Sniger-babyen

Et af de sidste ting som blev afsluttet i Danmark inden vi flyttede hjem i marts, var at jeg var forbi RH og fik scannet æggestokkEN. Der var jo kun den ene tilbage, og selvom min menstruation var kommet tilbage - efter et helt år i overgangsalder kom den simpelthen på årsdagen for den sidste kemo - så var den nedslående besked, at der var ikke MANGE æg, og jeg skulle ikke forvente at der gik lang tid, så var det slut med det.
Hvis vi så besluttede, at vi gerne ville have flere børn, så var den nedfrosne æggestok en mulighed. Den skulle så indopereres, og så var det måske nødvendigt med fertilitetsbehandlinger og alt muligt ovenikøbet. Det havde jeg lidt afskrevet, havde ikke så meget lyst til at gennemgå den ekstremt ubehagelige kikkertoperation en gang til, og var egentlig tilfreds med vores to dejlige børn.

Og hvad sker der så?


Engang i maj/juni (?) synes jeg, at jeg egentlig har det lidt skidt. Sådan utilpas, og skrantende sortof. Da det så også pludselig er ret længe siden jeg havde menstruation, tænker jeg, at shit, nu er jeg igen gået i overgangsalder, og måske er jeg egentlig også syg igen??
I løbet af kort tid får jeg dog andre - genkendelige - tegn og på vej til Finland på en arbejdsrejse, kommer jeg forbi en graviditetstest i kiosken i Kastrup, som jeg købte. På plads på hotellet kl. næsten 01.30 om natten, er jeg i tvivl om jeg skal tage den nu, eller vente til jeg står op næste morgen. Jeg tager den med det samme, tænker at jeg bare skal få det overstået, og få DEN tanke ud af verden.
Chok, da den viser to streger!



Jeg kunne ikke ringe til Manden sådan midt om natten, og kunne selvfølgelig heller ikke sove. Jeg skrev en mail til fertilitetsklinikken på Rigshospitalet, til den meget søde læge som er in charge over min nedfrosne æggestok. Forklarer situationen, og at jeg er på transit gennem København dagen efter, og har lidt tid. Om hun evt kan scanne mig? Og venter så. (Fordi jeg var meget nervøs over, om barnet nu var ok, når æggene havde været igennem kemo og alt det der...)



Næste morgen svarer hun, at det vil hun gerne, jeg skal bare komme, så klemmer hun mig ind.



Det gør jeg, og hun kan fortælle, at hvis æggene har overlevet kemo'en, så er de ok, så jeg skal ikke være bekymret over at barnet har taget skade. Hun kan også fortælle, at jeg er ca 8 uger henne!


Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan det føltes. Vantro, ufatteligt, et mirakel... Vi havde slet ikke taget stilling til, OM vi ville have flere børn. Det havde livet bare ligesom besluttet for os.


Hjemme igen om aftenen fortæller Manden om stressede dage med at aflevere og være ansvarlig for begge børn (jeg har jo en del rejser med jobbet, så han er vant til det, men det er alligevel altid udfordrende at få det hele til at køre).
Så spurgte jeg ham, hvad han kunne forestille sig, ville gøre ham endnu mere stresset?
Du er gravid, gættede han. :)


Og som man siger, the rest is history.


Vores særdeles viljestærke søn blev født d. 23. januar, dagen før terminsdag.

De tre rollinger.


Jeg må se om jeg får lavet et "fødselsberetnings"indlæg på et tidspunkt; det var også en ret speciel dag. :)