Hold nu op hvor døde den her blog bare..
Har lige brugt noget tid på at sidde og læse gamle indlæg. Især de nyeste, som nu er ca. 1 år gamle. (tsktsk)
Går lidt i "status-tanker". Det er tid til status.
I dag for 1 år siden fik jeg de kedeligste nyheder ever. Brystkræft.
Sikken et år det har været. Det virker helt uforståeligt, at det er sket. Og det skete så hurtigt, det hele. Jeg/vi nåede næsten ikke at få hovedet med, før det var overstået. Eller... det bliver aldrig overstået. Der vil altid være angst og nervøsitet, især op til kontrolundersøgelser.
Har fornyligt været til mammografi og gennemskanning af knogler/hele skelettet. Jeg har som en senfølge/bivirkning haft ondt i brystet, siden og min venstre fod. Det ville jeg gerne have undersøgt, så til min sidste kontrol, i august, var det noget jeg ville spørge om. Til undersøgelsen forklarede jeg om de her smerter, og inden jeg nåede at spørge, sagde lægen, at det ville hun gerne have, at vi så nærmere på. Bom. Hvor ER vi heldige med vores sygehusvæsen og -service. JA, de er i knæ økonomisk, og halser afsted for at give omsorg, men hold nu k... hvor er jeg glad og tilfreds med mit forløb. Hatten af og klapper i hænderne. Skanningerne viste intet, heldigvis, eller jo, der er en overbelastningsskade i foden. Kan forsøge med fysioterapi for den. Skal bare tage mig sammen og gøre noget for at få DET til at ske. :/
Nu sidder vi her, et år efter, og livet fortsætter bare som om det aldrig var sket.
Men man er en anden. På godt og ondt.
Vores to små børn vokser. De har masser af konflikter, og slås, og måske fordi vi forældre har været igennem en hård omgang, og stadig ikke er ovenpå, tror jeg vi er for dårlige til at håndtere det. Selvom vi lover hinanden og os selv, at vi ikke skal skænde ud på dem, så holder det ikke. Bægeret flyder over. Nok mest for mig. Det er især om morgenen, når jeg skal afsted med begge de små og selv skal møde på job i anstændig tid. (Manden skal køre kl. 7.30 for at være i tide på job, og det synes vi altså er for tidligt for dem at møde, når det nu ikke VIRKELIG behøves). Så jeg prøver at nudge dem; tøj på, ikke tage konflikter om farver/længde/tykkelse af bukser/trøjer/kjoler, forsøge at få en eller anden form for morgenmad i dem, (BEGGE har madissues lige nu), så det kan blive til en bolle i hånde på vej ned i børnehaven - som i dag. Den lille er i den grad kommet i selvstændighedsalderen nu, og er virkelig en lille bandit til tider. Det er oftere ham der får storesøster til at tude, end omvendt. Hun har sine ture, bevares, men han hiver hende i håret, og sidder tilbage med nævefulde af hår, og griner. Pyyha... Så der ses indimellem et eller to grædende børn på en cykel trukket af en ked-af-det mor ad Amagerbrogade kl. 8.30 om morgenen.
Vi har været lidt ramt af sygdom her på de sidste, så alle rutiner er lidt tilsidesat. Sovesituationen har nok aldrig været så af sporet som nu. Begge skal have en voksen med og ligge, før de lægger sig. :/ Det går ok hurtigt for den store, som Far som oftest lægger, mens den lille kan rode rundt og forsøge at falde til ro i en time! Og han ligger og prøver, det er ikke det at han leger eller noget, det tager bare tid. Og det er umenneskeligt at forsøge at holde sig vågen i al den tid, så jeg falder i søvn - det har jeg jo tidligere bare sat pris på, for jeg har haft så meget brug for søvn - men nu tærer det af vores voksentid, og det irriterer mig.
ARGH. Nå, det løser sig nok. Vi er måske også lidt presset på boligsituationen lige nu, den store har sit eget værelse, men det bruger hun ikke rigtig, og den lille har ikke et værelse, så hans legetøj er i stuen, og han bruger det heller ikke. Det bliver bedre, når vi får lidt bedre plads, og de får hver sit værelse, med al legetøj indenfor rækkevidde. SÅ skal de begge sove i eget værelse!
Der er andre ting; den stores børnehave skal lukke, og hun skal flytte i en ny, men det bliver forhåbentlig først 1. januar. Og så er det jo MEGET kort tid, til vi flytter. Hjem. Helt vildt. Vi glæder os.
Vi var så heldige under behandlingsforløbet, at vores forældre og svigerforældre bakkede op 100%. De kom på skift på besøg når jeg skulle have kemo, og hjalp til. Tænk hvor fantastisk det er? Det har ikke kun hjulpet os SÅ meget, men også givet børnene en enestående chance for at knytte bånd med bedsteforældrene. Når man bor så langt væk, så kan det være en udfordring, men det har de gjort, og det kommer de - og vi forældre - til at nyde godt af, når vi flytter hjem.
Jeg er jo tilbage på job fuld tid, og har - igen - nye og interessante opgaver. Her i slut oktober skal vi til Island og afholde vores årlige store event, session, som er the big thing hvert år. Det bliver min sidste på den parlamentariske side, men forhåbentlig får jeg lov til at komme på mange flere i mit nye job, på den anden side, regeringssiden.
Umiddelbart efter Island rejser vi samt mine forældre til Gran Canaria i en uge. OOOOOMMMMGG hvor ser jeg meget frem til det!! Det var den ferie som vi ikke kom afsted på, i februar.
Vi har booket et hus samme sted som vi boede, pool og legeplads.. kort til (sten)stranden, og en bil vi alle kan være i, så vi kan køre ture til de mere børnevenlige strande i området. Lidt julegaveshopping kan det vel blive til også.
Så er det også lige pludselig jul. Vi bliver i Danmark. Finder måske på noget, eller ikke.
Et billede fra sidste års juleaften.. Det var faktisk virkelig hyggeligt, kun os 4.
Går lidt i "status-tanker". Det er tid til status.
I dag for 1 år siden fik jeg de kedeligste nyheder ever. Brystkræft.
Sikken et år det har været. Det virker helt uforståeligt, at det er sket. Og det skete så hurtigt, det hele. Jeg/vi nåede næsten ikke at få hovedet med, før det var overstået. Eller... det bliver aldrig overstået. Der vil altid være angst og nervøsitet, især op til kontrolundersøgelser.
Har fornyligt været til mammografi og gennemskanning af knogler/hele skelettet. Jeg har som en senfølge/bivirkning haft ondt i brystet, siden og min venstre fod. Det ville jeg gerne have undersøgt, så til min sidste kontrol, i august, var det noget jeg ville spørge om. Til undersøgelsen forklarede jeg om de her smerter, og inden jeg nåede at spørge, sagde lægen, at det ville hun gerne have, at vi så nærmere på. Bom. Hvor ER vi heldige med vores sygehusvæsen og -service. JA, de er i knæ økonomisk, og halser afsted for at give omsorg, men hold nu k... hvor er jeg glad og tilfreds med mit forløb. Hatten af og klapper i hænderne. Skanningerne viste intet, heldigvis, eller jo, der er en overbelastningsskade i foden. Kan forsøge med fysioterapi for den. Skal bare tage mig sammen og gøre noget for at få DET til at ske. :/
Nu sidder vi her, et år efter, og livet fortsætter bare som om det aldrig var sket.
Men man er en anden. På godt og ondt.
Vores to små børn vokser. De har masser af konflikter, og slås, og måske fordi vi forældre har været igennem en hård omgang, og stadig ikke er ovenpå, tror jeg vi er for dårlige til at håndtere det. Selvom vi lover hinanden og os selv, at vi ikke skal skænde ud på dem, så holder det ikke. Bægeret flyder over. Nok mest for mig. Det er især om morgenen, når jeg skal afsted med begge de små og selv skal møde på job i anstændig tid. (Manden skal køre kl. 7.30 for at være i tide på job, og det synes vi altså er for tidligt for dem at møde, når det nu ikke VIRKELIG behøves). Så jeg prøver at nudge dem; tøj på, ikke tage konflikter om farver/længde/tykkelse af bukser/trøjer/kjoler, forsøge at få en eller anden form for morgenmad i dem, (BEGGE har madissues lige nu), så det kan blive til en bolle i hånde på vej ned i børnehaven - som i dag. Den lille er i den grad kommet i selvstændighedsalderen nu, og er virkelig en lille bandit til tider. Det er oftere ham der får storesøster til at tude, end omvendt. Hun har sine ture, bevares, men han hiver hende i håret, og sidder tilbage med nævefulde af hår, og griner. Pyyha... Så der ses indimellem et eller to grædende børn på en cykel trukket af en ked-af-det mor ad Amagerbrogade kl. 8.30 om morgenen.
Vi har været lidt ramt af sygdom her på de sidste, så alle rutiner er lidt tilsidesat. Sovesituationen har nok aldrig været så af sporet som nu. Begge skal have en voksen med og ligge, før de lægger sig. :/ Det går ok hurtigt for den store, som Far som oftest lægger, mens den lille kan rode rundt og forsøge at falde til ro i en time! Og han ligger og prøver, det er ikke det at han leger eller noget, det tager bare tid. Og det er umenneskeligt at forsøge at holde sig vågen i al den tid, så jeg falder i søvn - det har jeg jo tidligere bare sat pris på, for jeg har haft så meget brug for søvn - men nu tærer det af vores voksentid, og det irriterer mig.
ARGH. Nå, det løser sig nok. Vi er måske også lidt presset på boligsituationen lige nu, den store har sit eget værelse, men det bruger hun ikke rigtig, og den lille har ikke et værelse, så hans legetøj er i stuen, og han bruger det heller ikke. Det bliver bedre, når vi får lidt bedre plads, og de får hver sit værelse, med al legetøj indenfor rækkevidde. SÅ skal de begge sove i eget værelse!
Der er andre ting; den stores børnehave skal lukke, og hun skal flytte i en ny, men det bliver forhåbentlig først 1. januar. Og så er det jo MEGET kort tid, til vi flytter. Hjem. Helt vildt. Vi glæder os.
Vi var så heldige under behandlingsforløbet, at vores forældre og svigerforældre bakkede op 100%. De kom på skift på besøg når jeg skulle have kemo, og hjalp til. Tænk hvor fantastisk det er? Det har ikke kun hjulpet os SÅ meget, men også givet børnene en enestående chance for at knytte bånd med bedsteforældrene. Når man bor så langt væk, så kan det være en udfordring, men det har de gjort, og det kommer de - og vi forældre - til at nyde godt af, når vi flytter hjem.
Jeg er jo tilbage på job fuld tid, og har - igen - nye og interessante opgaver. Her i slut oktober skal vi til Island og afholde vores årlige store event, session, som er the big thing hvert år. Det bliver min sidste på den parlamentariske side, men forhåbentlig får jeg lov til at komme på mange flere i mit nye job, på den anden side, regeringssiden.
Umiddelbart efter Island rejser vi samt mine forældre til Gran Canaria i en uge. OOOOOMMMMGG hvor ser jeg meget frem til det!! Det var den ferie som vi ikke kom afsted på, i februar.
Vi har booket et hus samme sted som vi boede, pool og legeplads.. kort til (sten)stranden, og en bil vi alle kan være i, så vi kan køre ture til de mere børnevenlige strande i området. Lidt julegaveshopping kan det vel blive til også.
Så er det også lige pludselig jul. Vi bliver i Danmark. Finder måske på noget, eller ikke.
Et billede fra sidste års juleaften.. Det var faktisk virkelig hyggeligt, kun os 4.
