glider væk i mængden af opmærksomhedskrævende børn. Så dejligt at høre. Men forklarer ikke hendes udfald og vrede herhjemme. 

Efter aftensmad og leg er der en stille stund ved spisebordet, hvor jeg sætter mig ved siden af hende. Vi har lige kigget på billeder i min telefon, hvor jeg er på Island, og klatrede op på en vulkan. 

Jeg fortæller hende, at mor har været på hospitalet i dag, fordi mor har noget inde i sit bryst, ligesom en sten. Siger at lægen har undersøgt det, og vil skære det ud. Hun svarer, at ja, det var dengang du gik op på vulkanen, og så tog du en sten, og så tabte du den ind i brystet! 

Jeg prøver igen, og siger, at det ikke er en rigtig sten, men det hedder en knude, og den kan være farlig, men lægen skal skære den væk, og så bliver mor rask. Og at det kommer at tage lidt tid, og mor bliver meget træt imens, men så bliver mor rask igen. Så mor kommer at være hjemme og hvile sig, mens du skal i børnehave. Så svarer hun konstaterende, "men det, det.. det er ikke godt".

Nej. Det er det nemlig ikke. 

Bomben

Fast forward til 16. oktober. Det har egentlig ikke været så slemt at vente, fordi jeg har ikke (rigtig?) været nervøs. Han sagde jo at det ikke så farligt ud? Der sker meget på jobbet, og på utrolig tragisk vis mister en kollega sin søn. Vi er alle i chok, og dyb medfølelse, og da dagen for begravelsen kommer, kan jeg mærke, at DET kan jeg ikke klare. Jeg har sat nogle af kollegerne ind i situationen, og fortæller så også chefen, at jeg ikke kommer med til begravelsen, fordi min situation er som den er, jeg går og venter på svar fra prøver fra en knude i brystet. Hun er meget forstående heldigvis, og jeg bliver ligefrem takket for at have udført mit arbejde (været på den rejse) på trods af min situation. 
Selvom jeg ikke (tror jeg) er nervøs, er jeg ret grådlabil. Jeg læser på nettet om brystkræft, men beslutter, at det skal jeg nok heller lade være med. Hører altid lydbog når jeg cykler frem og tilbage på job, og mærkelig nok har en af hovedpersonerne i den bog jeg lige hører pt, brystkræft. Som 28 årig. Jeg cykler og tårerne triller ad Amagerbrogade, over hendes (min?) situation. 

Jeg har meget bevist lukket øjnene for alle "oktober-er-brystkræft-måned" indslag og opslag og statusser mv. Og billedekampagner af amputerede bryster. Nej. Det er ikke mig. 

Men nu er dagen så endelig kommet. Et eller andet sted er det lidt heldigt, at Manden er in between jobs lige nu. Han kommer selvfølgelig med, og vi afleverer børnene i børnehave og vuggestue, og begiver os afsted mod Rigshospitalet. Det øsregner, så jeg er meget glad for at vi er i bil. 
I venteværelset rammer virkeligheden hårdt. Der sidder en ung familie, mor og far og en nyfødt baby. Eller, de kommer, mens vi sidder der, for vi er (selvfølgelig, når det er mig!) i god tid. Moren skal udfylde skema'et, som jeg også har udfyldt. Og STORtuder. Nu har hun jo tydeligvis lige født, så det er måske en del af forklaringen, for jeg tror ikke hun havde været inde endnu. Men at høre hendes gråd, og hvor ked af det hun er, især da hendes mor ankommer med taske og kuffert, DET er hårdt, og får også mine tårer til at løbe. Og så bliver det min tur. 
Signe kommer og henter os, og viser os ind i et værelse. Så kommer der en læge, Ivar, og en medicinstuderende. Holdnuop tænker jeg, er det ikke lige nok ressourcekrævende, at der kommer 3 mennesker at fortælle os, at det er helt fint og knuden bare skal skæres ud? 
Så spørger Ivar, hvad undersøgelseslægen havde sagt. Jeg siger, at han ikke mente det så farligt ud. Nej, det havde han også skrevet i journalen. Og så husker jeg ikke rigtig hvordan han sagde. Men budskabet var, at det overraskende nok HAVDE været farligt. Der var kræftceller i min knude. 
Hvad tænkte jeg? Jeg husker det ikke. Tårerne trillede, men jeg samlede mig, og prøvede at høre efter hvad de sagde. 
Det første er operation på onsdag d. 22. oktober. 
Noget med at jeg er ung, og så er standard behandling, at der skal gives stråler og jeg skal have kemo. Og en behandlings tidshorisont på et halvt år. 
Vi skal overveje om vi skal have flere børn, for kemo'en ødelægger æggene (??) så de skal tages ud og fryses ned i så fald. ! 
Jeg skal overveje om jeg vil lave en gentest, som kan vise om jeg er genetisk disponibel for kræft, siden både min mormor og moster har haft brystkræft. (Moster fik fjernet et bryst som 38-årig, og har det fint idag som 71-72-årig).
Vi sad der i over en time, og også han undersøgte knuden. 
H.O.L.D. N.U. O.P! Jeg har hvaffornoget???? 
Det er ikke rigtig sivet ind. Endnu. 

Den første undersøgelse

Møder på RH d. 6. oktober. Alene, for Manden og den store er på Færøerne på besøg hos farmor og farfar kombineret med husjagt. Vi er ved at forberede vores næste store "træk", hvor vi i april-maj 2016 flytter til Færøerne. Hjem igen.

Tilbage på Riget. Flink dame i hvidt tøj tager billeder af mine bryster. Klemmer dem ind i maskinen, og klikker. 5 billeder. 3 af højre bryst, 2 af venstre. Derefter ind og ligge på en briks i tilstødende værelse, og vente. Og vente. Efter 30 minutter hvor jeg halvsover lidt, og lytter til hospitalet - det lyder som et skib, knirker og aircon kører.. så kommer damen ind igen, og spørger, om vi lige kan tage et billede til. 

Det gør vi så, venstre bryst ind i maskineriet igen. Og tilbage på briksen og vente. 

Så kommer der endelig en læge ind, og han beder mig sidde op, og vise ham hvor jeg mener at knuden er. Da jeg gør det, siger han at ja, den kunne de også se på billederne. Han siger, at den er meget glat og velafgrænset, og mobil. Det tyder på at det er væske, og det vil ultralydsundersøgelsen nok vise, og så suger han det bare ud med det samme, så er det klaret.

 Så begynder han at skanne. Og bliver meget stille. Kører igen og igen den kolde skanner over knuden. Så siger han "det er ikke væske". BUM. Mit hjerte springer et slag over.  Hvis det ikke er (ufarlig) væske, så er det farligt?? 

Så kommer sygeplejersken ind igen, og de går igang med at udtage vævsprøver fra knuden. 4 gange hiver han den lange nål ud, med knude-snask på, og smører det ud på en rund pap-plade, som han først kigger meget grundigt på. 

Han siger, at jeg ikke har grund til at komme igen om 2 dage og få svar, men at jeg skal komme om 1 uge. Det forstår jeg slet ikke i det øjeblik, og beder ham uddybe. Han siger, at ud fra hvad han kan se med det blotte øje, ser det ikke farligt ud, og derfor behøver jeg ikke at komme akut ind igen om 1-2 dage og få svar, men kan "nøjes" med at vente 7-10 dage og få svar. DER fortryder jeg at jeg ikke sagde, JO, jeg vil høre svaret om 1-2 dage, selvom du ikke synes det ser farligt ud. 

Men det gjorde jeg ikke.

Han lægger vægt på, at selvom han ikke synes det SER farligt ud, så er det selvfølgelig laboratorieundersøgelsen, der er afgørende. Jaja det forstår jeg godt. Men føler mig lettet alligevel.

Så sender de mig ud til receptionisten og jeg får en tid til d. 16. oktober, at komme ind og få svar. 10 dage at vente.

Jeg får en masse papirer med, skema at udfylde, og et brev. Da jeg kommer hjem, læser jeg papirerne om aftenen. Der står, at jeg skal komme ind og få svar, og modtage behandlingstilbud og -plan. 

Jamen han sagde at det var ikke farligt? Det er måske bare det, at de skal skære den ud, overbeviser jeg mig selv om. 

Hjemme igen efter arbejdsrejse, hvor jeg ankommer i lufthavnen samtidig med at Manden og den store ankommer. Jeg venter på dem i deres gate, og får verdens største kram af min datter. Vi holder hånd hele vejen hjem i taxaen, og jeg nyder at være hendes mor, kun os på bagsædet. 

Så starter krigen. De to børn vil begge have sine forældre i fred, og nu havde de lige vænnet sig til udelt opmærksomhed, og er SLET ikke indstillet på at dele. Suk.. vi har vores kampe.. og når humøret måske er lidt lavt, og en ubevist angst gemmer sig under overfladen, så er lunten kort, og der bliver skældt ud. Den store vil pludselig SLET ikke vide af mig, og bliver ved med at sige at "du er dum" på dansk, og "je eri ikki gód vid teg" på færøsk. (Jeg er ikke god ved dig/elsker dig ikke). Så herligt.

SVUSSJJ .. hvad var det? Nå, tæppet der lige blev hevet væk under os..

Skruer tiden tilbage 4-5 uger. Jeg ligger i sengen i min natkjole og det klør lidt på brystet, der hvor bh-en lige har siddet. Jeg kradser, og mærker noget i venstre brysts inderside. Spørger Manden, om han også kan mærke noget. Han hiver hånden til sig igen, og siger UUWW. Der er jo en knude. 

Hm, jeg er jo næsten lige (med en god vilje) holdt op med at amme, så det kan være lidt mælkeknuder, eller noget, ik? 

To dage senere ringer jeg så selvfølgelig til lægen, for det må man jo gøre. Nå nej, det gør jeg jo ikke. Jeg bruger det dersens smarte online tidsbestilling, vælger en tid som passer mig ugen efter, og sender. Der går nogle timer, så får jeg afkræftende mail, og besked om at ringe ind. HM! Når at tænke at det var mystisk, og er det fordi jeg skrev hvad det drejede sig om, skal det være hurtigere, eller hvad? Ringer så ind, og får at vide, at der er meget meget travlt, og jeg kan få en tid om en 2 ugers tid. :/ Nå, den tager jeg så, det passer egentlig fint for der er meget travlt med jobbet, og der er lige en rejse/møder  der skal afvikles. 

Den 30. september møder jeg hos lægen, og hun mærker også knuden. Så er standard procedure, at den skal undersøges ved mammografi, ultralyd og biopsi. Når jeg er så ung og sådan noget. Forstår på hende, at Rigshospitalet vil RINGE og give mig en tid indenfor 3 dage. Altså, at jeg skal undersøges indenfor 3 dage. 

Telefonen forlader ikke min side i 1 sekund i de tre dage. Den 3. dag melder jeg mig simpelthen syg fra job, for jeg kan ikke holde ud at vente. Ingen opkald. På vej ned for at hente børn i institution den eftermiddag, tjekker jeg postkassen. (Vores post kommer sen eftermiddag). Der ligger brev fra RH om at møde til undersøgelse d. 6. oktober. 

Fint, tænker jeg, så har vi en dato. Og fint at der lige ligger en arbejdsrejse d. 8. til at distrahere mig fra ventetiden. Eller, det gør den jo selvfølgelig ikke alligevel. Men forberedelserne beskæftiger min hjerne noget af tiden. 

Syskole

Jeg har altså kreeret et par ting den sidste tid, men det går ikke så godt med at dokumentere det.. :)

Den simple raglan-sweat i en tynd strækjersey, som jeg fik anbefalet til leggings, fra stof2000. Det var den til gengæld ikke så god til.. har syet 3 par, og der er virkelig ikke nok stretch i dem, øv... men fin til sweateren til den glade dreng.

Syskole igen yeay!

Hold nu op den her blog er forsømt!! Men der er bare ikke tid nok i døgnet, trist men sandt.

Jeg er dog kommet lidt igang med krea igen, og er startet op i syskole hos Line igen. (Marapytta, for træt til at linke lige nu) og har fået et par ting gennem maskinen. Det er SÅ skønt at være igang igen, selvom det kun er hver anden uge, det er hvad vi kan overkomme på hjemmefronten lige nu.

I dag blev én kreation luftet i det gode vejr, og Manden fik dokumenteret det. :)

Måske der kommer nogle billeder af nogle af de andre ting.. Mest shorts til den store.

Vi er gået i sommerferie - 3 af os, far må knokle én uge til, før vi alle drager mod nord i den store båd. 

Vi har lige haft besøg af mormor som kom og hjalp til, da dagplejens sommerferie startede 1 uge før vores kunne. Det har vi nydt, og forhåbentlig også den lille. :)

Én uge med to små hjemme, og det lader til ikke specielt godt vejr.. Jeg synes helt ærligt at det er en mundfuld. Den store søger grænser og udfordrer sin mor hele tiden, og driller sin lillebror, som bliver ked af det og græder. What to do? Måske tager vi bare regntøj på og går ud og plasker i vandpytterne. Hele dagen. Så er der i hvert fald to af os som hygger sig :)

God sommer derude, og ferie, hvis der er nogen som læser med stadig. 

Vi drønede ud på stranden efter aftensmad i går, bare for at lige markere, at ferien var begyndt!

Spadseretur i dag, rundt omkring på Amager; her udenfor biblioteket som desværre var lukket. 

Forresten, gode forslag til "overskuelige" aktiviteter modtages gerne!

3-årig stor lille pige.. hip hurra!

Tre år.

Så længe har vi haft vores elskede Jenny Lóa. 

Hun er i den grad blevet stor, siden hun blev storesøster, en rolle som hun klarer så flot. Hun er næsten altid sød ved sin lillebror, og han ELSKER hende. Når hun er puttet om aftenen, og han er ved at skulle i seng også, er der kun én ting han skal. Direkte over til hendes soveværelsesdør, og vil ind. Og mange gange når vi ikke at gribe ham, før han har skubbet den op, og leder efter hende. 

Billederne taler for sig..

1 år

2 år

3 år

På vej i børnehaven med en busfuld muffins..

Tillykke min lille pige, ikke skynde dig så meget med at blive stor :)

Snak om holdbarhed..

For snart 4 år siden havde jeg en stand ved en af de store musikfestivaler på Færøerne, og havde et virkelig godt salg! Skrev om det her.. 

Min bror hjalp til, og fik en af kartonpungene som var det helt store hit det år.

Den har han brugt lige siden, og i dag så den sådan ud

Det er da helt vildt, at den stadig hænger sammen!!?? Vi taler om en mælkekartonpakke..

Sådan ser de ud nye og friske..

Han fik lige en ny til de næste 3,5 år :D

Julegaver og børnehaveindkøring mm

Må lige vise nogen af de fine julegaver vi har fået.. det er selvfølgelig de hånd/hjemmelavede som jeg glæder mig meget over, men der var virkelig mange dejlige gaver til børnene..

Hjemmestrikket sæt fra Farmor. Man ser desværre ikke den fine dusk på huen.. 

Mormor havde fået lavet fint juniorsengesæt med broderet Fadervår til Lillebror.. så sødt og fint! 

Fine små strikvanter til de kolde lure i barnevognen

Og ikke en julegave, men blot en gave.. Svigerfars faster (93 år!) har strikket til mig! Imponerende. 

Vi er tilbage i dagligdagstrummerummet.. 

Marcipangrisen er startet i børnehave - gisp - og har taget det helt ok. Har kun været alene i halvanden time i dag uden mor, og var lidt ked af det til sidst, men det var glemt da hun bagefter fik lov til at hoppe i ALLE vandpytter som vi fandt, både på legepladsen i regnen og derefter hele vejen hjem. Ikke at det er langt, men det var en ret klam flyverdragt til sidst! 

Vi kører en lang indkøring, da jeg jo har tid, så hun har korte dage, og jeg tror at hun nyder det. Vi har endnu ikke klaret at møde op før ved 10, (dog 9.15 i dag) og det er jo lidt synd, for de går i gang med leg og aktiviteter kl 9. Men altså.. lige nu er det fint nok. Vi prøver at møde lidt tidligere i næste uge, skulle lige komme igang efter 4 måneders dasen, ik? Målet er at hun skal med på tur på onsdag, håber det går. Det betyder så at vi har næsten hele dagen for os selv, os tre, for Manden er tilbage på job. Vi har set en del tegnefilm, og Lillebror har været dygtig til at sove lure på altanen, så vi har haft lidt Mor-Datter tid. Det har ellers været en mangelvare, og hun har altid været fars pige, så jeg tror ikke hun som sådan har savnet det. Jeg har savnet det, og et eller andet sted bliver jeg glad når hun vil have mig til at gøre ting (servicere hende!) i stedet for Far, som det ellers altid er/har været. Bortset fra ved putning, hvor det kun er Mors hår det duer til at nusse! :/  

Men det skal også siges, at jeg glæder mig til at hun bliver lidt tryggere ved børnehaven, og jeg har lidt tid til nogen ordentlige gåture med barnevognen, og måske endda noget krea-tid mens lillebror sover?? (Det er måske underforstået, men vi kommer ikke såååå meget ud, os tre alene, for det er lidt af et foretagende at pakke os sammen og fragte TUNG baby 4 etager ned og 3 husnumre over til barnevognsrummet med 2-årig på slæb, som måske/måske ikke gider gå trapper.. og derfor kan få hysteriske anfald over ikke at blive båret..??)  

Og det lille kræ.. Han har lige rundet 8 mdr, og er ved at begynde at gå!! Ej måske ikke helt vel, men han rejser sig op, og går langs møblerne, og det er det eneste han vil - OP at stå. Der er meget mere fart på ham end storesøsteren. Kravler rundt over det hele, og hvis han ser sin mor, så er det direkte hen til mig. Det bliver svært at overgive ham til en vuggestue, det er helt sikkert! 

Nævnte putning før.. det er stadig et cirkus her i huset. Den store sover ikke en eneste nat igennem. Det er ok og fint nok at hun kommer ind i vores seng, men allerede kl 23-00? Hun har klaret til kl 02 i nat i sin egen seng, men kom så ind og lavede en mega scene med skrig og hyl, enten fordi lillebror sov på hendes plads, eller fordi hun så IKKE ville ligge på sin plads, da jeg havde flyttet ham! Fuldstændig oppe at køre.. det er måske også en reaktion på børnehavestart.. Og lillebror sover muligvis igennem, vi ved det ikke endnu. (pga rumsteren af storesøster som altid vækker ham så han må ammes i søvn igen!) 

Prøver også at trappe ned med amning, for han har simpelthen for mange tænder nu, det gør altså nas, mest i liggestilling om natten, hvor jeg SLET ikke kan slappe af og hvile/sove videre mens han ammer, for jeg er ved at dø! Han spiser ok nu af fast føde (grød, mos, smagsprøver af vores alm mad) så han behøver det ikke så længe til, tror jeg. 

Og mad, det er en helt anden historie, som måske kommer på et senere tidspunkt. :)

Over and out og godnat og god weekend. 

Det var det.

lille barnevognscharm til armen som minde om opholdet :)

Holddaop hvor gik det pludselig hurtigt, de der 3 måneders barsel i syden. Og sikken en kontrast, nu vi er ankommet til Færøerne. Sejlede op med færgen, og ankom mandag middag. Der var nærmest mørkt!!

Ikke mere den her solnedgang på terrassen hver aften.. 

De sidste to uger af vores ophold havde vi besøg af min søster, fætter Jónas og Jónas' far. De to små var SÅ glade for at se hinanden. Der gik næsten 4 dage uden ét eneste skælderi, men så var kvoten også brugt, og de havde sine små kampe indimellem. Men de hyggede sig gevaldigt.. her på stranden.

Vi savner vores ugentlige ture i sandørkenen i Maspalomas.. 

Vi savner også at bade i poolen hver dag, selvom vi syntes at vandet var blevet lige lovlig koldt til sidst.. Er meget glad for at Marcipangrisen er blevet SÅ dygtig til at svømme.. Her kigger lillebror på, mens Far og datter leger i poolen. 

Det her indlæg er skrevet så frygtelig mange gange i mit hoved i de sidste par uger, men det er virkelig VIRKELIG sjældent at jeg har tid til at sætte mig ned med computeren, og kan filosofere lidt i fred :)

Men status efter tre måneder:

Antal gange Marcipangrisen sov eftermiddagslur: 5

Antal gange hvor forældrene sad på lækker strandpromenadecafe og drak latte'r mens 2 børn sov: 5

Antal løbesko købt: 2 

Antal løbeture løbet: 0

Antal sko købt ialt: 14? 

Antal gange vi så smuk solnedgang fra terrassen: ca 80

Antal tv-kanaler på spansk og tysk: mindst 50

Antal nyheds-tv-kanaler på engelsk: 2

Antal sæsoner MadMen set: 2

Antal babytænder: 4

Antal besøg i uger ud af 12: 5 

Antal regndage ud af 90: 4-5? 

Antal bøger læst: 3 (for DÅRLIGT! Kan ikke engang huske titlerne)

Antal krea udført: 0 

Antal hysteriske anfald hos afkom: virkelig mange 

Antal hysteriske anfald hos voksne: 0 

Antal lægebesøg: 1

Antal kr brugt på lægebesøg: 870,- 

Antal tjenere som fik et "GÅ VÆK" i nakken da de uforvarende klappede det store barn på hovedet: 10-15 (og det var ikke forældrene som råbte!)

Antal gange Mor og Børn sov igennem én hel nat: 0

 Antal timer som flyet hjem var forsinket: 8,5 

spøg til side.. 

Vi havde en uges tid hjemme i Danmark, til at pakke ud og finde det varme tøj frem fra depotet og pakke om til juleferie hjemme hos bedsteforældrene på Færøerne. Nåja, og til at indvie den nye bil. Første gang for os begge som ejere af NY bil. Fint nok. Er mest glad for varme i sædet. Skal ikke så meget til at imponere mig. :) Det har så betydet, at vi kunne pakke bilen og køre hjem - altså med færgen. 

Og nu er vi så her igen, det er et helt år siden sidst! 

Har lidt strikketøj med, bliver spændende at se om det bliver til noget.  

 Det har været et forrygende år hvor der bare er sket så meget! Den lille Marcipangris er blevet storesøster, og når vi ser tilbage på billeder af hende fra et år siden, kan man næsten ikke tro det. Hun var jo nærmest baby for 1 år siden. Og Lillebror som kom i maj er allerede 7enhalv måned, og vi begynder at bekymre os om vuggestueplads lige om lidt. 

Nå, hvis I har hængt med helt til nu, så hatten af for jer. Sådan bliver (mine) indlæg når jeg ikke kan sidde og fundere lidt. (Dette er skrevet over et par dage og med MANGE afbræk) 

Muligvis kommer der lidt billedspam af Gran Canaria tiden på et tidspunkt.. 

ikke mere aften-motionssvømning til mig, øv

over and out. 

En almindelig ualmindelig hverdag på barsel

MereMaria har startet en blogleg, hvor hun opfordrer til at man dokumenterer en helt almindelig hverdag på barsel. Det syntes jeg lød som en sjov "leg" og har meldt mig til, og her er så mit bidrag. Det skal siges, at ingen af vores hverdage er specielt almindelige lige nu, men det er så også én slags barsel, den ualmindelige. (I hvert fald noget af den..)

8.20: Vi har haft en ok nat, men den 2,5 årige Marcipangris sover ikke specielt godt, og kan holde os mig vågen en stor del af natten, når hun kommer ind i vores seng, og vælter rundt og prøver at falde til ro igen. Det skete i nat, så det er måske derfor at vi sover lææænge. Næsten for længe, for kl 10.00 skal vi være ude af huset for da kommer rengøringen, og da skal der være ryddet op!

10.00-13.00: Vi klarer at komme ud af døren og har besluttet at tage ned på den lokale lille strand, som er i gåafstand. Det kræver som regel en del overtalelse at få den store til at sidde i sin vogn, men det går forbavsende let. Denne gang er det den lille, som ikke vil ligge, og græder indtil han bliver taget op og vugget lidt, og falder i søvn da vi kommer til stranden. Der er sten i vandkanten, så det er ikke den bedste badestrand, men det er faktisk en fornøjelse for den store at bygge sten i bunker og forsøge at kaste i vandet.. Herlig måde at fordrive tiden på sammen med far. Mor får lov til at dase i solen, indtil Baby vågner. 

Far henter kaffe og smootie og vi sidder lidt i stolene og kigger på mennesker.. Den store morer sig med at jagte duer.

12.30: Vi vender næsten hjemad, og denne gang skal den store overtales til at sidde i sin vogn.. Grrrr hun tester vores tålmodighed som kun en 2,5 årig kan gøre det! 

Det er sååå lækkert at komme hjem til rent og ryddeligt hus, elsker det og har lyst til at pakke damen ned i kufferten og tage hende med når vi rejser igen. 

Efter en bid frokost synes vi at det ville være rart med en spadseretur ned til byen. Vi har ikke planlagt noget specielt i dag, tager det som det kommer. Det er lidt overskyet, men stadig varmt en 28 grader, så turen giver sved på panden hos de voksne, især hjem igen op ad bakke. 

15.00: Efter lidt frem og tilbage inde i et af shoppingcentrene - hvor den store får skrigeflip hvis hun ikke får lov til at sidde på samtlige lege-put-en-euro-i-biler - men vi må aldrig putte penge i! - er det tid til et pitstop. Marcipangrisen lever op til sit kælenavn nu, og har udviklet et gedigent chokoholic gen mens vi har været afsted. Eller bare sukker generelt. Der er ingen vej udenom en is.. mens vi kigger på billeder af salat. Det tæller næsten, ik? 

Baby vågner og vil også være med.. (Tjek solbrille-spejlbilledet?:))

De voksne holder sig heller ikke tilbage og går all in med is! 

17.00: Tager turen hjem i højt tempo. Må stoppe halvvejs og sætte os og amme meget offentligt i en slags gadearena.. hm.. Ved ikke om det er ildeset eller hvad, men det er meget sjælden at vi har set ammende ude i "livet". Og jeg får altså nogle lange øjne når der er nogen der opdager at der ligger et barn og spiser dér. Selvom alle stort set går rundt i g-streng midt på gaden og bader topløse over det hele.. 

18.00-19.00: Lige præcis I DAG et det så mig der laver aftensmad! Undtagelsesvis. Det er ellers altid Manden mins tjans. Men vi fik fisk i fad med grønt og kokusmælk. (Huset vi lejer er SÅ dårlig udstyret, der er f.eks. ikke noget ildfast fad, så vi kører med engangs.)

kl. 19.00 bliver den store puttet, siden hun ikke sover eftermiddagslur mere. Måske fordi hun sov længere i morges - hun hiver som regel sin far op kl. 6.30-7.15 - er hun ikke nem at putte i dag. Vi har ændret "rutinen" mens vi er her, for ja, der var så mange omvæltninger, og ville i hvert fald sørge for at hun føler sig tryg når hun falder i søvn, så nu lægger jeg mig med hende, læser en historie (Peder Pedal som møder en lastbil for første gang! om og om igen, hver aften) og når den er slut, tænder vi for babyalarmens sovemusik. Så nusser hun mit hår til hun falder i søvn. Det tager som regel ikke lang tid, men i aften skal vi igennem repertoiret 3 gange, før det lykkes! 

Øv, for havde tænkt mig at tage en halv time med baner i poolen efter den is i dag, men det går så ikke, for den lukker kl 20.00. 

Imens vi putter hygger Baby og far, indtil den lille er træt, og bliver lagt i vognen, og får en tur rundt om blokken. Sukker over hvor genialt det er at bo i hus med hvor man bare kan trille en tur på fortovet og lulle barnet i søvn. Og ikke i lejlighed på 3. sal. :( 

kl. altforsent: Den lille bliver ved med at vågne i sin vogn på terrassen, og tilsidst dropper vi at prøve at få ham til at sove videre. Han kæmper med tand nr 2, og har dårlig mave. Får mad og sidder og hænger mens mor og far ser Mad Men afsnittet færdigt. :)

kl. 23: ZZZZZ og krydser fingre for en rolig nat. 

Det skal så siges, at næsten ingen dage har været ens, mens vi har været her de sidste 7-8 uger. Vi har ca 6 uger tilbage, og vi prøver at få så meget ud af tiden som muligt. Vi er turister, men vi kan tage det mere i vores eget tempo, og skal ikke klare alle seværdighederne på 1 eller 2 uger. Vi har i den grad stiftet bekendtskab med den spanske manana kultur, og kæmper for at vænne os til siesta'en. Jeeezzz.. Men når det er sagt, så er det ret dejligt, at være sammen alle 4 hele tiden. Og vi kommer tidsnok tilbage til den grå og stressede hverdag i Danmark. 

over and out fra Gran Canaria, Meloneras.